Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

226-235

græde ; de strøede Aske paa deres Hoveder og lagde Sække om Lænderne og gik med Suk og Taarer tilbage til Staden. Da de øvrige Borgere erfarede dette, kunde de heller ikke holde sig for Graad og Klage, saa at denne Dag var for dem en Straffens, Forskrækkelsens, Nødens og Angstens Dag.

Efterat de havde fattet sig lidt, kom de atter sammen for at overveje, hvad de havde at gøre; de spurgte da den ærværdige Hr. Gudsfrygt, hvad han vilde raade dem til. Han svarede, at der ikke var noget andet eller bedre Middel, end at de endnu engang gjode det samme, som de allerede tilforn havde gjort; han sagde, at man ikke maatte tabe Modet, paa Grund af det, som var vederfaret dem ved Hoffet; ja selv om det saa skulde ske, at flere af deres Bønskrifter ikke blev besvarede paa anden Maade end med Tavshed eller med straffende Ord, saa skulde de dog ikke derfor lade sig afskrække; thi det var da Shaddais Maade at øve Menneskene i Venten og Taalmodighed; derfor maatte de, sagde han, naar de var i Trængsel, forvente hans belejlige Tid og Hjælp. Derpaa fattede de atter Mod og sendte paany det ene Sendebud efter det andet til Shaddais Hof ja der var ingen Dag eller Time paa Dagen uden at "man mødte en eller anden Post eller Sendebud med Bønskrifter fra Menneskesjæl, uden at man hørte Basunen blæse udenfor Kong Shaddais Hof, alt for at de med deres Bønskrifter kunne bevæge Fyrsten til at komme tilbage. Vejen var nu fuld af Sendebud, der dels kom fra Hoffet, og dels fra Menneskesjæl, og dette varede saalænge, som den haarde og bedrøvelige Vinter stod paa.

Dersom I ikke har glemt det, saa maa I huske, at jeg før har fortalt, at der, efter at Immanuel havde indtaget Menneskesjæl, ja endog efter han paany havde opbygget Menneskesjæl, i forskellige af Stadens Kroge havde skjult sig mange Diabolister, som, da Tyrannen indtog Staden, enten var komne med ham eller ogsaa grundet den lovstridige Blanding var fødte og opfostrede der og havde deres Gemmesteder, Huler og Smuthuller i, under eller ved Stadens Mure. Nogle af dem hed Urenhed, Ægteskabsbrud, Mord, Vrede, Fraadseri, Øjenfalskhed, Bagvaskelse og den forskrækkelige Skurk, den gamle og farlige Gerrighed. Disse havde, som jeg har sagt, tillige med flere andre deres Bolig i Staden, endogsaa efter at Immanuel havde drevet deres Fyrste, Diabolus, ud af Slottet.

Den gode Prins gav nu Hr. Vilje og andre, ja den hele Stad Menneskesjæl Befaling til at opsøge, gribe og bringe i Forvaring og Ødelægge saa mange af disse, som de kunde faa fat paa, efterdi de af Naturen var Diabolister og altsaa Fyrstens erklærede Fjender, og fordi de af al Magt søgte at fordærve den velsignede Stad. Staden efterkom dog ikke denne Befaling, men forsømte at opsøge, paagribe og fastsætte, og udrydde dem. Hvad gjorde disse Skurke imidlertid ? De fattede Mod igen, stak Hovederne frem og begyndte at vise sig offentlig i Menneskesjæl. Ja, nogle af Stadens Indvaanere begyndte at blive fortrolige med en Del af dem, til Stadens største Bedrøvelse og Skade, hvilket til belejligere Tid og Sted tydeligere skal blive fremstillet.

