Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

216-225

før havde plejet at gøre. 4. Naar de undertiden kom til ham for at besøge ham, som de endnu gjorde, saa kunde de ikke saa let faa ham i Tale som førhen. Det hændte nu ogsaa ofte, at de maatte banke baade en og to Gange paa, før han viste sig for dem, medens han før, naar han kun hørte Lyden af deres Fødder, straks stod op, løb dem i Møde paa Halvvejen og omfavnede dem. Saaledes forholdt nu Immanuel sig imod dem og vilde ved en saadan Adfærd bevæge dem til at betænke sig og igen omvende sig til ham, Men ak ! de betænkte sig ikke, de brød sig ikke om at følge hans Veje; de tog intet Hensyn til hans nuværende Godhed, ej-heller erindrede de hans tidligere. Derfor unddrog han sig for dem paa en hemmelig Maade og begav sig først fra sit Palads til Stadens Port og saaledes videre bort fra Menneskesjæl, indtil de bekendte deres Synd og med mere Alvor søgte hans Ansigt. Hr. Gudsfred nedlagde ogsaa sit Embede, som han for Øjeblikket ikke længere vilde beklæde i Staden Menneske-sjæl.

Saaledes gik de bort fra ham, og det samme gjorde han til Gengæld mod dem. Men ak ! de var allerede saa sløve for ham og saa indtagne af Kødelig-Sikkerheds Lærdom, at de ikke bekymrede sig om deres Fyrstes Bortrejse, ja de tænkte end ikke paa ham, da han var borte, og derfor sørgede de heller ikke over hans Fraværelse.

Men saa hændte det en Dag, at denne Hr. Kødelig-Sikkerhed atter gjorde et Gæstebud for Menneskesjæl; og der var paa den Tid i Staden en Mand ved Navn Hr. Gudsfrygt, som nu nød ringe Agtelse, skønt han tidligere havde været i stor Anseelse. Nu tænkte Kødelig-Sikkerhed paa om muligt ogsaa at bedrage og forlede ham, ligesom han havde gjort med de andre, og indbød ham derfor til Festen tilligemed. sine Venner og Naboer.

Da den bestemte Dag var kommen, gjorde de sig færdige, og han gik derhen med de øvrige, som var indbudne. Da de havde sat sig ved Taffelet, spiste og drak de alle, undtagen alene Hr. Gudsfrygt; thi han sad, som om han var fremmed, uden at spise og drikke eller vise nogen Glæde. Saa snart Kødelig-Sikkerhed bemærkede dette, tiltalte han ham saaledes : "Hr. Gudsfrygt! befinder De Dem, ikke vel? Det ser ud til, at enten Deres Legeme eller Deres Sind ikke befinder sig vel, maaske begge Dele lider ilde. Jeg har en Hjertestyrkning, som er tillavet af Hr. Glem-det-Gode; dersom De behager at tage nogle Draaber deraf, haaber jeg, at den skal gøre Dem glad og lystig og saaledes mere skikket til at være i dette glade Selskab." Den gode gamle Adelsmand svarede hertil meget venlig: „Jeg takker Dem for al Deres Høflighed og Venlighed; jeg har ingen Lyst dertil. Men jeg vil tale et Ord til Staden Menneskesjæls Indvaanere I ældste og fornemste i denne Stad ! Det er mig meget paafaldende at se eder saa glade og lystige, da I er i en saa beklagelig Tilstand." Kødelig-Sikkerhed sagde: „Jeg tror, at De trænger til at sove: behager det Dem, saa hvil Dem lidt; imidlertid vil vi være lystige." Men han svarede: „Dersom De ikke havde udtømt al Fromhed af Deres Hjærte, kunde De ikke have gjort det, som De har gjort og endnu gør, og jeg beder Dem, afbryd mig ikke. Det er sandt, Staden Menneskesjæl var stærk og i visse Maader uovervindelig; men De har svækket Indvaanerne, og Staden ligger nu aaben for Fjenden. Det er nu ikke Tid at sidde tavs eller smigre! Det er Dem, Hr. Kødelig-Sikkerhed, som lumskelig har berøvet Menneskesjæl dens Herlighed. De har nedrevet dens Taarne, sønderbrudt dens Porte og aldeles fordærvet dens Laase og Skodder. Og for at forklare mig tydeligere, saa er. Staden Menneskesjæls Styrke bleven svækket fra den Tid af, da De tilligemed de ypperste i Staden er bleven stor og anselig, og nu er det saa godt som ude med Staden, da den ingen Styrke har mere. Tvivler nogen om mine Ords Sandhed, saa vil jeg svare ham med dette Spørgsmaal: Hvor er Prins Immanuel? Naar har I hørt noget fra ham, eller naar har I smagt nogen af hans kongelige Retter? I holder nu Maaltid med den grumme Diabolus, men han er ikke eders Prins; derfor siger jeg eder, skønt I har draget Omsorg for, at eders udvortes Fjender ikke har kunnet bortføre eder som et Rov, saa er dog, siden I har syndet mod eders Herre og Fyrste, eders Fjender blevne eder for mægtige." Da Hr. Kødelig-Sikkerhed hørte ham tale saaledes, sagde han: „Fy! Fy 1 Hr. Gudsfrygt, vil De aldrig ophøre med Deres Frygtsomhed? . Frygter De da for, at en Spurv skal gøre Dem Skade ? Hvem der end gør Dem Fortræd, saa er jeg paa Deres Side, og hvem skulde da fordriste sig til at gøre Dem imod; De vil gerne tvivle om alle Ting, og jeg vil være sikker i min Sag. Men lad os tale om noget andet. Er det nu Tid til at være bedrøvet? Hvorfor gør De nu Dem selv Skam og besværer os med saadan melankolsk Tale, da De skulde spise og drikke og være vel fornøjet?" Hertil svarede Hr. Gudsfrygt: „Jeg har vel Grund til at være bedrøvet; thi Immanuel er rejst bort fra Menneskesjæl, og De er den, som har bortjaget ham. Ja, han er bortrejst, uden saa meget som at give de ældste i Staden nogen Underretning om sin Bortrejse, og hvis dette ikke er et Tegn paa hans Misfornøjelse, saa har jeg intet Begreb om hans Væsen."

