Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

166-175

med hans Sind, og hvorved den nu atter blomstrende Stad bedst kunde være hjulpen. Han gjorde saadanne Foranstaltninger, som kunde tjene til dens Sikkerhed, indvortes mod Oprør og udvortes mod Fjenders Overfald. Saa stor Kærlighed har han til denne Stad.

Først og fremmest befalede han, at de store Slynger, som han havde bragt med sig fra sin Faders Hof, da han kom for at stride imod Menneskesjæl, skulde sættes øverst paa Slottet og Stadens Taarne, som Immanuel paany havde opført. Siden havde Immanuel ogsaa opfundet en Indretning til at kaste Stene med fra Slottet igennem Mundporten, en Maskine, som ingen kunde modstaa, og som altid, naar den blev brugt, havde en forunderlig Virkning. Denne Maskine havde ikke noget særeget Navn og var betroet Høvedsmand Troen, der forstod at betjene den i Krigstilfælde.

Da dette var sket, kaldte Immanuel Hr. Vilje til sig og befalede ham at sørge for Portene, Murene og Taarnene i Menneskesjæl; Prinsen betroede ogsaa Krigsmagten i hans Haand med Befaling til, at han navnlig skulde forhindre alt Oprør og Sammenrottelse, som kunde forstyrre Kongens Fred og Menneskesjæls Ro; han gav ham ogsaa Magt til straks at paagribe alle de Diabolister, som kunde have skjult sig i Menneskesjæl. Saasnart han kom over dem, skulde han fængsle dem eller bringe dem til et sikkert Sted, for at man kunde behandle dem efter Loven.

Dernæst lod han kalde til sig Hr. Forstand, den gamle Borgmester, som, da Diabolus indtog Staden Mennesesjæl, blev afsat fra sit Embede og Bestilling, men som nu fik det igen; og han fik nu denne Ærespost paa Livstid. Han befalede ham ogsaa at bygge et nyt Palads nær ved Øjenporten og opføre det som et Taarn, for at han saa meget bedre kunde forsvare sig, og at han alle sine Livs Dage skulde læse i Hemmelighedens Aabenbaring, for at han kunde vide, hvorledes han skulde bestyre sit Embede godt.

Han gjorde ogsaa Hr. Kundskab til Registrator, ikke af Foragt for den gamle Hr. Sam- vittighed, som tilforn beklædte dette Embede, men fordi han i sit fyrstelige Sind havde besluttet at give Hr. Samvittighed en anden Værdighed, hvorom han ogsaa underrettede den gamle Adelsmand, og hvorom der skal tales mere nedenfor.

Da dette var sket, befalede han at nedtage og aldeles at ødelægge Diabolus Billede paa det Sted, hvor det var opsat, og at sønderknuse det saa smaat, at det blev ligesom Sand og Støv, hvilket de siden skulde strø udenfor Stadsmurene, for at det skulde bortblæses af Vejret; men i dets Sted skulde Shaddais og hans eget Billede opsættes over Portene og udstyres meget herligere og kosteligere end tidligere, efterdi hans Fader og han selv viste meget større Naade og Barmhjærtighed mod Menneskesjæl end før. Han befalede ogsaa, at hans Navn skulde sættes paa deres Pande og indgraveres i det fineste Guld, alt til Menneskesjæls Ære (Aab 22.4).

Desuden gav Immanuel Befaling til, at de store Diabolister, nemlig de to sidste Borgmestere, Vantro og Kødelig-Begærlighed, samt Registrator Glem-det-Gode skulde fængles.

Dernæst var der ogsaa nogle, som Diabolus havde gjort til Dommere og Oldermænd i Menneskesjæl, hvilke alle af den ædle og tapre Hr. Vilje blev satte i sikker Forvaring; deres Navne var: Atheist, Haardt-Hjærte og Falsk-Fred, ligesom Hr. Usandfærdig, Hr. Ubarmhjærtig, Hr. Hovmodig med flere. Alle disse blev nøje forvarede af Fangevogteren Trofast, der var en af dem, som Immanuel havde bragt med sig fra sin Faders Hof, da han først begyndte at stride imod Diabolus i Staden Menneskesjæl.

