Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

16-25

-bo, som af Kongen er forpligtet til at vise eder Underdanighed og al mulig Tjeneste ; derfor, paa det jeg maa være tro mod mig selv og eder, har jeg noget, som er af højeste Vigtighed, at meddele eder. Under mig derfor eders Opmærksomhed og hører mig med TaaImodighed, og jeg forsikrer eder forud, at jeg søger ikke mit, men eders Bedste i alt, hvad jeg gør, hvilket nok skal bevises, naar jeg faar fremsat min Mening; thi naar jeg skal tale rent ud, mine ædle Herrer, saa er jeg kommen for at undervise eder om, hvorledes I kan blive fri for det Slaveri, hvorunder I ubevidst ligger fangne :"

Dette fik Staden Menneskesjæl til at spidse Ørene, og Indbyggerne tænkte : „Kære, hvad er dog dette ?" Han fortsatte og sagde : „Jeg har noget at sige eder, som angaar eders Konge og hans Lov, og tillige noget, som vedrører eder selv. Hvad eders Konge angaar, saa ved jeg, at han er stor og mægtig; dog er ikke alt, hvad han har sagt eder, Sandhed og heller ikke til eders Fordel, thi det, hvormed han hidtil har truet eder, kan ikke ske eller gaa i Opfyldelse, om I endog gjorde alt, hvad han har forbudt eder ; men selv om der var nogen Fare derved, hvad for en Trældom er det dog ikke altid at leve i Frygt for den allerstørste Straf alene derfor, at man gjorde en saa ringe Ting, som det at æde af en liden Frugt. Angaaende hans Lovbud maa jeg fremdeles bemærke, at de baade strider mod den sunde Fornuft og er ufordragelige ; imod den sunde Fornuft strider de, fordi Straffen og Misgerningen aldeles ikke staar i Forhold til hinanden ; der er en stor Forskel mellem Livet og et Æble ; men alligevel maa det ene gaa for det andet i Kraft af den Lov, som Shadddai har givet.

Men hans Lov er ogsaa uklar ; thi først siger han, at I maa æde af alt, og derefter forbyder han eder dog at æde af en vis Frugt ; endelig maa den ogsaa være ufordragelig, efterdi den Frugt, af hvilken det er eder forbudt at æde netop alene er i Stand til at skænke eder et Gode, som tilforn har været eder ubekendt. Dette fremgaar af Træets eget Navn, som er Kundskabens Træ paa godt og ondt. Har I vel denne Kundskab ? Nej ! Nej ! og saalænge I holder eder Kongens Befaling efterrettelig, er det eder ikke muligt at begribe, hvor godt, hvor fornøjeligt og hvor særdeles behageligt det er at opnaa Kundskab. Hvorfor skal I holdes i Uvidenhed og Blindhed ? Hvorfor vil I ikke tiltage i Kundskab og Forstand ? Og jeg vil, hvad eder selv angaar, sige eder, I Indvaanere af den berømte Stad Menneskesjæl : I er ikke et frit Folk ! I bliver holdte i Baand og Slaveri, og det formedelst en uretfærdig Trusel, hvortil der ikke anføres anden Grund end denne : Som jeg vil have det, saa skal det ske. Er det ikke bedrøveligt at tænke paa, at det samme, som er forbudt eder, kunde skaffe eder, baade Visdom og Ære? Thi da vilde eders Øjne aabnes, og I skulde blive ligesom Gud. Da nu Sagen forholder sig saaledes," vedblev han, „kan I vel af nogen Fyrste holdes i et værre Slaveri, end det, I indtil denne Dag har taalt ? I bliver behandlede som umyndige Børn, uden alt Hensyn, hvilket jeg noksom har paavist ; thi hvad kan være større Trældom, end at holdes i Blindhed ? Lærer ikke selve Fornuften eder, at det er bedre at have Øjne end at mangle dem, og at det er bedre at leve i Frihed end at være indesluttet i en mørk og stinkende Hule ?"

Som nu Diabolus talte disse Ord til Menneskesjæl, skød i det samme en af Helvedes Aander paa Høvedsmand Modstand, som stod paa Porten, og saarede ham i Hovedet, saa han døde og faldt ned af Muren, hvorved Borgerne og Indvaanerne blev ganske forsagte, men Diabolus saa meget modigere.

