Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

186-195

Hr. Sandhedsseende svarede : „Jeg er forvisset om, at, dersom vi dømmer dem til Døden, vil Shaddai selv bifalde vor Dom."

„Derom tvivler jeg ikke," sagde Hr. Himmelsksindet ; „og naar saadanne Uhyrer kan blive udstødt af Menneskesjæl, hvilken gudelig Stad vil den da ikke blive."

Hr. Beskeden sagde: „Hvad mig angaar, plejer jeg ikke saa hastigt at fælde min Dom, men deres Forbrydelse er saa aabenbar, og Vidnernes Vidnesbyrd mod dem saa overbevisende, at den maatte uimodsigelig være blind, som vilde sige, at de ikke havde fortjent Døden."

"Lovet og priset været Herren," sagde Hr. Taknemmelig, „at disse Forrædere er i Forvaring."

„Jeg er aldeles enig med eder heri og falder paa mine Knæ," sagde Hr. Ydmyg og Hr. God-Gærning, „og takker Herren."

„Jeg er ligeledes af mit ganske Hjærte glad derover," sagde Hr. Nidkær-for-Gud; „lader os derfor rense Staden for saadanne Forbrydere, de har været Menneskesjæl en Pestilentse og har søgt sammes Fordærvelse."

Da de saaledes alle var blevne enige om Dommen, kom de igen sammen i Retten. „Mine Herrer Dommere, vil I behage at svare enhver, eftersom han raabes op."

Da de alle var blevne opraabte, vedblev Skriveren, "gode og sandru Mænd, er I alle enige i at afsige Dommen?"

Retten: „Ja, min Herre."

Skriveren: „Hvem skal føre Ordet for eder ?"

Retten: „Vor Præsident."

Herpaa sagde atter Skriveren: „I Herrer af denne Ret, I, som her er udvalgte af vor Konge til at tjene ham i en Sag, hvoraf Liv og Død afhænger, I har hørt Forhøret over enhver, som har været stillet for Retten. Hvad siger I ? Er de skyldige i de Forbrydelser, hvorfor de anklages, eller ej ?" Præsidenten svarede: „De er skyldige, min Herre."

Derpaa blev Fangerne overleverede til Stokmesteren, hvilket skete om Morgenen. Om Eftermiddagen fik de deres Dødsdom efter Loven. Imidlertid satte Stokmesteren dem alle efter erholdt Befaling i det inderste Fængsel for at forvare dem vel, indtil den Dag kom, da Dommen skulde fuldbyrdes, hvilket skulde ske næstfølgende Morgen.

Men se, hvad der hændte: En af Fangerne ved Navn Vantro brød ud af Fængslet imellem den Tid, da Dommen var afsagt over dem, og den Dag, da Eksekutionen skulde ske; han undveg og undkom af Menneskesjæl og skjulte sig i Huler og Grøfter, liggende paa Lur, indtil han kunde finde Lejlighed til at tilføje Menneskesjæl Skade for det, som var sket ham.

Da Stokmesteren Trofast mærkede, at denne Fange var undvegen, blev han lidt ængstelig og bekymret derover ; thi sandt at sige var denne den værste af den hele Hob ; derfor sendte han straks Bud derom til Borgmesteren, Hr. Registratoren, og Hr. Vilje, for at de kunde træffe Forholdsregler til, at han kunde eftersøges i alle Stadens Huse. Dette skete ogsaa, men hvad man end gjorde, kunde man dog ikke finde ham; alt, hvad man kunde faa at vide om ham, var blot det, at han nogen Tid havde ligget skjult i en Udkant af Staden, og at han havde haft adskillige Smaahuller ; der var ogsaa nogle, som sagde, at de havde set ham løbe over Marken udenfor Staden. Kort efter at han var borte, bevidnede en Mand, Hr. Seende, at Vantro havde vandret igennem alle øde Steder, indtil han havde fundet sin Ven Diabolus, hvilket skete ved Helvedes Portes Høj.

