Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

206-215

efter sit Legems Skikkelse og Størrelse (Aab. 19, 8). Saaledes stod Folkene smykkede og prydede i skønne, rene, hvide og skinnende Linklæder.

Da sagde Prinsen til dem: „Disse er, o Menneskesjæl, mine Tjeneres Dragt og det Mærke, hvorved de adskiller sig fra andre Tjenere; ja, denne Klædning giver jeg alle mine, og uden den skal ingen se mit Ansigt; bær derfor for min Skyld disse Klæder, som jeg har givet eder, og gør det ogsaa, dersom I vil antages af Verden for at være mine."

Men ingen kan forestille sig, hvor herlig og straalende Menneskesjæl nu saa ud; den skinnede som Solen, lyste som Maanen og var som en Krigshær med vajende Faner.

Fremdeles sagde Prinsen til dem: „Ingen Fyrste,+ ingen Regent eller mægtig paa Jorden giver en saadan Klædning; det gør alene jeg; se, derfor skal I, som jeg før sagde eder, kendes for mine. Og da jeg nu har skænket eder min Klædning, saa lad mig ogsaa give eder en Befaling angaaende den, men se vel til, at I nøje efterkommer mine Ord:

Først. Bær disse Klæder daglig og vær dem aldrig foruden, for at I ikke nogen Sinde skal synes for andre, som om I ikke var mine.

For det andet. Hold dem stedse rene og hvide (Præd 9, 8) ; thi dersom de bliver besudlede, er det mig en Vanære.

For det tredie. Bind dem derfor godt op om eder og lad dem ikke slæbe i Støv og Smuds.

For det fjerde. Se til, at I ikke mister dem, for at I ikke skal komme til at gaa nøgne, og man skal se eders Skam.

For det femte. Skulde det ske, at eders Klæder blev besmittede, hvilket vilde være mig til Sorg, men Diabolus til Glæde og Fornøjelse (Aab. 7, 14), saa skynder eder med at gøre, hvad der er foreskrevet i min Lov, at I maa kunne bestaa og ikke falde for mig og min Trone (Luk. 21, 36). Dette er ogsaa det Middel, hvorved I kan opnaa, at jeg aldrig forlader eder eller viger fra eder, medens I er her, men at jeg evindelig bliver og bor i denne Stad Menneskesjæl!"

Nu var Menneskesjæl og dens Indvaanere som en Signetring paa Immanuels højre Haand; hvor skulde man nu vel finde en Stad, et Sted eller et Samfund, som kunde lignes med Menneskesjæl? En Stad, som var frelst fra Diabolus Magt og Haand; en Stad, som den store Kong Shaddai elskede, og til hvilken han havde sendt sin Søn Immanuel for at rive den ud af Afgrundens Fyrstes Hænder. Ja, en Stad, som Immanuel elskede saa højt, at han havde udvalgt den til sin Bolig og sit kongelige Sæde; en Stad, som han selv havde befæstet og sikret ved sin Krigsmagt. Hvad skal jeg sige mere? Menneskesjæl havde nu den ypperste Fyrste og Prins, prægtige Høvedsmænd og Krigshelte, prøvede Vaaben, og Klæder saa hvide som Sne. Kan disse Velgerninger agtes for ringe, eller er de ikke af stort Værd? Kan Menneskesjæl forstaa at Skatte og bevare dem til den Ende og i det Øjemed, hvori de er den givne?

Da nu Prinsen var færdig med at ordne Stadens Anliggender, vilde han vise, at han glædede sig ved sine Hænders Gærning og ved det gode, han havde udrettet for den berømte og blomstrende Stad Menneskesjæl; han lod derfor sit Banner opsætte paa Slotsvoldene; der gik ingen Dag hen, uden at de ældste maatte komme til ham i hans Palads, og han kom igen til dem. Nu maatte de gaa og tale med hverandre om de store Ting, som han, havde gjort, og som han havde lovet endnu fremdeles at gøre for Menneskesjæl. Dette gjorde han mange Gange med Hr. Borgmester Forstand, Hr. Vilje og den ærværdige Underlærer Hr. Samvittighed, samt Hr. Registrator Kundskab. Hvor naadig, kærlig og venlig viste ikke den velsignede Fyrste sig imod Menneskesjæl Paa alle Gader og alle Steder, hvor han kom, fik de fattige hans Velgærninger og Velsignelser, ja, han kyssede dem, og naar de var syge, lagde han sin Haand paa dem og helbredede dem. Høvedsmændene opmuntrede han hver Dag, ja stundom hver Time ved sin Nærværelse og gode Ord; thi I maa vide, at et venligt Øjekast fra hans milde Ansigt gav dem mere Kraft, Liv og Mod, end nogen anden Ting under den ganske Himmel kunde give dem.

