Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

176-185

rede: „I Sletheds-Gaden, næst ved den Dør, hvor det Skilt hænger, der fremstiller Samvittigheden, svedende med et varmt Jern."

Hr. Alvidende sagde: „Min Herre! jeg kender den Mand meget vel, han er en Diabolist, som og hans Fader var, der kaldes Udydselskende, og jeg har ofte hørt ham sige, at han holdt det for den allerstørste Skam i Verden at tænke paa det, 'som er godt." „Hvor," spurgte Rettens Skriver videre, „har De hørt saadan Tale?" Alvidende sagde: „I Kød-Gaden ligeoverfor Kirken."

Da sagde Skriveren: „Kom ogsaa De, Hr. Sandhedstaler, og aflæg Deres Vidnesbyrd mod denne Fange, som her staar for Retten, og som Die hører er anklaget." Sandhedstaler svarede: "Jeg har ofte hørt ham sige, at han hellere tænkte paa de allersyndigste Ting end paa det, som staar i den hellige Skrift, og dette har jeg hørt ham sige paa adskillige Steder, især i Stinkestien i Uforskammetheds Hus og i den urene Gang, der, hvor den Forkastede hænger som Skilt, tæt ved „Nedgangen til Afgrunden."

Da Retten havde hørt alt dette, sagde Skriveren: „Mine Herrer ! vi har nu hørt Beskyldningen, hans Forsvar og Vidnernes Erklæring; Fangevogter, bring Haardt-Hjerte for Retten."

Da Haardt-Hjerte kom frem for Retten, sagde Skriveren: „Du er her anklaget under Navn af Haardt-Hjerte, fordi du har indtrængt dig i Menneskesjæl, og besat den ganske Stad med en fortvivlet og ugudelig Ubodfærdighed, samt afholdt den fra Anger og Fortrydelse over sine Synder den ganske Tid, medens den var affalden fra den velsignede, Konge, og saalænge den satte sig op imod ham. Hvad siger du til denne Anklage?" er du skyldig eller ej ?"

Haardt-Hjærte sagde: „Min Herre! jeg har endnu aldrig i min Levetid vidst, hvad Anger og Fortrydelse betyder; jeg lader mig ikke lettelig anfægte, jeg frygter intet Menneske, og jeg kan ikke blive bevæget ved noget Menneskes Smærte eller Pine. Deres Sukke, hvem jeg gør ondt eller skader, kan ikke røre mit Hjærte, det er min Musik naar andre sørger."

Retten sagde: „I hører, at denne Mand er en Diabolist, og at han noksom vidner om sig selv ; bring ham bort, Fangevogter, og lad Falsk-Fred komme ind for Retten."

Da Falsk-Fred kom ind, sagde Skriveren til ham: „Du er anklaget under Navn af Falsk-Fred, fordi du paa en ugudelig og djævelsk Maade har indtrængt dig i Staden Menneskesjæl og har sat og holdt den i en falsk, ugrundet, farlig Fred og fordømmelig Ro til Kongens Vanære, hans Lovs Overtrædelse og Menneskesjæls store Skade og Fordærvelse. Hvad siger du? er du skyldig i dette eller ikke?"

Falsk-Fred svarede: „Mine Herrer og alle I, som er forordnede til at være mine Dommere, jeg bekender, at mit Navn er Fred, men at jeg skulde hedde Falsk-Fred, det nægter jeg ganske. Om mine Herrer behager at forhøre sig hos dem, som kender mig vel og var tilstede ved min Fødsel, og da mit Navn blev givet, saa skulde de alle bevidne, at mit Navn ikke er Falsk-Fred, men Fred; derfor kan jeg ikke svare til denne Beskyldning, efterdi mit Navn ikke findes deri. Min Tilstand stemmer med mit rette og egentlige Navn; jeg har altid været en Mand, som har elsket at leve i Fred og Ro, og jeg tænkte, at det, som var lifligt for mig, skulde og være det samme for andre ; naar jeg derfor saa nogen af mine Naboer leve i Uro, søgte jeg altid at forskaffe dem Fred, saameget som jeg kunde. Jeg kunde anføre flere Eksempler paa mit gode Forhold."

Herpaa befalede Skriveren Udraaberen at bekendtgøre følgende :

"Da denne Fange for Retten fornægter det Navn, hvorunder han anklages, saa begærer Retten af hver og en paa dette Sted, som kan give nogen Underretning om denne Fanges rette Navn og Herkomst, at han uopholdelig vil fremstille sig og give Vidnesbyrd, efterdi Fangen beraader sig paa sin Uskyldighed."