Han gav ogsaa Befaling til, at de tre Bolværker og Befæstninger, som Diabolisterne efter Diabolus Befaling havde opbygget i Menneskesjæl, hvorom der tidligere er udførlig fortalt, skulde nedrives til Grunden; men dette var et Arbejde, som udfordrede megen Tid, baade paa Grund af disse Værkers Udstrækning og paa Grund af den Mængde Sten, Tømmer, Jern og Grus, som maatte føres ud af Staden.

Dernæst gav Prinsen. Ordre til, at Hr. Borgmesteren og Adelsmændene skulde sammenkalde en Retsforsamling for at forhøre Diabolisterne, som var satte i Forvaring under Stok-mesteren Trofasts Haand, og faa dem dømte og straffede. Da nu Retten var traadt sammen, fik Trofast Befaling til. at fremføre de Fangne til Forhør; han fremførte dem ogsaa i deres Baand og Lænker, efter Staden Menneskesjæls Sædvane, og stillede dem frem foran Hr. Borgmesteren, Registratoren og andre ærværdige Herrer af denne Ret.

Først blev der udvalgt Dommere; deres Navne var: Troen, Sandfærdigt-Hjærte, Oprigtig, Had-det-Onde, Gudelskende, Sandhedsseer, Himmelsksindet, Beskeden, Taknemmelighed, God-Gærning, Nidkærhed-for-Gud og Ydmyg. Siden aflagde Vidnerne: Alvidende, Sandhedstaler og Løgnhader deres Vidne-Ed, hvilket ogsaa Hr. Vilje skulde gøre, om det forlangtes.

Da Fangerne nu saaledes stod for Domstolen, sagde „Hr. Gør-det-som-ret-er," der var Stadsskriver : „Fører Atheist ind for Retten." Til ham sagde han: „Atheist, opløft din Haand ! Du er her anklaget under Navn af Atheist som den, der har indtrængt dig i Staden Menneskesjæl og paa en ugudelig og formastelig Maade har paastaaet, at der var ingen Gud, og at man derfor ikke skulde beflitte sig paa Gudsfrygt. Dette har du gjort imod Kongens Ære og Herlighed og til Stadens Fordærvelse og Skade. Hvad siger du? er du skyldig i denne Anklage eller ej ?"

Han svarede: „ Jeg er uskyldig." Skriveren lod indkalde Alvidende, Sandhedstaler og Løgnhader. Da disse var indkomne for Retten, sagde han til dem: „I, som er Kongens Vidner, ser paa denne Fange, som her staar for Retten; kender I ham?" Hr. Alvidende svarede: „Ja, vi kender ham godt ; hans Navn er Atheist (Gudsfornægter) ; han har allerede i mange Aar været til stor Fordærvelse for den elendige Stad Menneskesjæl." "Ved De det for vist ?" spurgte han, „og er De sikker paa, at De kender ham ret?" „Ja, vi har tilforn ofte været i hans Selskab, saa vi kender ham meget vel ; han er Diabolist, og det har hans Fader ogsaa været; baade hans Fader og Farfader er vel bekendte."

"Godt," sagde Skriveren, „han staar her under Navn af Atheist og anklaget for, at han skal have sagt og paastaaet, at der var ingen Gud, og at man ikke behøvede at bryde sit Hoved med nogen Gudsfrygt. Hvad siger I, som er Kongens Vidner, hertil; er han skyldig eller ej ?" „Min Herre," sagde Alvidende, „jeg var engang med ham i Udydsgaden, da han talede formastelige Ord og fremkom med allehaande skadelige Meninger; blandt andet hørte jeg ham ogsaa tale følgende Ord: „Hvad mig angaar, saa tror jeg ikke, at der er en Gud til, dog kan jeg vel, sagde han, bekende ham og kan vel ogsaa i Selskabet, hvor jeg befinder mig, og under andre Omstændigheder anstille mig meget gudfrygtig." „Ved De det vist?" spurgte Skriveren. Han svarede: „Jeg vil aflægge min Ed derpaa!"

Derpaa vendte Skriveren sig til Sandhedstaler og spurgte ham: „Hvad har De at berette for Kongens Dommer om denne Fange, som her staar for Retten?" „Min Herre," svarede han, „jeg har tilforn haft megen Omgang med ham, hvilket jeg nu angrer, og jeg har i den Tid ofte hørt ham sige, at han hverken troede, der var Gud, Engle eller Aander til." Han spurgte videre: „Hvor har De hørt dette?" Han svarede: „I Lasternes Gade, i Bespottelsernes Gang og flere andre Steder." Endelig spurgte Skriveren ham, om han var vis paa, at han kendte ham, hvortil han svarede, at han kendte ham som en Diabolist og en Diabolists Søn, et afskyeligt Menneske til at fornægte Guddommen; hans Fader hed Aldrig-God, og han havde flere Børn foruden denne Atheist; mere havde han ikke at sige.

