Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

196-205

sjæls trofaste Ven i de Ting, som angaar Evigheden."

„Han er en stor Lærer," sagde Prinsen; „thi han er den eneste, som klart og tydeligt kan undervise eder i alle høje og overnaturlige Ting. Han, ja han alene, kender min Faders Egenskaber, Væsen og Veje ved Hoffet, og ingen kan bedre end han vide, hvorledes min Faders Hjærte til alle Tider, i alle Sager og i alle Tilfælde er sindet imod Menneskesjæl ; thi ligesom ingen ved, hvad der er i Mennesket, uden Menneskets Aand, som er i ham, saaledes kender intet Menneske min Faders Sager, uden alene den høje og mægtige Sekretær (Joh. 14, 26. Joh. 15, 26. 1 Joh. 2, 27), der er ej heller nogen, som saa vel kan lære som han, hvorledes man skal forholde sig i Kærlighed til min Fader; han er ogsaa den, som kan erindre eder om de Ting, som I forglemmer, og lære eder om de tilkommende Ting. Denne Lærer maa derfor nødvendig saavel i eders Forstand som i eders Sind have det fornemste Sted over alle Lærere. Hans Persons Værdighed, hans Undervisnings Ypperlighed og den store Visdom, han besidder, til at hjælpe eder i at indrette eders Bønskrifter saaledes, at de bliver min Fader velbehagelige, maa forbinde, eder til at elske og frygte ham og drage Omsorg for, at I ikke bedrøver ham (Efes. 4, 30).

Denne Person kan give alt, hvad han siger, ja endog eders Hjærters Liv og Kraft. Ved ham maa I fremføre alle de Bønner, som I beder til min Fader og mig, og lad intet komme ind i Staden eller paa Slottet, uden at I først har hørt hans Mening og Raad desangaaende; thi ellers kunde dette lettelig opvække hans Fortrydelse eller Bedrøvelse.

Se vel til, at I ikke gør ham nogen Sorg; thi dersom I gør saadant, vil han stride imod eder, og naar han engang bliver bevæget til at ruste sig til Strid imod eder, vil det skade eder mere, end om tolv Legioner blev sendte fra min Faders Hof for at bekrige eder.

Men om I hører og elsker ham og underkaster eder hans Undervisning samt omgaaes med ham og holder fortroligt Venskab med ham, saa vil I finde ham ti Gange bedre, end den ganske Verden kan være imod nogen, ja han skal udøse min Faders Kærlighed i eders Hjærter, og Menneskesjæls Indbyggere skal blive det viseste og det mest velsignede Folk."

Derefter lod Fyrsten kalde til sig den gamle Adelsmand, som havde været Registrator i Memieskesjæl, nemlig Hr. Samvittighed, og sagde til ham, at eftersom han var vel kendt i Lovene og Stadens Regering, derhos meget veltalende og forstod i alle jordiske Ting og Anliggender træffende og nøjagtig at udtrykke sin Herres Vilje, saa ansatte han ham som Lærer i og for den gudfrygtige Stad Menneskesjæl, for at undervise i alle Stadens Love, Skikke og Forordninger. „Du maa," sagde Prinsen, „indskrænke dig til at undervise dem om Sædelæren og de borgerlige og naturlige Pligter; men du maa ikke være saa forvoven, at du vil aabenbare og kundgøre de høje og overnaturlige og skjulte Hemmeligheder, som ligger skjulte i min Fader Shaddais Skød; thi disse Ting ved intet Menneske, og ingen kan aabenbare dem uden min Faders Sekretær. Du er indfødt i Menneskesjæl, men Hr. Oversekretæren udgaar fra min Fader; derfor ligesom du har Kundskab om Indvaanernes Love og Sædvaner, saaledes har han Kundskab om min Faders Vilje."

Derfor o Samvittighed, omendskønt jeg har ansat dig som Lærer i Menneskesjæl, saa maa du dog vide, hvad de Sager angaar, som Hr. Oversekretæren ved og skal lære Folket, at du i dem er en Lærling, ligesaavel som de øvrige Indvaanere i Menneskesjæl. Derfor skal du i høje og overnaturlige Ting gaa til ham for at indhente Underretning og Kundskab; thi omendskønt der er en Aand i Mennesket, saa er det dog denne Person, som indblæser det Forstand (Job 32.8). Derfor hold dig til alt, som fatteligt og ydmygt er, og kom ihu, at Diabolisterne, som ikke har holdt sig til det Hverv, som var givet dem, men forlod deres Stilling, nu er Fanger i den dybeste Afgrund; vær derfor tilfreds med din Stand."