Efter denne Proklamation kom tvende frem for Retten og søgte Tilladelse til at udsige, hvad de vidste angaaende Fangen der stod for Skranken. Den enes Navn var Søg-Sandhed, og den anden kaldtes Tal-Sandhed. Disse blev af Retten tilspurgte, om de kendte denne Fange, og hvad de havde at sige om ham, eftersom han paastod, at være uskyldig.

Hr. Søg-Sandhed sagde : „Min Herre ! —„Holdt," afbrød Skriveren ham, „aflæg først Vidneeden," og da det var sket, fortsatte han og sagde: „Min Herre! jeg har kendt dette Menneske fra hans Barndom af og kan bevidne, at hans Navn er Falsk-Fred; jeg har ogsaa meget nøje været kendt med hans Fader, som hed Hr. Smigrer, ligesaa med hans Moder, som, før hun blev gift, blev kaldt Jomfru Smiskende. Disse tvende havde ikke længe været gifte, førend denne Søn kom til Verden, og da han var født, fik han Navnet Falsk-Fred. Jeg var hans Legekammerat, ihvorvel jeg var noget ældre end han, og naar hans Moder kaldte ham hjem fra Legen, plejede hun at raabe: „Falsk-Fred, Falsk-Fred, skynd dig at komme hjem, eller jeg skal lære dig!" ja, medens han endnu laa ved hendes Bryst, har jeg ofte hørt hende sige, naar hun sad paa Dørtærskelen med ham eller gyngede ham paa Armene: „O, min søde Falsk-Fred, min lille Falsk-Fred, ak, hvor jeg elsker dig, mit Barn!." De, som har været Vidner ved hans Daab, ved det ogsaa, endskønt han har været saa uforskammet at ville nægte det ligeoverfor Retten."

Hr. Tal-Sandhed blev ligeledes indkaldt og sagde, efterat have aflagt Ed: „Mine Herrer ! alt hvad det forrige Vidne har sagt, er sandt; hans Navn er Falsk-Fred, Smigrer og Smiskendes Søn. Jeg har tilforn været nærværende naar han har vist sig vred paa dem, der kaldte ham anderledes end Falsk-Fred, og han har sagt, at alle de som gav ham et andet Navn, søgte alene at give ham Øgenavn; men det var den Tid, han var en stor Mand, og da man holdt Diabolisterne for store Mænd i Menneskesjæl."

Retten sagde: „I, gode Herrer, har hørt, hvad disse tvende Mænd edelig har udsagt mod denne Fange. Hvad dig, Falsk-Fred, angaar, ihvorvel du har villet fornægte dit rette Navn, saa hører du dog, hvad disse gode Mænd har sagt og med Ed stadfæstet, nemlig at Falsk-Fred er dit rette Navn. Hvad dit Forsvar angaar, saa har du ganske og aldeles veget bort fra Sagen, for hvilken du er bleven anklaget; thi du er ikke anklaget for en Misgærningsmand, eftersom du er en Fredsstifter og fredelig Mand blandt dine Naboer; men fordi du har holdt og vedbliver at holde Staden Menneskesjæl, paa en ugudelig og djævelsk Maade i en falsk, løgnagtig og skadelig Ro imod Shaddais Lov, til Fare og Fordærvelse for den elendige Menneskesjæl. Alt, hvad du her har søgt at indvende, er, at du ikke hedder Falsk-Fred, dog ser du, at vi har Vidner, som har bevist, at du er Manden."

„Hvad den Fred angaar mellem dine Naboer, hvilken du saa meget berømmer at have stiftet, da er den falsk og upaalidelig. Thi, al Fred, som grunder sig paa Løgn, er bedragelig og fordømmelig, som den store Shaddai ogsaa har sagt dig. Derfor kan alt det, som du har anført til dit Forsvar, ikke fritage dig fra den Beskyldning, som er imod dig, men vil blive dig til større Fortræd. Men lader os indkalde Vidnerne, som kan vidne og overbevise dig om Sagen, og høre, hvad de paa Kongens Vegne har at anføre imod denne. Fange, som staar for Domstolen."

„Hr. 'Alvidende," sagde Skriveren, „hvad har De paa Kongens, vor Herres Vegne at sige imod denne Fange?" „Min Herre !" svarede han, „det er mig bekendt, hvorledes denne Mand allerede for lang Tid siden har ladet sig det være magtpaaliggende at holde Menneskesjæls Indvaanere i en synlig Ro midt under al deres Ryggesløshed, Urenhed og Genstridighed. „Kom," sagde han, „og lader os undfly al Uro, det maa ske, paa hvad Maade det ske kan, og lad os tragte efter at føre et stille og roligt Levned, om det end fattes den gode og faste Grund."