Men ak, hvilken bedrøvelig Tidende vidste denne gamle Fyr ikke at fortælle Djævelen om den Forandring, som Immanuel havde gjort i Menneskesjæl, hvorledes han efter nogen Opsættelse havde givet en almindelig Forladelse, indlagt sit Krigsfolk paa alle Steder i Staden, hvor de var blevne modtagne med Glæde, nedrevet Diabolus Billede og sat Shaddais op, fængslet otte af de mest trofaste Diabolister, og dømt dem til Døden, samt at de rimeligvis nu allerede var henrettede, men at han selv ved List lykkelig var undkommen. Over denne Fortælling hylede Diabolus og fnysede som en Drage, ja han brølede i Vinden, saaledes at Luften blev tyk omkring ham af den urene Aande, som gik ud af ham. Han svor ogsaa, at han vilde hævne sig paa Menneskesjæl, og de besluttede at lægge Raad op om, hvorledes man igen kunde bemægtige sig Staden.

Allerede før dette skete, var Dagen kommen, at Fangerne skulde aflives (Rom. 8. 13; 6, 12-14). De blev da paa en meget højtidelig Maade ført til Korset ved Menneskesjæl selv; thi saaledes havde Kongen befalet, „for at jeg kan se," sagde han, „hvorledes mine forløste viser Nidkærhed i at efterkomme mine Ord og Befalinger, paa det jeg kan velsigne Menneskesjæl for denne Gerning (Gal. 5, 24). Alt det, som kan overtyde mig om dens Oprigtighed, er mig behageligt ; derfor skal Menneskesjæl først selv lægge Haand paa disse Diabolister og aldeles udrydde dem."

Menneskesjæl gjorde, og som Fyrsten havde befalet, og lagde Hænderne paa dem, men da de blev bragt hen til Korset kan man næppe tænke sig, hvilken Møje man havde med at dræbe disse Diabolister; thi enhver vidste at han skulde dø, og de havde et uforsonligt Had til Menneskesjæl i deres Hjærter, hvorfor de fattede nyt Mod, da de stod ved Korset, og satte sig til Modværge mod Menneskesjæl, saa at denne Stads Indvaanere blev tvungne til at anraabe Høvedsmændene og Krigs-Heltene om Hjælp. Den store Shaddai havde en Sekretær i Staden, som var en oprigtig Ven af Menneskesjæl; han var ogsaa tilstede ved Henrettelses-Pladsen. Da han nu hørte, at Mændene i Menneskesjæl raabte om Hjælp paa Grund af Fangernes voldsomme Modstand, rejste han sig fra sin Plads og lagde sine Hænder paa Menneskesjæls Indbyggeres Hænder (Rom. 8, 13), og saaledes blev Diabolisterne korsfæstede, som havde været Stadens Pest, Bedrøvelse og Sorg.

Da de saaledes havde udført denne gode Gærning, kom Prinsen ned for at besøge Indvaanerne i Menneskesjæl og for at tale venligt med dem og styrke deres Hænder efter dette Arbejde. Han sagde til dem, at han formedelst det, de havde gjort, havde befundet, at de elskede hans Person, at de nøje vilde overholde hans Lov samt ikke tilstede, at han paa nogen Maade skulde vanæres. Derfor og for at han kunde vise dem, hvorledes de herved intet skulde tabe, eller at Staden derigennem ikke skulde svækkes, vilde han tage en af dem og og gøre ham til en Høvedsmand og Øverste over titusinde, og dette alene til den nu blomstrende Menneskesjæls Bedste og Fordel.

Derfor kalde han Hr. Vaagende til sig, og gav ham følgende Befaling: „Gaa straks op til Slotsporten og spørg der efter en Hr. Erfaring, der tjener under den ædle Høvedsmand Troen og bed ham komme til mig. Budet gik hen og gjorde som ham var befalet. Hr. Erfaring var netop i Begreb med at mønstre sine Folk og lade dem foretage Øvelser i Forgaaden ved Slottet, da Hr. Vaagende kom hen til ham og sagde: „Min Herre, det er Fyrstens Befaling, at De straks skulde komme til ham." Han fulgte da med ham, og da han var kommen til Immanuel, gjorde han sin Opvartning hos ham. Denne Hr. Erfaring var Folket i Staden meget vel bekendt, thi han var født og opdraglen i Menneskesjæl; de vidste ogsaa, at han var en Mand af megen Kraft og Tapperhed samt forsigtig i alle sine Handlinger! han var altid paa sin Post, veltalende og særdeles lykkelig i alle Foretagender, derfor var alle ligesom fra sig selv af Glæde og Fryd, da de erfarede, at Prinsen havde saa gode Tanker om denne Erfaring, at han vilde gøre ham til. Høvedsmand.