Da nu Høvedsmand Modstand, som var den eneste Krigsmand, Staden havde, saaledes var ryddet af Vejen, blev den arme Menneskesjæl ganske modfalden og havde ikke ringeste Hjærte til at gøre Modstand, men det gik som Djævelen ønskede.

Derpaa fremstod Hr. Uro, som Diabolus havde bragt med sig, og som var hans Talsmand, for at tale til Menneskesjæl ; hans Tales Indhold var følgende :

I ædle Herrer ! Det er min Herres Lykke, at han i Dag med en saadan Stilhed og Opmærksomhed bliver hørt af eder, og vi har den Forhaabning, at vi skal kunne overtale eder til ikke at forkaste et godt Raad ; min Herre har en meget stor Kærlighed til eder, og skønt han særdeles vel ved, at han staar i Fare for at falde i Unaade hos Kong Shaddai, saa vil dog Kærligheden til eder faa ham til at gøre meget mere end dette; , det er ogsaa ufornødent at bruge flere Ord for at bekræfte Sandheden af, hvad han har sagt; thi der er ikke et Ord, som jo i sig selv ikke er klart nok. Træets Navn gør en Ende paa al Strid i denne Sag; derfor vil jeg med min Herres Tilladelse alene tilføje dette — her gjorde han et dybt Buk for Diabolus —: overvejer hans Ord, beser Træet og dets behagelige Frugter ; tænker ogsaa paa, at I endnu ved lidet, og at dette er et Middel, hvorved I kan lære mere, og dersom eders Forstand ikke lader sig overtale til at antage et saa godt Raad, saa er I ikke de Mænd, som jeg mente I var."

Da nu Stadens Indvaanere saa, at Træet var godt at æde af og behageligt at se til, et Træ, som vakte Begær efter Visdom, gjorde de, hvad Uro raadede dem til ; de tog af Træets Frugt og aad deraf. Men jeg skulde allerede før have fortalt, at paa samme Tid som Uro holdt denne Tale til Indvaanerne, segnede Hr. Oprigtighed om paa det Sted, han stod, og kunde ikke bringes tillive igen, hvad enten det nu kom af et Skud fra Kæmpens Lejr, eller ogsaa det foraarsagedes af den gamle Forræder og Skælm Uros stinkende Aande, hvilket jeg er mest tilbøjelig til at tro.

Saaledes døde disse tvende tapre Mænd ; tapre kalder jeg dem, thi de var Menneskesjæl en Pryd og Herlighed, saalænge de var derinde. Der var nu ikke en eneste modig Sjæl igen i Staden ; de faldt alle ned og underkastede sig Diabolus og blev hans Slaver og Vasaller, som I nærmere skal faa at høre.

Da nu disse to var døde, handlede de øvrige Indvaanere som Daarer ; de gav sig straks i færd med at prøve Kæmpens Ord og gjorde først, som Uro tilraadede dem ; de saa paa den forbudne Frugt, overlagde med sig selv, blev indtagne deraf, tog den og spiste. Men de havde ikke saasnart smagt den før de blev ganske som drukne og aabnede Øreporten og Øjesporten, lod Diabolus med hele sit Følge drage ind og glemte aldeles deres fromme Shaddai, hans Lov og hans Dom, som han havde udtalt med højtidelige Trusler mod Overtræderne.

Da Diabolus nu paa denne Maade havde faaet Indgang gennem Stadens Porte, drog han midt ind i Staden for at gøre sin Sejr saa sikker, som muligt, og da han mærkede, at Folkets Tilbøjelighed for ham paa denne Tid var meget stor, holdt han det for bedst at smede, medens Jernet var varmt, fuldførte derfor sin bedrøvelige Tale og sagde : „Ak, mine kære Indvaanere i Menneskesjæl, jeg har sandelig gjort eder en stor Tjeneste, idet jeg har hjulpet eder til saa stor Ære og Frihed ; men desværre kære Venner, der fattes eder en, som kan tage eder i Beskyttelse ; thi vær forvissede om, at naar Shaddai hører, hvad der er passeret, vil det gøre ham hjertelig ondt, at I har brudt hans Lænker og afkastet hans Aag. Hvad vil I da gøre ? Vil I taale, nu, da eders Frihed er saa ubegrænset, at man river eder eders Privilegier al Hænderne, eller hvad vil I bestemme eder til ?" Da sagde de allesammen til denne Tornebusk : „Vær du vor Konge". Dette Tilbud antog han og blev altsaa Konge over Staden Menneskesjæl. Da dette nu var sket, overgav man ham straks Slottet og Stadens ganske Fæstning til Residens ; derpaa gik han ind i Slottet, som Shaddai havde bygget i Menneskesjæl til sin egen Lyst og Fornøjelse, men som nu var bleven til en Røverkule og Fæstning for Kæmpen Diabolus.