Det behagede ogsaa Prinsen at holde Maaltid med dem, og at være bestandig hos dem; der gik næppe nogen Uge forbi, uden der holdtes et Gæstebud imellem ham og dem. Vi har foran fortalt om en Fest, som han gjorde for dem, men nu var alle Dage Festdage. De gik aldrig fra ham, uden at han gav dem en Foræring; undertiden fik de en Signetring, en anden Gang en Guldkæde eller et Armbaand eller en kostbar Sten eller, lignende. Se, saa dyrebar var Menneskesjæl ham nu, saa kær var den i hans Øjne. Og naar de ældste og Borgerne ikke kom, sendte han dem fra Hoffet en stor Overflødighed af Spise, Brød og Vin, som var bestemt for hans Faders Taffel. Ja han sendte dem saa kostelige Retter og dækkede for dem et saadant Bord, at hver den, som saa det, maatte bekende, at saadant ikke var at se i noget Kongerige. Ja, naar Menneskesjæl ikke kom til ham, saa ofte som han ønskede, gik han selv til dem, bankede paa deres Døre og bad, at de vilde lukke op og lade ham komme ind, for at Venskabet mellem dem maatte vedligeholdes. Naar de da hørte hans Røst og aabnede for ham, som de sædvanlig gjorde, naar de var hjemme, saa fornyede han sin forrige Kærlighed og bekræftede den med nye Tegn og Beviser paa, at han bestandig vilde blive dem gunstig og bevaagen (Højs. 5, 2).

Var det ikke ret et stort Under, at paa samme Sted, hvor Diabolus før havde opholdt sig og underholdt alle sine Diabolister til Menneskesjæls Undergang og yderste Fordærvelse, der skulde nu Fyrsternes Fyrste have sit Sæde, spise og drikke med Menneskesjæl, medens alle hans mægtige Høvedsmænd og Krigshelte tilligemed hans Faders Musikantere og Sangere stod rundt omkring for at opvarte Staden ? Nu flød Menneskesjæls Bæger over, nu var alle Bække fulde af Vin, nu spiste Indvaanerne af den bedste Hvede og drak Mælk og Honning, som flød af Klippen. Nu sagde de med Hjærte og Mund: „Hvor stor er din Godhed, Herre; thi siden vi har fundet Naade for dine Øjne, er vi blevne herlige."

Paa samme Tid indsatte ogsaa den velsignede Fyrste en ny Høvedsmand over Staden, en gudfrygtig Mand, hvis Navn var Guds-fred (Kol. 3, 15). Denne satte han over Hr. Vilje, Borgmester Forstand, Hr. Registrator Kundskab, Hr. Underlærer Samvittighed, Hr. Sind og over alle Stadens Indvaanere; han var ikke født i Staden, men kommen med Prins Immanuel fra Hoffet. Han var en god Bekendt og fortrolig Ven af Høvedsmændene Troen og Godt-Haab. Nogle siger, at de var i Slægt med hinanden, og jeg er ogsaa af samme Mening (Rom. 15, 13). Denne Mand blev beskikket til at være Guvernør over den ganske Stad og især over Slottet, og Høvedsmand Troen var ogsaa der for at hjælpe ham, og det er vel at mærke, at saa længe Sagerne gik efter denne brave og milde Adelsmands Hoved, saa var Staden i den allerlyksaligste Tilstand. Nu hørtes der i Menneskesjæl hverken Trætte, Banden, Tvedragt eller Bedrageri; enhver passede nøje sine egne Ting. Adelen, Befalingsmændene, Krigsfolket, enhver efterkom med Lyst det, som hans Embede udkrævede, ogsaa Kvinder og Børn gjorde deres Arbejde med Glæde; man hørte intet andet fra Morgen til Aften end Arbejde og Sang, saa at der i den ganske Stad Menneskesjæl ikke fandtes andet end liflig Harmoni, Ro, Glæde og Velvære, og dette varede den hele Sommer igennem.