Endvidere sagde Skriveren til Løgnhader: „Kender De denne Fange, som her staar for Retten?" „Min Herre," svarede han, „denne Atheist er en af de værste, jeg nogensinde har kendt og haft med at gøre, jeg har hørt ham sige: „Der er ingen Gud." Jeg har hørt af ham, at der var intet Liv efter dette, at ingen Ting var Synd, og at efter dette Liv var der ingen Straf at vente; ja hvad mere er, at det var ligesaa godt at gaa i et Horehus som i en Kirke." „Hvor hørte De ham sige dette?" spurgte han videre. Hertil svarede Løgnhader: „Det var i Drukkenboltgaden, ved Enden af Skvaldergaden, i Udyds Hus." „Fører ham til Profossen," sagde Skriveren, „og lader Begærlighed komme frem."

Da dette var sket, sagde han til ham: „Du er anklaget under Navn af Kødelig-Begærlighed som den, der har indtrængt dig i Staden Menneskesjæl og paa en djævelsk og forrædersk Maade med skammelige Ord og Gærninger har lært, at det var et Menneske tilladt og nyttigt at give sine kødelige Lyster fri Tøjle, samt at du selv aldrig skulde fornægte dine syndige og skammelige Lyster, saa længe dit Navn var Kødelig-Begærlighed. Hvad siger du dertil, er du skyldig eller ej ?" Kødelig-Begærlighed svarede: „Jeg er en Mand af meget fornem Familie, som altid har været vant til at have mange Fornøjelser og Adspredelser; jeg er ikke vant til at lade mig hindre i mit Forsæt, men jeg har altid fulgt min egen Vilje, som har været min fornemste Lov, saa det kommer mig ganske sælsomt for, at jeg nu skal stilles til Forhør for saadant, som ikke alene jeg, men den største Del af Menneskene baade hemmeligt og aabenbart elsker og bifalder."

Rettens Skriver svarede: „Jo højere og fornemmere du er, jo bedre skulde din Opførsel have været, men her er alene Spørgsmaal, om du er skyldig i det, du anklages for, eller ej." Han svarede: „Nej ! jeg er ganske uskyldig."

Derpaa befaledes der, at man skulde indkalde Vidnerne, for at de kunde aflægge deres Vidnesbyrd om ham. Man sagde til dem: „Kom ind, I, som er Kongens Vidner, og afgiv Vidnesbyrd for vor Herre Konge imod denne Fange, som her staar for Retten."

Skriveren sagde til Hr. Alvidende : „Se paa denne Fange, kender De ham?" Han svarede: „Ja, min Herre," Han spurgte videre: „Hvad er hans Navn." Alvidende svarede; „Hans Navn er Kødelig-Begærlighed, og han er Søn af den berygtede Dyrisk; hans Moder, som var Ondelystens Datter, har født ham i Kødgaden. Jeg kender hele hans Slægt." „De har nu," sagde Skriveren, „hørt hvorfor han anklages, hvad synes De? er han skyldig eller ej?" Alvidende svarede: „Det er sandt min Herre, han var fordum virkelig en stor Mand, og endnu tusinde Gange større i Ugudelighed, end han var af Herkomst." „Men," spurgte Skriveren videre, „ved De ikke noget specielt om hans egne Gærninger, især saadant, som. henhører til det, han beskyldes for?"

Alvidende svarede: „Jeg kender ham som en Sværger, Løgner, Sabbatsbryder, Horkarl og et urent Menneske; jeg ved, at han er skyldig i mange store Misgærninger, og at han har gjort sig berygtet ved sin store Usædelighed." „Men hvor plejede han at øve sin Ugudelighed; gjorde han det hemmeligt eller aabenlyst og uden Skam?" „Han gjorde det for hele Stadens Øjne." Hr. Sandhedstaler blev ogsaa tilspurgt, hvad han paa Kongens Vegne havde at sige om denne Fange. Han svarede: „Min Herre, alt, hvad det første Vidne har sagt, ved jeg at være sandt, og endnu meget mere til.