Da disse overblevne Diabolister blev var, at Menneskesjæl havde fortørnet sin Fyrste Immanuel og at han var dragen bort fra dem, lagde de Raad op og besluttede at fordærve Staden; de forsamlede sig til en vis Tid i et Smuthul, hvor en af dem, som hed Hr. Ondskab, der ogsaa var Diabolist, havde gemt sig, og overlagde der, hvorledes de atter kunne overgive Menneskesjæl i Diabolus Hænder. Den ene var af en, den anden af en anden Mening, eftersom Sagen stillede sig for ham. Omsider fremsatte Hr. Ukydsk det Forslag, om det ikke var bedst, at nogle af Diabolisterne, som endnu var tilbage i Menneskesjæl, gav sig i Tjeneste hos nogle af de indfødte; „thi," sagde han, "dersom de gør det, og Stadens Indvaanere modtager dem, turde det hænde, at Stadens Indtagelse bliver saa meget lettere saavel for os som for vor Herre Diabolus, hvilket ellers skulde blive os svært nok." Men Hr. Mord stod op og sagde: „Dette kan for Tiden ikke ske, thi Staden Menneskesjæl er endnu ganske forbitret over, at den allerede engang er bleven forført af vor Ven Kødelig-Sikkerhed, og er bragt saa vidt, at den har forsyndet sig imod sin Fyrste. Og hvorledes skulde den vel igen bedre kunne forsone sig med ham end ved at overlevere disse Mænds Hoveder. Desuden har de faaet Befaling til at gribe og ihjelslaa os, hvor de finder os, derfor maa vi være listige som Ræve; thi naar vi er døde, kan vi ikke mere gøre dem nogen Skade, men vel saalænge vi er ilive."

Efter at de nu vidtløftigt havde overlagt Sagen, blev de allesammen enige om straks at udfærdige et Brev til Diabolus, hvori de ville forestille ham Staden Menneskesjæls Tilstand og Stilling, og hvorledes den var falden i sin Fyrstes Unaade. Nogle var ogsaa af den Tanke, at de skulle aabenbare for ham deres Forehavende og høre hans Mening derom. Brevet blev straks forfattet og lød saaledes:

„Til vor store Herre, Fyrsten Diabolus, residerende i Helvedes Afgrund !"

„Store Herre og mægtige Fyrste Diabolus ! Vi dine tro Diabolister, som endnu er forblevne i den oprørske Menneskesjæl', og vi som har faaet vort Væsen af dig og nyder vor Underholdning af din Haand, vi kan ikke med Fornøjelse og Fred taale, hvad vi maa se paa denne Dag, nemlig at du er saa foragtet og bliver saa forhaanet tog forsmaaet blandt denne Stads Indvaanere ; heller ikke er din lange Fraværelse os behagelig efterdi den geraader os til stor Skade. Aarsagen til denne vor Skrivelse til dig, vor Herre, er, at vi ikke er ganske uden Haab om, at denne Stad igen kunde blive din Bolig; thi den har grovelig forsyndet sig imod sin Fyrste, og han er dragen bort fra den. Ja, skønt dens Indvaanere tit og ofte sender Bud til ham, om han vil komme til dem igen, kan de dog ikke bevæge ham dertil eller opnaa et godt Ord at ham. Der har ogsaa nylig raset en heftig Sygdom, som endnu vedvarer, og det ikke alene blandt den almene Hob, men og iblandt de højeste, iblandt Høvedsmændene og de fornemste af dette Steds Adel; vi alene, som af Naturen er Diabolister, holder os raske, stærke og ilive.

I Betragtning her af holder vi for, at de formedelst deres store Overtrædelser paa den ene Side og Sygdom og Svaghed paa den anden Side ganske staar blottede for din Haand og Magt. Dersom det derfor kan være overensstemmende med din ærværdige Visdom og med dine Fyrsters Forsighed endnu engang at vove at gøre et Forsøg mod Menneskesjæl, saa lad os kun vide det, da vi efter vor yderste Evne vil være beredvillige til at overlevere Staden i dine Hænder, eller om din faderlige Visdom ikke skulde holde det for raadeligt, saa beder vi alene om at blive med faa Ord underrettede om din Hensigt. Vi er rede til at følge dit Raad, om vi og derved skulde miste vort Liv og alt, hvad vi har."

„Givet under vor egen Haand efter nøje Overvejelse i Huset hos Hr. Ondskab, som endnu lever i vor elskelige Stad Menneskesjæl."