Da han nu var kommen i Besiddelse af dette anselige Palads, gjorde han det til sit Hovedsæde, befæstede det, og forsynede det med allehaande Forraad imod Kong Shaddai, eller den, der vilde forsøge, at tage det fra ham og. bringe det under hans Lydighed.

Da dette var gjort, begyndte han at overlægge med sig selv, hvorledes Staden kunde ombygges ; snart opbyggede han noget, snart rev han det ned igen, alt efter sit eget Forgodtbefindende, hvorfor han ogsaa afsatte Borgmesteren, Hr. Forstand, og Hr. Registrator Samvittighed fra deres Embeder og fratog dem deres Myndighed.

Thi uagtet Borgmesteren var en forstandig Mand, der havde sluttet sig til Stadens menige Hob, da Menneskesjæl overgav sig til Kæmpen, saa troede Diabolus, at det ikke vilde være heldigt at lade ham beholde sin forrige Anseelse og Glans, da han var en skarpsindig Mand ; derfor tog han ikke blot Embede og Magt fra ham (2 Kor 10.4) men han lod ogsaa opbygge et højt og stærkt Taarn imellem Solens Straaler og Vinduerne af denne Herres Palads, hvorved hans Hus blev saa mørkt som Natten selv (Eph 4.18). Da han nu saaiedes blev skilt fra Lyset, blev han som en blindfødt ; den gode Herre sad nu i dette sit Hus saa indesluttet som i et Fængsel og turde ikke imod sit Æresord gaa udenfor sine fire Vægge. Og selv om han havde haft Hjærte til at gøre noget for Menneskesjæl, hvad kunde han da vel gøre, eller hvori kunde han forskaffe Staden nogen Fordel ? Saaledes blev Borgmesteren, saalænge Menneskesjæl var under Diabolus Magt og Herredømme (og under denne Magt blev Staden saa længe, som den var Diabolus lydig, nemlig indtil den ved Krig blev reddet ud af hans Hænder) den berømte Stad meget mere til Hinder end til Fordel.

Hvad Hr. Registratoren angaar, saa var han, førend Staden blev indtagen, en Mand, som var vel belæst og kendt i Kongens Love, og tillige en tapper og paalidelig Mand, der altid holdt sig til Sandheden, hans Tunge var ligesaa veltalende, som hans Hoved var fyldt med Forstand. Denne Mand, der dog havde givet sit Samtykke til, at Staden blev overgivet til Diabolus, kunde han paa ingen Maade fordrage, fordi han med al sin List, Bedrageri Falskhed og alle sine Kneb ikke var i Stand til at gøre ham til sin Livegen. Det er jo sandt, at han nu var kommen langt bort fra, sin forrige Konge, og at han fandt stor Fornøjelse i at leve under Kæmpens Love ; men alt dette kunde ikke hjælpe, saalænge han ikke ganske var bleven hans egen. Han kunde ogsaa nu og da tænkte paa Shaddai og nære Frygt for hans Lov, og da kunde han med en Stemme, der lignede en Løves Brølen, tale imod Diabolus ; ja han kunde og til visse Tider, naar disse Anfald kom over ham, bringe hele Staden til at skælve ved sin Røst ; thi I maa vide, at han undertiden havde forskrækkelige Anfald. Derfor kunde Menneskesjæls nye Konge hverken taale eller fordrage ham, og han var mere bange for Registratoren end for nogen af alle dem, som var blevne ilive i Staden, da han med sine Ord paa omtalte Maade fik den ganske Stad til at bæve ; thi disse var som rullende Tordenslag. Da nu derfor Kæmpen ikke kunde faa ham paa sin Side, begyndte han at overveje, hvad han skulde gøre for at bringe den gamle Herre paa Afveje og for ved Udsvævelser at gøre hans Sind sløvt, og hans Hjerte haardt paa Forfængelighedens Vej; og han havde ikke saa snart besluttet dette, førend han ogsaa satte det i Værk. Han fordærvede denne Mand saa smaat og umærkeligt og drev ham til Synder og Ugudelighed, saa at han tilsidst ikke blot blev fordærvet og besmittet, men kom saavidt, at han ikke mere gjorde sig nogen Samvittighed over Synden. Dette, var det yderste, hvortil Diabolus kunde bringe det ; derpaa udtænkte han noget andet, og det var at indbilde Folket, at Hr. Registrator var en Nar og derfor ikke værd at agte. Og i det øjemed betjente han sig af de Anfald, som han undertiden havde, og sagde : „Dersom han var ved sine fulde fem Sanser, hvorfor gør han da ikke bestandig saaledes ? Men", vedblev han, „det gaar denne gamle Adelsmand næsten som alle andre Daarer; de har deres Svagheder og Griller, og saa længe det staar paa, fører de en forstyrret og buldrende Tale." Saaledes bevirkede han, at Menneskesjæl forsømte, foragtede og forsmaaede alt, hvad Hr. Registratoren kunde sige.