Skriveren vendte sig derpaa til Kødelig-Begærlighed og sagde: „Hører du, hvad disse vidner imod dig?" Han svarede: „Jeg har altid været af den Mening, at det var det lyksaligste Liv for et Menneske i Verden, at han ikke afholdt sig fra nogen Ting, hvortil han kunde have Lyst; jeg har altid fulgt denne Mening og stedse levet efter mit Velbehag; jeg var aldrig saa haard, at jeg ikke ogsaa for andre skulde rose det, som jeg selv fandt sødt og behageligt."

Retten afgav da denne Kendelse: „Han har med sin egen Mund tilstaaet og bekendt saa meget; at intet mere behøves for at dømme ham; før ham derfor bort, Fangevogter, og lad Vantro komme for Retten."

Da denne var kommet ind sagde Skriveren:" „Du er her angivet for Retten under Navn af Vantro, (en, der har indtrængt sig i Staden) som en Øverste i Menneskesjæl at have sat dig op imod den store Kong Shaddais Høvedsmænd, da han kom for at opfordre Staden til Overgivelse og tage den i Besiddelse; ja du har sat dig op imod Kongens Navn, Magt og alt det, som han gjorde, og saaledes har du, da din Høvedsmand Diabolus bragte Menneskesjæl til Oprør, ophidset den til at sætte sig imod Kongens Magt og gøre ham Modstand. Hvad siger du dertil? er du skyldig eller ej?"

Vantro svarede: „Jeg kender ikke Shaddai; jeg elsker min gamle Fyrste og holder det for min Pligt at være ham tro, som har betroet mig noget, og derfor gjorde jeg alt det, som stod i min Magt, for at indtage deres Sind, der er i Menneskesjæl, og at overtale dem til at gøre deres Bedste for at hindre med al Magt de fremmede og dem, som var komne udenlands fra. Jeg har endnu ikke forandret denne min Mening, og vil heller aldrig gøre det af Frygt for Ubehageligheder; selv om I nu har dette Sted i eders Magt og hersker herinde."

„Hos denne Mand," sagde Retten, „er der, som I selv ser, ingen. Forbedring at vente; han forsvarer endog sin Ugudelighed med formastelige Ord og fremturer i sin Ondskab med uforskammet Dristighed; før ham derfor bort, Fangevogter, og lad Glem-det-Gode komme ind."

Da han var kommet ind, tiltalte Skriveren ham saaledes: "Du er her angivet under Navnet Glem-det-Gode for at have trængt dig ind i Menneskesjæl, og du skal, da alle Sagers Bestyrelse var dig betroet her, aldeles have undladt at anvende denne dig givne Magt til at befordre Stadens Bedste. Du skal meget mere have slaaet dig sammen med Diabolus og holdt med hans Høvedsmænd og Krigshær til Shaddais største Vanære og til Brud paa hans Love, saa at Meirneskesjæl blev bragt i yderste Fordærvelse. Hvad siger du dertil? er du skyldig eller ej?"

Han svarede: „Ædle Herrer og mine nuværende Dommere! Hvad de Misgærninger angaar, for hvilke jeg nu er bleven anklaget, saa beder jeg, at alt saadant maa tilskrives min Alderdom, men ikke nogen ond Vilje, mit Hoveds Svaghed og deraf flydende slette Hukommelse, og ikke mit Sinds Efterladenhed; ja jeg lever i denne Forhaabning, om jeg og skulde findes skyldig i noget, at eders Mildhed og Barmhjærtighed forskaaner mig for stor Straf."

Retten svarede: „Din Forglemmelse af det Gode kom ikke af Skrøbelighed, men af ond Vilje, da det er dig imod at beholde det, som dydigt er, i dit Sind. Hvad, som var ondt, det kunde du ikke glemme; men det gode var altfor besværligt at tænke paa. Du søger alene ved din foregivne Alderdomssvaghed at forblinde Retten, for derved at besmykke dine Skalke stykker. Men lader os alligevel høre, hvad Kongens Vidner har at anføre imod dig. Er han skyldig eller ej? hvad siger I ?"

Løgnhader sagde: „Min Herre, jeg har hørt Glem-det-Gode sige, at det var ham ganske imod at tænke paa det, som er godt." „Hvor skete det," spurgte Skriveren. Løgnhader sva-