"Jeg har gjort dig til min Faders Underregent paa Jorden i de Ting, hvorom jeg tilforn har talt, og du skal prædike kraftigt i Menneskesjæl, ja med Hug og Slag true og tvinge dens Indbyggere, om de ellers ikke vil efterkomme din Befaling, ogeftersom du er gammel og svag af mange Skrøbeligheder, som dig er paakomne, saa giver jeg dig Tilladelse og Frihed til, saa ofte som du lyster, at gaa til mine Kilder og Brønde og drikke der frit af mit Drueblod; thi mine Brøndes Rør flyder altid med klar Vin (Hebr 9.14). Og derved kan du rense dit Hjærte og Sind fra al Urenhed og vederstyggelige Vædsker; det kan oplyse dine Øjne og styrke din Hukommelse til at fatte og beholde alle de Ting, som min Faders Sekretær skal lære dig."

Da Prinsen saaledes havde indsat Hr. Registratoren til Læret og overantvordet ham Lærerembedet i Menneskesjæl, og da nu denne havde modtaget det med Taksigelse, vendte Immanuel sig til Borgerne og tiltalte dem saaledes :

„Se den Kærlighed og Omhu, som jeg har for eder ! Jeg har ogsaa lagt dette til de forrige Velgærninger, at jeg har givet eder Oversekretæren til Lærer, som skal undervise eder i alle høje og skjulte Ting." Dernæst pegede han paa Hr. Samvittighed og sagde : „Denne Herre skal undervise eder om alle menneskelige og borgerlige Sager. Dog skal det ikke være ham forbudt at sige Menneskesjæl, hvad han maatte høre af Hr. Oversekretærens Mund, men han maa dog ikke udgive sig selv for Aabenbarer af disse Hemmeligheder; thi at aabenbare og afsløre saadant staar alehe i Hr. Oversekretærens Magt. Han maa vel tale om dem, og det er ogsaa alle i Menneskesjæl tilladt; ja de maa, naar Lejlighed gives, lægge hinanden disse Ting alvorligen paa Hjærtet til Menighedens Nytte. Dette vil jeg, at I skulle iagttage; thi derved skal I leve og eders Dage blive forlængede."

„Endnu har jeg en Ting at forkynde dig, min kære Registrator, og eder, som bor i Staden Menneskesjæl. I maa ikke blive staaende ved det, som han ifølge sit Embede skal lære om Forhaabning og Forventelse til den tilkommende Verden; — thi min Hensigt og Forsæt er at give Menneskesjæl efter denne en ny og anden Verden. — Men efter den første Prædikens Lærdom maa I ganske og aldeles skikke eder og blive grundfæstede deri. Ja, Hr. Registratoren selv kan ikke forvente noget Liv af det, som han selv aabenbarer; han maa i dette Stykke ty til den anden Lærers Undervisning. Desuden maa han tage sig vel i Agt for; at han ikke antager eller fremsætter nogen Lærdom, som ikke først er prøvet af Overlæreren, ej heller noget, som han alene efter den bogstavelige Kundskab synes at kunne begribe."

Da Prinsen nu saaledes havde ordnet alle Ting i den berømte Stad Menneskesjæl, gav han den nogle nyttige og fornødne Paamindelser og Advarsler om, hvorledes den skulde forholde sig imod de høje og ædle Høvedsmænd, som han enten havde bragt med sig eller sendt den fra sin Faders Hof.