Derpaa vendte han sig til Gæsterne og sagde: „Og I, mine Herrer! til eder retter jeg min Tale, fordi I lidt efter lidt har afsondret eder fra ham og har været Aarsag til hans Bortgang fra eder, om I dog vilde gaa i eder selv og ydmyge eder; men da han har set, at I ikke har agtet denne skrækkelige Begyndelse af hans Vrede og Dom, saa har han forladt dette sted, og dette har jeg set med mine egne Øjne. Saaledes er eders Styrke forsvunden, medens I saa, meget berømmer eder af den, og I er ligesom den Mand, hvis Haarlokker, der hængte ham ned over Skuldrene, blev afskaar. I kan vel nu holde Maaltid med denne Herre og tænke, at det skal gaa eder som i forrige Tider; men efterdi I ikke kan gøre noget uden eders rette Herre, og han er veget fra eder, saa forandrer frivelligen eders Glædes Maaltid til Suk og Graad og eders Glæde til Sørgesang.

Hr. Underlærer Samvittighed, som tilforn var Registrator i Menneskesjæl, rørtes af det, som blev sagt, og begyndte at holde med ham deri.

„Sandelig! mine Brødre," sagde han, „jeg synes at Hr. Gudsfrygt siger os Sandheden; hvad mig angaar, saa har jeg ikke set Prinsen i lang Tid, jeg kan ikke mere erindre den Dag, da jeg sidst saa ham, og saaledes kan jeg ikke svare til, hvad han spørger om; jeg frygter for, at alting i Menneskesjæl er i en daarlig Tilstand." Gudsfrygt sagde derpaa: „Jeg ved, at I ikke vil finde ham i Staden; thi han er bortdragen fra eder formedelst de ældstes Ondskab, og fordi de har belønnet hans Naade med utaalelig Uvenlighed."

Dette gjorde, at Læreren saa ud, som om han pludselig skulde falde død ned ved Bordet, og saaledes var det ogsaa med dem, som var nærværende med Undtagelse af Husværten; men da de igen var kommet noget til sig selv, og de alle troede, at Hr. Gudsfrygts Ord var sande, overlagde de med hverandre, hvad der var raadeligt at gøre, saavel for at gøre Værten Skade, som for at vinde Immanuels Kærlighed igen. Imidlertid var Hr. Kødelig-Sikkerhed gaaet lidt til Side ind i et andet Kammer; thi han fandt aldeles ikke Behag i saadant bedrøvet og tungsindigt Væsen. Ved denne Lejlighed kom de ihu, hvad deres Prins sagde til dem, da han befalede dem at vogte sig for falske Profeter, som skulde opstaa for at forlede og bedrage Staden Menneskesjæl. Derpaa greb de Hr. Kødelig-Sikkerhed, da de havde fattet den Beslutning, at han skulde af Vejen, og brændte hans Hus; thi han var en Diaboli;st af Naturen. Da dette var sket, skyndte de sig for at se efter Prins Immanuel og begyndte at søge efter ham, men fandt ham ikke. Dette bekræftede Hr. Guds- frygts Ord desto mere hos dem, og de begyndte at gaa i Rette med sig selv, for deres skammelige og ugudelige Forhold; thi de var nu visse paa, at dette var Grunden, hvorfor deres Fyrste havde forladt dem.