Da - Hr. Vanhellig, som blev afsendt med dette Brev, var kommet dermed til Helvedes Porte, bankede han paa Kobberporten for at komme ind!. Portneren Cerberus aabnede Porten for ham og modtog Brevet. Han leverede det straks til sin Herre Diabolus og sagde: „Naadige Herre, her er Tidende fra vore trofaste Venner i Menneskesjæl." Derpaa kom Belzebul, Lucifer, Appollyon og alle Djævle fra alle Kanter sammen for at erfare, hvad nyt der kom fra Menneskesjæl. Brevet blev aabnet og oplæst i Portnerens Nærværelse. Da det var oplæst ordlydende, og dets Indhold kundgjort i alle Helvedes Kroge, blev der straks givet Befaling til uden Forhaling at ringe med Dødsklokken af Glæde, hvilket ogsaa skete, og Fyrsterne glædede sig meget over, at Menneskesjæl maaske kunde geraade i Fordærvelse; og den, som ringede paa Klokken raabte : „Staden Menneskesjæl skal komme og bo hos os. Gør Plads, Plads for Menneskesjæl!" De ringede med denne Klokke, fordi de haabede, at de igen skulde faa Menneskesjæl i deres Magt.

Efter at de nu havde fuldendt denne forskrækkelige Ceremoni, kom de igen sammen for at raadslaa om, hvilket Svar de skulde sende deres Venner i Menneskesjæl'. Den ene gav et Raad, den anden: et andet; endelig efterdi Sagen fordrede Hastighed, henstillede de hele Sagen til Fyrsten Diabolus, saasom han var dette Steds egentlige Herre. Han forfattede da det Brev til Svar paa det, som Hr. Vanhellig havde frembragt, og han sendte det til Diabolisterne, som boede i Menneskesjæl, ved den samme Person, som havde leveret ham deres Brev, og dette var Indholdet deraf:

"Til vor Slægt, de stormægtige Diabolister, som endnu bor i Staden Menneskesjæl! Diabolus, den store Fyrste af Menneskesjæl, ønsker et lykkeligt Udfald og Resultatet af den gode Plan, som I har fattet i eders Hjærte imod Menneskesjæl af Kærlighed til vor Ære og Anseelse."

„Kære Børn og Disciple! mine Herrer Ukydskhed og Hor, tilligemed de øvrige! Vi har her i vor øde Hule med Glæde modtaget eders kærkomne Skrivelse, som I med vor fortrolige Ven Hr. Vanhellig har afsendt til os, hvilket har foraarsaget os stor Fryd og Fornøjelse, og for at vise, hvor inderlig dette har glædet os, har vi ladet ringe med vor store Frydeklokke, thi vi blev saa glade, som det vel gaar an at blive, da vi erfarede at vi endnu havde Venner i Menneskesjæl, ja Venner, som søgte at fremme vor Ære og skaffe os Hævn ved Staden Menneskesjæls Fordærvelse. Vi glædede os ogsaa ved at høre, at de er i saa daarlig Forfatning, og at de har fortørnet deres Fyrste, som derfor har forladt dem. Det har ligeledes været os behageligt at erfare, at der er smitsomme Sygdomme iblandt Indbyggerne; iligemaade glæder eders Sundhed, Velbefindende og Styrke os ikke mindre. En uudsigelig Glæde og Fryd skulde det være for os, om vi atter kunne faa denne Stad under vor Lydighed igen, hvortil vi ikke vil undlade at anvende al vor Kløgt, List og Helvedes Paafund, for derved at bringe eders gode Begyndelse til en heldig Afslutning.

Og maa I, vor elskelige Slægt og Afkom, lade dette tjene eder til Trøst, at saafremt vi indtager denne Stad, og den igen kommer ind under vor Magt, skal alle eders Fjender omkomme ved Sværdet, og I skal blive Øverster og Høvedsmænd i Staden. Og heller ikke behøver I at frygte for, at vi, hvis vi igen faar Staden i vor Magt nogen Sinde mere skal blive drevne derfra igen; thi vi vil komme med en langt større Magt og indrette vor Angrebsplan ganske anderledes, end vi gjorde første Gang, saa Udfaldet utvivlsomt vil blive til Held for os. Desuden har deres nuværende Fyrste givet den Lov, at saafremt Staden nu anden Gang kommer i vore Hænder, ingen Forløsning mere i Evigheden er at forvente for dem.