De bøjede derfor Knæ for Immanuel og raabte med stor Glæde: „Evindelig leve Immanuel".

Siden sagde Prinsen til den unge Adelsmand Erfaring: „Jeg har fundet for godt at betro Dem en Ærespost i Menneskesjæl; som er mig meget magtpaaliggende, hvorved denne unge Herre bøjede sig dybt og tilbad ham, — nem-at De skal være Høvedsmand over titusinde Mand." Da sagde han ligeledes : „Kongen leve evindelig." Immanuel befalede derpaa Hr. Oversekretæren at forfatte Udnævnelsen, hvorved Hr. Erfaring blev ansat som Høvedsmand, og da den var færdig, blev den bragt Immanuel, for at han kunde sætte sit Segl derunder. Da dette var gjort, blev Udnævnelsen ved Hr. Vaagende overleveret til Høvedsmanden.

Saasnart han havde modtaget denne Bestalling, lod han straks ved Basunlyd bekendtgøre, at han vilde antage frivillige, hvorpaa adskillige Ynglinge meldte sig, ja de fornemste og største Mænd i Staden sendte deres Sønner under hans Kommando, og saaledes kom Hr. Erfaring i Immanuels Tjeneste til Gavn for Staden. Han havde en Løjtnant ved Navn Bestandig, og hans Fændrik var Hr. Hukommelse ; de andre Officerer vil vi for Kortheds Skyld forbigaa. Hans Fane var hvid, og i sit Skjold havde han en død Løve og en Bjørn (1. Sam. 17, 36. 37).

Prinsen gik derpaa tilbage til sit Palads igen. Da han var kommen derhen, kom Stadens Ældste, nemlig Hr. Borgmesteren, Hr. Registratoren og Hr. Vilje, for at ønske ham til Lykke og især for at aflægge Taksigelse for den Kærlighed, Omsorg og den inderlige Ømhed, han havde bevidst den ham altid forbundne Stad Menneskesjæl; og efter at de havde haft en behagelig Samtale med Prinsen og havde gjort deres Opvartning efter tilbørlig Skik og Brug vendte de atter tilbage til Staden.

Paa samme Tid bestemte ogsaa Immanuel en Dag, paa hvilken han vilde gennemse og forny deres Privilegier, ja ikke alene forny dem, men ogsaa rette adskilligt deri og lade Frihedsbrevet blive endnu mere omfattende, for at Aaget kunde blive desto lettere for Menneskesjæl, og dette gjorde han af egen Mildhed og Ædelmodighed, uden at de ytrede noget Ønske i saa Henseende (Matth. 11, 28--30). Da han derpaa havde sendt Bud efter deres gamle Frihedsbrev sagde han, idet han lagde det tilside, efter at have gennemlæst det ; "Det som er gammelt og forældet, er nær ved at forsvinde (Hebr. 8, 13)." „Nu skal," vedblev han, „Menneskesjæl faa et andet, et nyere og et bedre Frihedsbrev." Dets Indhold var i Korthed følgende:

„Jeg, Immanuel, Fredens Fyrste, som har Menneskesjæl saare kær, giver og skænker i min Faders Navn og af min egen Godhed min elskelige Stad Menneskesjæls Indvaanere først en fuldkommen og evig Forladelse for alt det onde, al den Uret og Fornærmelse, som de har gjort imod min Fader, imod mig, imod sin Næste og mod sig selv (Hebr. 8, 1 Joh. 1, 9). For det andet giver jeg dem min hellige Lov og mit Testamente, med alt, hvad deri indeholdes, til deres evige Trøst og Vederkvægelse (Joh. 17, 8. 14. 2 Kor. 7, 1). For det tredie giver jeg dem ogsaa en Del af den Naade og Godhed, som bor i min Faders og mit eget Hjærte (2 Petr. 1, 4). For det fjerde giver, skænker og overdrager jeg dem Verden, og hvad deri er, til deres Brug og Nytte (1 Kor. 3. 21. 22), og de skal have Magt derover, saavidt det kan fremme min Faders Ære, min Herlighed og deres eget Bedste, ja jeg skænker dem Magt over Livet og Døden, over nærværende og tilkommende Ting. Denne Frihed skal ellers ingen anden Stad og intet andet Samfund nyde uden alene min Menneskesjæl. For det femte skal de have Tilladelse og Frihed til at komme til mig i mit Palads til enhver Tid — hvor dette end er, hernede eller histoppe (Matth. 7, 7) — for at forestille mig deres Nød, hvorved jeg lover dem Bønhørelse og Forandring i det, som bedrøver dem. For det sjette benaader jeg ligeledes Menneskesjæl med fuldkommen Magt og Myndighed til at opsøge, anholde, undertrykke og udrydde alle Slags Diabolister, som de naarsomhelst kunde træffe strejfende om i Staden eller udenfor den. For det syvende giver jeg ogsaa min elskelige Stad Menneskesjæl fuldkommen Magt til ikke at tilstede nogen rejsende eller fremmed, eller nogen af disses Afkom, at gaa frit ind og ud af Menneskesjæls velsignede By, eller at have Del i de fortræffelige Herligheder og Friheder, som er den tillagte, da alle de Naadegaver og alle de Friheder og Fordele, som jeg har forundt den berømte Stad Menneskesjæl, alene skulde være for de gamle Indfødtes og sande Indvaaneres og deres Efterkommeres Nytte; men alle Diabolister, af hvad Slægt og Herkomst, Land og Rige de end maatte være, skulde være aldeles udelukkede derfra og ingen Del have deri (Eph. 4, 22. Koloss. 3, 5-9)."