Derefter blev de enige om at gaa til Oversekretæren, hvem de før ikke havde villet høre, men havde bedrøvet med deres Gerninger, for af ham (han var nemlig en Profet), at faa at vide, hvor Immanuel var, og hvorledes de skulde affatte et Bønskrift til ham; men Oversekretæren vilde ikke tilstede dem nogen Adgang for at tale om denne Sag; heller ikke tillod han dem at komme ind i sit kongelige Slot, og han vilde ikke gaa ud til dem for at vise dem sit Ansigt.

Dette var nu Mørkhedens og Stormens tunge Dag for Menneskesjæl. Nu saa de, hvor daarlige de havde været, nu fik de Øjnene op for, hvad Kødelig-Sikkerhed ved sin Omgang og sin Snak havde udrettet, og i hvilken fortvivlet Stilling hans pralende Ord havde bragt den arme Menneskesjæl. Men hvad det endnu vilde koste dem, var dem ubekendt. Nu kom Hr. Gudsfrygt igen i Anseelse hos Folket, ja de holdt ham for en Profet.

Da Sabbathen kom, gik die hen for at høre Underlærerens Prædiken; men ak! hvor han tordnede og lynede den Dag! Hans Tekst var tagen af Jonas Profeties 2 Kap. 9 Vers: „De, som tager Vare paa Løgnens Gøglebilleder, de have forladt ham, som er dem til Miskundhed." Der var saadan Kraft og Virkning i denne Prædiken, og der saas saadan Sønderknuselse og Ydmyghed paa Folkets Ansigter den Dag, som sjælden er bleven set. Da Prædikenen var tilende, havde de næppe saa megen Styrke, at de kunde gaa hjem og i den følgende Uge forrette deres sædvanlige Arbejde. Ja, de var ved denne Prædiken bleven saa nedslagne, at de ikke vidste, hvad de skulde gøre.

Han viste i sin Prædiken ikke alene Menneskesjæl dens Synd, men han bævede ogsaa selv for deres Øjne under Følelsen af sin egen; og raabte ofte i sin Prædiken til sig selv: „Jeg elendige, ak! at jeg har gjort saadanne ugudelige Ting! ak! at jeg, som er en Lærer, indsat af. Prinsen til at lære Menneskesjæl dens Lov, har levet saa ubesindig og daarlig og skulde være en af de første til at fare vild! Overtrædelsen skete ogsaa indenfor min Menighed, jeg skulde have raabt imod Ugudeligheden, men jeg har ladet Menneskesjæl vælte sig deri, indtil den har drevet Immanuel bort fra sine Grænser." Alle disse Ting beskyldte han ogsaa den ganske Adel for, og dette berøvede dem baade næsten Sind og Sans.

Paa den Tid var der ogsaa i Staden en heftig og smitsom Sygdom, som højlig plagede de fleste Indvaanere; ja Høvedsmændene og Krigsfolket selv blev haardt medtagne deraf, og dette varede lang Tid, saa at hverken Borgerne eller Høvedsmændene under saadanne Omstændigheder havde været i Stand til at udrette noget, om der var sket noget Anfald! Ak! hvor mange blege Ansigter, svage Hænder, afmægtige Knæer og vaklende Mennesker var der ikke at se paa Gaderne i Menneskesjæl; hist var der Suk og Graad; der hørte man Længsel og Attraa efter Immanuel; paa andre Steder laa nogle, som nylig var faldne i Afmagt. Klæderne, som Immanuel havde givet dem, var i en slet Tilstand; nogle var lappede og sønderrevne, og alle var besmittede og urene. De hængte saa usselt paa nogle af dem, at den første Tornebusk, de kom nær, kunde rive dem af.