Men der var i Staden et Menneske ved Navn Kødelig-Sikkerhed, som bragte Staden, efter at alle disse Velgærninger var viste imod den, i en stor og bedrøvelig Trældom. Vi vil i Korthed fortælle noget om ham og hans Færd.

Da Diabolus første Gang tog Staden Menneskesjæl i Besiddelse, bragte han en Del Diabolister med sig, saadanne Folk som han selv, og iblandt dem var en Mand ved Navn Selvbedrag, og en saa anset Mand var han, som nogen paa den Tid kunde være i Menneskesjæl. Da Diabolus mærkede, at han var meget ivrig, fræk og uforskammet, sendte han ham ofte ud i meget vigtige Forretninger, som han vidste at udføre paa en for sin Herre mere tilfredsstillende Maade, end nogen af alle dem, som var komne med ham op fra Afgrunden. Da nu Diabolus fandt ham saa skikket og duelig til at forrette hans Forehavende, forfremmede han ham og gav ham den fornemste Bestilling næst Hr. Vilje, om hvem der er berettet før. Hr. Vilje var ogsaa paa den Tid meget vel tilfreds og fornøjet med ham og hans Gerninger; og derfor gav han ham sin Datter, Jomfru „Frygt-ikke-for-nogen-Ting" til Hustru, med hvem Hr. Selvbedrag fik en Søn ved Navn Kødelig-Sikkerhed. Og denne Blanding med fremmede i Menneskesjæl var Aarsag til, at det ved forefaldende Lejlighed var vanskelig at vide, hvem der var rette indfødte; thi denne Kødelig-Sikkerhed nedstammede paa Moderens Side fra Hr. Vilje; men paa Faderens Side var han af Natur en Diabolist.

Denne Hr. Kødelig-Sikkerhed blev sine Forældre saare lig; thi han var en Selvbedrager og frygtede ikke for noget; han var meget arbejdsom og virksom; der skete intet nyt, der opstod ingen ny Lærdom ingen Forandring, ingen Tale om Forandring noget Steds i Menneskesjæl, uden at han havde fuld Kendskab til det hele; han tog aldrig det Parti, som han holdt for at være svagest, men holdt stedse med dem, som han troede var stærkest.

Da den mægtige Shaddai og hans Søn Immanuel kom for at føre Krig mod Menneskesjæl og indtage den, var denne Hr. Kødelig-Sikkerhed en Mand, som havde stor Indflydelse blandt Folket. Han tilskyndede Indvaanerne til Oprør og gjorde, at de forhærdede sig imod Kongens Magt; men da han saa, at Staden Menneskesjæl blev indtagen og bragt til Lydighed under dens herlige Prins Immanuel, og tillige hvordan det var gaaet med Diabolus, hvorledes han selv var bleven overvunden og tvungen til med allerstørste Skam og Spot at forlade Slottet, og at Staden var bleven forsynet med Officerer, Krigsmaskiner, Folk og Forraad, da vendte han Kappen om, og ligesom han havde tjent Diabolus imod den gode Fyrste, saa anstillede han sig nu, som om han vilde tjene Prinsen imod hans Fjender.

Og efter at han var kommen til nogen Kundskab om Immanuel, var han fræk og uforskammet nok til at indfinde sig i Borgernes Selskab og fremsætte et og andet Forslag. Da han nu vidste, at Menneskesjæls Magt og Styrke var stor, og det ikke kunde andet end være Folket kært, at han ophøjede og berømte dets Glans og Storhed, saa begyndte han med Bedrageri og Løgn at prise og opløfte til Skyerne Menneskesjæls Styrke, ja han forsikrede, at den var uovervindelig. Snart berømte han dens Høvedsmænd, dens Slynger og Murbrækkere, snart priste han dens Bolværker og Fæstninger som uovervindelige, og endelig anførte han den Forsikring, som den havde af sin Fyrste, at Menneskesjæl skulde være evindelig lyksalig. Da han nu saa, at nogle af Folket lod sig indtage og smigre af hans Tale, førte han sig dette straks til Nytte og gik fra Gade til Gade, fra Hus til Hus, fra Mand til Mand og bragte det endelig saa vidt, at Menneskesjæl maatte danse efter hans Pibe og blev lige saa kødelig og sikker, som han selv var. Den henfaldt først til Sladder, siden til Fraadseri og Drukkenskab, fra Fraadseri og Drik til Bespottelse. Uagtet Immanuel var i Staden og saa alt dette, saa dog Hr. Borgmesteren, Hr. Vilje og Hr. Registratoren igennem Fingre med disse og andre saadanne Ting, ja de var saa indtagne af den stedske Diabolists Ord, at de aldeles glemte de Advarsler, som Prinsen før havde givet dem, nemlig, at de vel maatte vogte sig for at lade sig forføre af en eller anden Diabolists Underfundighed.