„Disse Høvedsmænd," sagde han, „har eder inderlig kær og er udvalgte Mænd, der er udsøgte iblandt en stor Mængde; Mænd, som er særdeles tro og skikkede til at tjene i de Krige, som Shaddai maa føre imod Diabolus til Menneskesjæls Forsvar og Gavn. Derfor befaler jeg eder, I Indvaanere af denne blomstrende Stad, at I ikke opfører eder ubeskedent imod dem; thi skønt de har Hjærter og Ansigter som Løver, naar de bliver udæskede og kaldte til Strid imod deres Konges og Menneskesjæls Fjender, saa turde det desuagtet hænde, at naar de mærkede Menneskesjæls Misfornøjelse, de da derover kunde blive forsagte og modfaldne. Opfør eder derfor, mine elskelige, ikke som Uvenner imod mine tapre Høvedsmænd og modige Krigshelte, men elsker og understøtter dem, lader dem altid ligge eder paa Hjertet, saa skal de ikke alene stride for eder, men ogsaa mage det saa, at alle Diabolister, som ikke tænker paa andet end, om det var dem muligt ganske at fordærve eder, maa tage Flugten. Skulde nogen af dem blive syg og svag, og ikke i Stand til at gøre den Kærlighedstjeneste (Aab 3.2), som de af Hjærtet ønsker, og som de ellers i deres sunde Dage gærne udretter (Hebr. 12, 12. Es. 35, 3), saa foragter eller forkaster dem dog ikke, men styrker dem og opmuntrer dem og beder dem være ved frejdigt Mod, thi de er eders Beskyttere, eders Besætning, eders Mure, eders Porte, eders Laase og Skodder. Og skønt I blot kan vente eder liden Hjælp af dem, saa længe de er syge, eftersom de da mere bqhøver eders Hjælp, saa ved I dog, hvilke Gærninger og Krigsbedrifter, de kan udføre, naar de er raske. Desuden, saa længe de er svage, kan I ikke være stærke, og naar de er stærke, kan I aldrig være svage. Altsaa afhænger eders Sikkerhed af deres Sundhed og Velgaaende. Og kommer tillige ihu, at saa snart de bliver syge, træffer deres Sygdom hele Staden Menneskesjæl."

Dette har jeg sagt eder, fordi jeg elsker eders Ære og Velfærd. Iagttager derfor alle disse Ting, som jeg befaler eder. Befalingen gælder ikke blot eders Stad som et Samfund, ikke blot dens Officerer og Besætning og Ledere, men hver enkelt af eder, da den enkeltes Velvære afhænger af, at min Faders Befaling overholdes."

„Dernæst advarer jeg eder, o Menneskesjæls Indbyggere, at I tager eder i Vare for alt det, som I, uagtet den skete Reformation, endnu bør vogte eder for."

„Hører mig derfor med al Opmærksomhed: „Jeg er forvisset om, at I ogsaa herefter skal erfare, at der endnu er nogle Diabolister tilbage i Staden, Diabolister, som er særdeles vrange og uforsonlige, hvorpaa de allerede, medens jeg endnu er hos eder, har aflagt Prøver, og som, naar jeg ikke mere maatte være til Stede, vil saa meget mere lægge Raad op til eders Skade og Fortræd; de vil søge at bringe eder i Fordærvelse og i en Stilling, der vil være langt værre end den ægyptiske Trældom. De er Diabolus fortrolige Venner, derfor ser eder vel for, (Matth 7.21-22) thi de har tilforn været vante til at lægge sig med deres Fyrste ind i Slottet, da Vantro var Borgmester i Staden. Men nu, da. jeg er kommen, har de for det meste opholdt sig udenfor Murene, hvor de har lavet sig mange Huler og Smuthuller, (Rom 7.18) derfor vil det blive eder saa meget mere besværligt og møjsommeligt efter min Faders Villie at udrydde og døde dem. Dog vil I ikke aldeles blive dem kvit, uden I ganske nedbryder Stadsmurene, hvilket det dog ikke er min Mening, at I skal gøre. Men spørger I nu: „Hvad skal vi da gøre?" saa svares eder: „Værer aarvaagne og viser eder som Mænd, opsøger deres hemmelige Huler og søg at finde deres Smuthuller, og hvor som helst de end maatte have skjult og forstukket sig, saa anfalder dem der og slutter aldrig Fred med dem; hvilke Fredsforslag og Vilkaar de end maatte foreslaa og tilbyde, saa forkaster dem dog, og naar I gør det, skal det staa vel til imellem mig og eder. Og for at I desto bedre kan kende dem, og de kan adskilles fra de indfødte i Menneskesjæl, saa vil jeg nævne eder de fornemste iblandt dem, og disse er: Hrr. Horeri, Urenhed, Mord, Ukydskhed, Bedrageri, Øjenskalkhed, Drukkenskab, Fylderi, Afgudsdyrkelse, Trolddom, Kiv, Avind, Vrede, Oprør og Kætteri. Disse er nogle af de fornemste, som søger at styrte eder i evig Fordærvelse; de holder sig skjulte i Menneskesjæl ; betragter derfor med al Flid Kongens Lov, saa skal I deri finde en Beskrivelse af dem og se saadanne Kendetegn, hvorved I tydeligt skal kende dem. Dersom I tillader dem en fri Ud- og Indgang i Staden, saa kan I være forsikrede om, — og hvor skulde det glæde mig, om I erkendte dette ! — at de med en Hurtighed som en Slange skal fortære eders Indvolde, forgifte eders Høvedsmænd, lemlæste eders Krigsfolk, sønderbryde Laase og Skodder for Portene og forvandle den blomstrende Menneskesjæl til en tør og vild Ørk og til en Stenhob. For at I nu kan have Hjærte og Mod til at angribe disse listige Skurke, hvor I finder dem, saa giver jeg eder, Hr. Borgmester, Hr. Vilje og Hr, Registrator, samt alle Stadens Indvaanere Fuldmagt til at opsøge alle Diabolister, af hvad Slags de end maatte være, og at angribe, korsfæste og dræbe dem, naar og hvor som helst I maatte finde dem, enten I saa finder dem skjulte i Staden eller strejfende om ved Murene."