Da denne og bedrøvelige og jammerlige Tilstand havde varet nogen Tid, lod Underlæreren forkynde en almindelig Fastedag, at de skulde ydmyge sig for den Ondskab, de havde udvist mod Shaddai og hans Søn, og han bad, at Boanerges vilde prædike paa den bestemte Tid over disse Ord: "Hug Figentræet om hvi skal det gøre Jorden unyttig ?" Han holdt en skarp Prædiken derover og viste dem Grunden til disse Ord, nemlig fordi Figentræet var tørt og ufrugtbart. Dernæst viste han dem, hvad denne Dom indeholdt, nemlig Omvendelse eller fuldstændig Fordærvelse. Fremdeles forestillede han dem, at det var af Shaddai og i hans Navn, at denne Dom blev afsagt, og tilsidst viste han dem ogsaa Aarsagen til, at Dommen blev afsagt og saa endte han sin Prædiken.

Men under Udviklingen bragte han den arme Menneskesjæl til at bæve; thi saavel denne som den forrige Prædiken, virkede stærk paa Folkets Hjærter i Staden Menneskesjæl, ja den hjalp meget til at holde dem vaagne, som ved den forrige Prædiken var blevne opvakte, saa at næsten nu intet andet hørtes og saas i den ganske Stad end Sorg, Klage og Graad.

Da Prædiken var tilende, kom de sammen og overlagde, hvad der nu var bedst at gøre; men Underlæreren sagde: „Jeg vil heri ikke følge mit eget Hoved eller gøre noget uden min Nabo Gudsfrygts Raad og Vidende; thi han kender bedre Fyrstens Sind, end vi, maaske han kunde have nogen Underretning om ham, skønt jeg ikke ved det. Derpaa sendte han Bud til Hr. Gudsfrygt, som ogsaa uden Ophold indfandt sig. De bad ham, at han vilde sige dem sine Tanker om, hvad han syntes, de helst under disse Omstændigheder skulde foretage sig, hvortil han svarede: „Jeg er af den Mening, at Staden Menneskesjæl i denne Angstens Tid bør sende et Bønskrift til sin fortørnede Fyrste Immanuel, og bede ham, at han med sin Gunst og Naade igen vil vende sig til Staden og ikke evindelig beholde sin Vrede."

Heri samtykkede Stadens Indvaanere og forfattede straks et Bønskrift, men det stod nu tilbage, hvem der skulde overlevere det. Tilsidst blev de enige om, at Hr. Borgmesteren skulde overlevere Bønskriftet, hvilket han ogsaa paatog sig; han begav sig derpaa i egen Person paa Rejsen og kom til Shaddais Hof, hvor Menneskesjæls Fyrste Immanuel opholdt sig; men Porten var tillukket og besat med stærk Vagt, saa at Ansøgeren blev nødt til at staa en lang Tid udenfor. Omsider bad han, at nogen vilde gaa og anmelde ham hos Prinsen; og han gav tilkende saavel sit Navn, som hvad hans Ansøgning var; derpaa blev det anmeldt hos Shaddai og hans Søn Immanuel, at Borgmesteren i Staden Menneskesjæl stod udenfor Porten og bad, at han maatte komme ind for Prinsen, Kongens Søn. Der blev tillige meldt, hvad hans Ansøgning var, saavel hos Kongen som hos hans Søn Immanuel; men hverken vilde Prinsen komme ud til ham ej heller tillade, at Porten maatte aabnes for ham, men gav ham et Svar af følgende Indhold: „Indvaanerne har vendt mig Ryggen og ikke Ansigtet; men nu naar Nøden trænger dem, siger de: Staa op og frels os! Hvorfor gaar de nu ikke til Kødelig-Sikkerhed, til hvem de gik, da de vendte sig bort. fra mig? Hvorfor tager de ikke nu, da de er i Nød, ham til Leder og Beskærmer? Hvorfor kommer de nu i deres Angst og søger mig, da de i gode Dage har vendt sig bort fra mig?"

Over dette Svar blev Hr. Borgmesteren saare bedrøvet og fortvivlet, ja, det gik ham gennem Marv og Ben; thi nu begyndte han igen at se og begribe, hvad det havde tilfølge at indlade sig i Omgang og Fortrolighed med en saadaan Diabolist som Kødelig-Sikkerhed. Og da han saa, at han havde liden Hjælp at vente ved Hoffet, saavel for sig selv som for sine Venner i Menneskesjæl, slog han sig for sit Bryst, gik grædende tilbage og fældede bitre Taarer over Menneskesjæls beklagelige Tilstand.

Da han kom nær hen til Staden, gik de ældste og fornemste udenfor Stadsporten for at hilse ham og faa at vide, hvorledes det var gaaet ham ved Hoffet; men han gav dem et saadant beklageligt og ynkeligt Svar, at de alle bedrøvedes og begyndte at skrige og bitterlig