Han havde ogsaa ladet dem vide, at den saa blomstrende Menneskesjæls Sikkerhed ikke saa meget bestod i deres nærværende Fæstninger og Magt, som deri, at de ret vidste at benytte sig af de Midler og de Vaaben, som var dem givne, saa at de derved kunde bevæge Immanuel til at forblive i deres Slot; thi den vigtigste Lærdom, som Immanuel havde givet dem, var denne, at de aldrig nogen Sinde maatte glemme hverken hans eller hans Faders Kærlighed, og hvordan de skulde forholde sig, for at de altid kunde blive urokkelige og grundfæstede i samme. Nu var dette ikke Maaen at efterkomme saadant paa, at de saaledes forelskede sig i en Diabolist, og det i en saadan Skurk, som denne Kødelig-Sikkerhed var, at de lod sig tage ved Næsen og føre bag Lyset. De skulde have adlydt Prinsen, frygtet og elsket ham og efter hans Befaling stenet denne ugudelige Skalk og været bekymrede for at vandre paa de Veje, som deres Fyrste havde foreskrevet dem: da skulde deres Fred været som Floden, og deres Retfærdighed som Havets Bølger.

Da Immanuel mærkede, at Menneskesjæls Hjærte ved Kødelig-Sikkerheds List var bleven lunkent og koldt, da beklagede og begræd han for sin Sekretær dens Tilstand og Stilling. Ak ! sagde han, dersom mit Folk vilde høre mig, og Menneskesjæl vilde vandre paa mine Veje, da vilde jeg bespise dem med den bedste Hvede og mætte dem med Honning af Klippen. Derpaa sagde han i sit Hjærte: „Jeg vil igen gaa til mit Sted, indtil de erkender deres Brøde og søger mit Ansigt," og det gjorde han ogsaa thi deres Væsen var saaledes, at han maatte unddrage sig dem, hvilket kan ses af følgende:

1. De undlod efter deres forrige Sædvane at besøge ham og kom ikke mere til hans kongelige Palads som tilforn. 2. De satte ikke Pris paa, om han kom til dem, og de brød sig heller ikke om at komme til ham. 3. De Kærligheds-Maaltider, som plejede at holdes imellem dem og deres Prins, ophørte, og skønt han paa sin Side ikke undlod at indbyde dem og at nøde dem dertil, saa forsømte de dog at komme til ham og havde intet Behag i ham mere. 4. De adlød ikke hans Raad, men begyndte at blive halsstarrige og stole paa sig selv, aldeles overbeviste om, at de nu var stærke nok og ikke kunde overvindes, saa at de var sikre, og deres Fjender ikke kunde naa eller komme til dem, og at denne Tilstand maatte vare evindelig.

Da Immanuel af alt dette erfarede, at Stadens Indvaanere ved Hr. Kødelig-Sikkerheds List var begyndt at svigte sin skyldige Pligt mod ham og hans Fader og var blevne saa skødesløse og efterladne med det, som han havde givet dem, græd han bitterlig over deres Tilstand; dernæst søgte han at lade dem forstaa, at den Vej, hvorpaa de vandrede, var farlig, idet han sendte. Hr. Oversekretæren for at forbyde dem saadanne Veje; men han fandt dem tvende Gange siddende til Bords hos Kødelig-Sikkerhed i Samtale med hverandre om timelige Ting. Derover blev han bedrøvet og gik tilbage til Prins Immanuel, som, da han hørte dette af Oversekretæren, blev vred og bedrøvet og gjorde Forberedelser til at begive sig til sin Faders Hof. Denne hans Bortgang skete paa følgende Maade:

1. Medens han endnu var i Menneskesjæl, holdt han sig mere rolig og tilbage, end han før havde gjort. 2. Hans Tale, naar han kom i deres Selskab, var ikke saa kærlig og venlig som tidligere. 3. Han sendte dem ikke mere fra sit Bord disse dejlige Retter, som han