Derfor vore trofaste Diabolister, anstil en nærmere Undersøgelse for nøje at udgranske Staden Menneskesjæls Svaghed. Vi ønsker ogsaa, at I vil gøre eders Bedste for mere og mere agt svække den, samt lade os vide, paa hvad Maade I mener, at Staden igen lettest kan vindes tilbage og paany komme i vore Hænder, nemlig om det skulde være bedst atter at forlede Menneskesjæl til ugudeligt og forfængeligt Levnet, eller friste den med Tvivl og Mistro, eller og at sprænge den i Luften med Hovmods og Egenkærligheds Krudt; gør dette, I kække Diabolister og sande Afgrundens Sønner, holder eder stedse færdige, naar vi udenfor er rede til at storme, at I da inde i Staden begynder et voldsomt Angreb. Forresten staar nu intet mere tilbage, end at I efter eders Forslag og vi efter vor Længsel efter yderste Kraft fremmer Værket til en god Beslutning og Ende. Dette ønsker eders store Diabolus, Menneskesjæls erklærede Fjende, som skælver naar han tænker paa den tilkommende Dom. Al Afgrundens Velsignelse være oven eder! Hermed slutter vi dette vort Brev.

Givet i Afgrundens Dyb med samtlige Mørkhedens Fyrsters Samtykke og afsendt til den Magt og Styrke, som vi endnu har i Menneskesjæl, ved Sendebudet Hr. Vanhellig af

Diabolus.

Dette Brev overleverede Hr. Vanhellig, som sagt, til de i Menneskesjæl endnu værende Diabolister, som der laa i Skjul i de af Diabolus efterladte snævre Huller i Voldene. Da han nu kom tilbage til Menneskesjæl, gik han, som han plejede, til Hr. Ondskabs Hus, hvor Raadet kom sammen; da de saa, at deres Sendebud var kommen tilbage i god Behold, glædede de sig saare. Han overleverede derpaa Raadet Brevet, som han havde bragt med fra Diabolus, og da de havde gennemlæst det, forøgedes derved deres Glæde. De spurgte ham om deres Venners Tilstand, og hvorledes Diabolus, Lucifer, Belzebul og de øvrige Afgrundens Indvaanere befandt sig, hvortil Hr. Vanhellig svarede: „Ganske vel; de befinder sig saa godt, som det er muligt. De ringede ogsaa med den store Klokke, saa snart de havde læst eders Brev, hvilket I, naar I gennemlæser Svaret, selv vil kunne erfare."

Efterat de havde læst Brevet og deraf forstaaet, hvorledes Diabolus opmuntrede dem til at udføre deres Forehavende, begyndte de atter at raadslaa om, hvorledes dette bedst kunde lade sig gøre.

Det første, hvorom de alle var enige, var, at de skulde holde deres Forehavende saa hemmeligt for Menneskesjæl, som det var muligt, for at det ikke skulde blive bekendt, hvad de havde i Sinde imod Staden. Det andet var, hvorledes de kunde befordre Menneskesjæls Fordærvelse og Undergang.

Den ene fremsatte et Forslag, den anden et andet; omsider opstod Hr. Bedrageri og sagde: „Ærværdige Herrer, Diabolus trofaste Venner!"

„Vore mægtige Herrer og Afgrundens Fyrster forelægger os her trende Forslag."

„Først, om vi finder det raadeligt til at befordre Menneskesjæls Undergang og forlede dens Indvaanere til Ugudelighed og føre dem paa Forfængelighedens Vej."

„For det andet, om' vi vil styrte dem i Tvivl og Mistrøst."

„For det tredie, om det ikke var bedst at lade Staden flyve i Luften ved Hovmods og Egenkærligheds Krudt."

„Hvad mig angaar, da er det min Mening, at vi skal lægge Vind paa at forlede dem til Hovmod og Letfærdighed, thi derved turde vi saa temmelig nær komme til at opnaa vor Hensigt ; men jeg synes dog, det var raadeligt, om vi ogsaa kunde styrte dem i Mistrøst, saa behøvede vi aldeles ikke at have nogen Tvivl om et godt Udfald; thi derved vilde de straks komme til at tvivle om deres Fyrstes oprigtige Kærlighed, hvilket højlig vil fortørne ham, og om dette lykkes os, saa forhindrer vi dem derved i at sende ham flere Bønskrifter; thi da ligger den Slutning nær for dem: „Det er lige saa godt at lade det være ; det nytter saa alligevel intet." Denne Hr. Bedrageris Tale vandt alles Bifald.

Det andet Spørgsmaal var, hvorledes man skulde udføre denne Plan. „Dette vil vel være det bedste Middel, at vi lader vore Venner, som er villige til at vove sig i Fare for deres Fyrste, tage andre Klæder paa og gaa ud paa Torvet og anstille sig, som om de var Bønder, eller som om de vilde tage Tjeneste i den berømte Stad Menneskesjæl, og vise sig saa yd-