„Og De, Hr. Løgnhader," sagde Skriveren," „hvad har De at sige?'" „Min Herre," sagde han, „jeg har hørt ham sige, at Fred med Uretfærdighed var meget bedre end Uro med Sandhed; dette hørte jeg ham tale i Daarernes Hus, som tilhører en Mand, der kaldes Slet, næst ved den Dør, hvor Skiltet Selvbedrageri hænger ude, og jeg ved, at han har talt saadant paa samme Sted mere end tyve Gange !"

Skriveren sagde: „Vi kan meget vel spare os den Umage at søge flere Vidner. Disse Vidnesbyrd, som nu er førte, er tilstrækkelige. Man overlader ham igen til Stokmesteren og lader Usandhed indkomme for Retten." Da denne var kommen ind, sagde Skriveren:

„Du er her anklaget under Navn af Usandhed for, at du ikke alene har indtrængt dig i Staden, men at du endog til Shaddais største Vanære og den berømte Stad Menneskesjæls yderste Fare og Fordærvelse har ladet det være din største Møje og Omsorg aldeles at foragte og tilintetgøre Shaddais Lov og Billede i Menneskesjæl, da den forlod sin Konge og underkastede sig den misundelige Tyran Diabolus Vælde. Hvad siger du, er du skyldig eller ej ?" „Min Herre," sagde Usandhed, „jeg er ganske uskyldig." Derpaa blev Vidnerne indkaldte, og Hr. Alvidende aflagde først sit Vidnesbyrd imod ham og sagde :

„Min Herre! denne Mand var med og nærværende, da Shaddais Billede blev nedrevet og fordærvet! ja han er egentlig den, som har gjort det Med sin egen Haand; jeg har selv set det med mine egne Øjne, og Diabolus har givet ham Befaling dertil. Ja, han gjorde endnu mere end dette, han satte de hornede, bestialske Diabolus Billeder istedet ; ham er det ogsaa, som efter Diabolus Befaling har sønderrevet alle overblevne Stykker af Shaddais Lov, saameget han kunde overkomme, og adspredt dem, for at de aldeles kunde udryddes."

"Og dette har ikke alene jeg set, men og mange med mig; thi han gjorde det ikke hemmelig og i Afkrogene, men offentlig og i hele Verdens Paasyn, ja han valgte at gøre det saa aabenbart, fordi han havde sin største Glæde og Fornøjelse deraf."

Skriveren vendte sig derpaa til Usandhed og sagde: „Hvorledes kan du være saa uforskammet og kalde dig uskyldig, da det dog er almindelig bekendt og unægtelig, at du har bedrevet alle disse Ugudeligheder?" „Min Herre," svarede han, „jeg tænkte, jeg maatte jo svare noget, og jeg fører en Tale, som stemmer overens med mit Navn; jeg har tilforn altid fundet mig vel derved, og jeg troede, heller ikke andet, end at jeg ogsaa denne Gang ved at fremføre Usandhed skulde nyde samme Fordel og Nytte."

Da Skriveren havde hørt dette, befalede han, at man skulde føre ham til Stokmesteren og føre Ubarmhjertig ind for Retten, til hvem han ligeledes sagde: „Du er anklaget under Navn af Ubarmhjærtig som den der har trængt dig ind i Menneskesjæl og der paa en forræderisk Maade tillukket Hjærtet for al Medlidenhed og ikke villet tillade den arme Menneskesjæl, da den var frafalden fra sin retmæssige Konge, at beklage sin Elendighed, men derimod altid draget Indvaanerne bort fra saadanne Tanker, som gjorde dem tilbøjelige til Bodfærdighed. Hvad siger du? er du skyldig eller ej ?" „Nej," svarede Ubarmhjærtig, „alt, hvad jeg har gjort, skete alene for at forskaffe mig nogen Glæde, thi jeg hedder ikke Ubarmhjærtig, men Lystig, og jeg kunde ikke taale, at Menneskesjæl skulde henfalde til Melankoli og Tungsindighed."

"Hvorfor," sagde Skriveren, „nægter du dit Navn og siger, at du ikke hedder Ubarmhjærtig men Lystig? Kald Vidnerne ind. Hvad siger I mine Herrer, til denne Undskyldning?"