Desuden vidste Diaholus endnu en anden Udvej, hvorved han gjorde, at'den gamle Herre, naar han var vel tilmode, nægtede og tilbagekaldte alt, hvad han under sine Anfald havde bekræftet, og dette var sandelig den nærmeste Vej til at gøre ham foragtelig og latterlig samt bevirke, at ingen længere nærede nogen Agtelse for ham. Registratoren talede nu efter denne Dag aldrig mere frivillig om Shaddai, men kun naar han blev tvungen dertil med Vold og Magt. Dernæst kunde han den ene Tid være meget hidsig og ivrig imod det, hvorved han en anden Tid forholdt sig ganske rolig ; saa ubestandig var han nu i alle sine Gerninger. Undertiden kunde han være som død, og det endog, naar hele Staden Menneskesjæl var i sin fulde Svir og Forfængelighed og dansede efter Kæmpens Pibe.

Naar derfor Menneskesjæl undertiden blev forskrækket ved Registratorens dundrende Røst, og dette blev Diabolus bekendt, sagde han, at hvad den gamle Herre forebragte, kom ikke af Kærlighed eller Medlidenhed, men af en naragtig Lyst til at tale, og derved vidste han at stille Indvaanerne tilfreds, saa de atter holdt sig rolige.

Og for ikke at undlade nogen Bevisgrund, som kunde fordrive deres Sorg, sagde han, og det mange Gange : „O, Menneskesjæls Indvaanere, mærk vel; at uagtet al denne gamle Herres Skrig og Larm og dundrende Ord, saa hører I dog intet fra Shaddai." Saaledes talte den frække Bedrager, medens netop ethvert Skrig, som Registratoren udstødte imod Menneskesjæls Syndere, var Guds Røst, som talte gennem ham.

I ser," sagde han videre, „at Menneskesjæls Frafald og Oprør af ham agtes for intet, og at han ikke umager sig med at kræve noget Regnskab af sin Stad, fordi den har overgivet sig til mig ; han ved vel, at skønt I var hans, saa er I nu paa en retmæssig Maade blevne mine, og efterat vi nu har overgivet os til hinanden, har han slaaet Haanden af os." Dernæst sagde han : „O, Menneskesjæls Indvaanere, betænker engang, hvorledes jeg har hjulpet eder efter yderste Formue med det allerbedste, jeg havde, og som kunde forskaffes i Verden ; desuden tør jeg vel sige, at de Love og Vedtægter, hvorunder I nu er, og ved hvilke I viser mig Lydighed, gør eder mere lykkelige og tilfredse end Paradiset, som I før besad. Eders Frihed er, som I ved, af mig meget forøget og udvidet, medens jeg fandt eder som et trælbundet Folk ; jeg har ikke heller lagt nogen Tvang eller noget Baand paa eder ; I har ikke heller at frygte, at jeg skal paalægge eder nogen Lov eller Forordning; jeg fordrer ikke af nogen Mand iblandt eder Regnskab for hans Gerninger undtagen af den halvgale Mand (Samvittigheden), — I ved, hvem jeg mener. Jeg har ladet enhver af eder leve som en Prins paa sine Ejendomme med ligesaa liden Kontrol fra min Side, som jeg har af eder."

Paa denne Maade stillede Diabolus Menneskesjæl tilfreds, naar Registratoren undertiden besværede dem altfor meget. Ja, han kunde med slige forbandede Taler sætte hele Staden i Oprør, saa at den grumt rasede imod den gamle Hædersmand, og Afskummet af Folket og den gemene Pøbel undertiden var færdig til