Jeg har tilforn kundgjort eder, at jeg har oprettet et Prædikeembede iblandt eder; men I maa ogsaa vide, at I ikke alene har disse tvende til Lærere ! thi mine fire første Høvedsmænd, som kom for at stride mod Diabolisternes Herre og Mester, der var i Menneskesjæl, skal ogsaa i paakommende Tilfælde, naar de bliver anmodede derom, ikke alene vejlede den enkelte, men ogsaa offentlig prædike saadanne gode og salige Lærdomme, som kan lede eder paa den rette Vej. De skal anstille en ugentlig, ja, om det er nødvendigt, en daglig Øvelse og undervise eder i saadanne nyttige Ting, som, om I giver Agt derpaa, kan tjene til eders evige Gavn. Og ser vel til, at I ikke skaaner nogen af dem, hvem I har faaet Befaling til at fange og korsfæste. Dette vil jeg endnu sige jer: Jeg har stillet eder for Øjne disse Skurke og sagt eder deres Navne; men jeg siger eder ogsaa, at nogle af dem skal indsnige sig iblandt eder og bedrage eder, og det just saadanne, som efter Skin og Anseelse er meget brændende og ivrige for Guds Tjeneste, og disse skal, om I ikke vaager, styrte eder i en saadan Skade og Fordærvelse, som i ikke kan forestille eder; de skal fremstille sig for eder under en ganske anden Farve end de, som jeg forhen har beskrevet eder.

Vaager derfor, o Menneskesjæls Indvaanere og værer ædrue, at I ikke skal bedrages."

Da nu Prinsen saaledes havde givet Staden de nødvendige Oplysninger, bestemte han en Dag, paa hvilken han havde foresat sig, naar alle Borgerne var komne sammen, at give Staden Menneskesjæl en Æresklædning, der skulde adskille den fra alle andre Folk, Slægter og Tungemaal, som boede paa den ganske Jordens Kreds.

Den bestemte Dag var ikke saasnart kommen, førend Prinsen straks kom ud til det Kongens Palads forsamlede Folk, hvor han holdt en kort Tale til dem og fuldførte, hvad han havde tilsagt og lovet dem.

„Min Menneskesjæls Indvaanere," sagde han, "det, som jeg nu vil foretage med eder, sker for at lade hele Verden vide, at I er mine, og at I selv kan se, hvad Forskel der er mellem eder og de Forrædere, som endnu hemmelig skjuler og forstikker sig iblandt eder."

Derpaa befalede han sine Tjenere, at de af hans Skatkammer skulde frembære de hvide skinnende Klæder, „som jeg," sagde han, „har beredt for min Menneskesjæl og bevaret i mit Kabinet."

Disse hvide Klæder blev derpaa taget frem og lagt for Folkets Øjne; det blev dem ogsaa tilladt at tage dem og iføre sig dem, enhver