Da Menneskesjæl af Immanuels Haand havde faaet disse for den dyrebare Privilegier, som var mere vidtløftige end det her, anførte, korte Uddrag, bragte de dem til et Sted, hvor saadanne Ting plejede offentlig at kundgøres, nemlig paa Torvet (2 Kor. 3, 3. Jer. 31, 33. — Hebr. 8, 10), og der oplæste Hr. Registratoren dem i hele Folkets Nærværelse. Da dette var sket, bragte de dem til Slotsporten, over hvilke de blev indskrevne med gyldne Bogstaver, for at Menneskesjæl og dens Indvaanere stedse kunde have for Øje, hvilken velsignet Frihed Immanuel havde skænket dem, at deres Glæde kunde forøges, og at den Kærlighed, som de havde til den store og gode Immanuel, stedse kunde fornyes.

0, hvilken Glæde, hvilken Trøst og Vederkvægelse følte nu ikke Folkets Hjærter? Klokkerne lod sig høre, Musikanterne spillede, Folket dansede af Glæde. Høvedsmændene jublede, Fanerne vajede i Vinden, og der blev blæst i Sølvbasunerne. Diabolisterne var nu glade ved, at de kunde skjule deres Ansigter; thi af Forskrækkelse var de saa blege, som om de havde ligget i Graven.

Derefter sendte Fyrsten atter Bud efter de ældste i Staden Menneskesjæl og talte med dem om at oprette et Prædikeembede, hvorved de kunde undervises i de Ting, som angik deres nærværende ' og tilkommende Tilstand; „thi," sagde han, „I kan ikke af eder selv uden Lærer og Vejleder lære at kende min Faders Vilje, og dersom I ikke kan kende den, da vil I ganske vist heller ikke kunne gøre den (Jer. 10, 23. 1 Kor. 2, 14)."

Da de ældste i Staden havde kundgjort dette for Folket, forsamledes atter den hele Stad (De almindelige gode Tanker), (thi det var meget vel efter deres Sind, ligesom alt, hvad Fyrsten gjorde, behagede Folket), og de bad ham samtlige i Ygmyghed, at hans Majestæt vilde oprette et saadant Embede iblandt dem, for at de kunne blive underviste i Loven, i Forordningerne og Budene, og blive erfarne i alle gode og salige Ting.

Han sagde, at han vilde fyldestgøre deres Begæring, og at han vilde ansætte to saadanne Embedsmænd blandt dem; den ene skulde være fra hans Faders Hof og den anden en af de indfødte i Menneskesjæl.

„Den, som skal overtage Bestillingen fra min Faders Hof" (1 Joh. 5, 7), sagde han, „er en Person af lige Egenskaber og Værdighed med min Fader og mig (2 Petr. 1. 21. 1 Kor. 2, 10. Joh. 1, 1), og han er Oversekretær i min Faders Hus; thi han er og har været fra evig Tid den store Opfinder af alle min Faders Love, en Person, som er meget forstandig og skarpsindig i alle forborgne Ting og Hemmeligheds Kundskab, ligesom min Fader og jeg selv; han er et med os og Staden Menneske-