Hr. Alvidende sagde: „Min Herre! hans Navn er Ubarmhjertig; thi saaledes har han underskrevet sit Navn i Breve, som har været af stor Vigtighed; men disse Diabolister bruger ofte af forandre deres Navn. Hr. Gærrig skjuler sig saaledes under Navnet Sparsomhed og lignende; Hr. Stolthed kan, naar det er fornødent, give sig Navn af Nethed og Pyntelighed eller noget andet saadant; og saaledes gør ogsaa alle de andre."

„Nu, Hr. Tal-Sandhed, hvad siger De?"

„At hans Navn er Ubarmhjærtig," svarede denne. „Jeg har kendt ham fra Barnsben af, og han har udøvet al den Ugudelighed, som han bliver beskyldt for ; men der er en Del af Diabolisterne, som ikke kender den Fare, der hænger dem over Hovedet, nemlig, at de gaar fortabt; derfor kalder de alle melankolske, som med Alvor tænker paa og er bekymrede for, hvorledes de skal kunne søge at undgaa Fortabelsen."

Siden blev efter Skriverens Befaling Hr. Opblæst indført for Retten og tiltalt saaledes: „Du er anklaget, under Navn af Opblæst, som en Mand, der har trængt sig ind i Staden Menneskesjæl og paa en forræderisk og djævelsk Maade har lært den med Stolthed og et forvovent Mod at sætte sig op imod alle de Befalinger, som Kong Sihaddais Høvedsmænd gav den. Du har ogsaa lært Staden at tale haanligt og foragteligt om sin store Konge; desuden har du opmuntret den, saavel ved din Tale som ved dit eget Eksempel, til at gribe til Vaaben imod Kong Shaddai og hans Søn Immanuel; er du skyldig i denne Anklage eller er du ikke ? Hvad siger du dertil ?"

Han svarede: „Min Herre ! jeg har altid været en tapper og modig Mand, der ikke har brugt — selv under de største Vanskeligheder — at sukke eller hænge med Hovedet; det har heller ikke nogen Sinde behaget mig at se, at nogen maatte stryge Sejl for sin Modstander, hvor mægtig han og maatte være ; aldrig har jeg været vant til at bekymre mig om, hvem min Fjende var, eller hvad Aarsagen til vort Fjendskab har været. For mig gælder det baade at klare mig godt, kæmpe som en Mand og gaa ud af Striden som Sejrherre."

Retten svarede hertil: „Du er ikke anklaget for, at du har været en tapper Mand og ved forefaldende Anledning vist Mands Mod og Hjærte, men fordi du har brugt din formentlige Tapperhed til at forlede og ophidse Staden Menneskesjæl til Oprør og Ulydighed imod dens store Konge og hans Søn Immanuel; dette er din Misgærning, og derfor bliver du anklaget." Herpaa svarede han intet.

Da det nu var kommet saa vidt med Undersøgelsen af die for Retten fremstillede Fanger, overanvortede man dem til Dommerne, til hvem Skriveren holdt følgende Tale:

„I Herrer af Retten, I har her været tilstede, og har set Fangerne, I har hørt Beskyldningerne mod dem, samt hvad de dertil har svaret, ligeledes hvad Vidnerne har vidnet imod dem; nu staar der ikke mere tilbage, end at I træder sammen og overvejer, hvilken Kendelse I med Sandhed og Retfærdighed kan give over dem."

Derpaa gik Dommerne, nemlig: Hr. Troen, Hr. Sandfærdig-Hjærte, Hr. Oprigtig, Hr. Haddet-Onde, Hr. Gudelskende, Hr. Sandhedsseende, Hr. Himmielsksindet,- Hr. Beskeden, Hr. Taknemmelig, Hr. Ydmyg, Hr. God-Gærning, Hr. Nidkær-for-Gud, lidt til Side for at overveje, hvilken Dom de skulde fælde.

Da alle Dommerne var komne sammen, begyndte Hr. Troen, som var Præsident, først at tale, idet han sagde: „Mine Herrer, hvad mig angaar, saa dømmer jeg, at disse Fanger, som er afhørte i Retten, alle har fortjent Døden".`

„Og jeg," sagde Hr. Sandfærdig-Hjærte, „er aldeles af samme Mening."

„Hvor heldigt det er," sagde Hr. Had-det-Onde, „at disse Forbrydere er fangne."

„Ja," sagde Hr. Gudelskende, „dette er en af de glædeligste Dage, jeg har haft i mit Liv,"