Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

156-165

blev anført derved, og Seglene, hvormed Brevet var forseglet, var meget skønne at se til.

Da Registratoren havde endt Oplæsningen af Benaadningsbrevet, løb Indvaanerne op paa Stadens Mure, sprang og hoppede af Glæde og bøjede sig syv Gange med deres Ansigter imod Immanuels Telt, og med høj Røst raabte de af Glæde: „Evindelig leve Immanuel." Derefter blev der givet Befaling, at de unge Folk i Menneskesjæl skulde ringe med Glædesklokkerne, hvilket ogsaa skete, og Folket sang til Klokkernes Lyd, og der lød Musik i ethvert Hus i Menneskesjæl.

Efter at Prinsen havde sendt disse tre Fanger fra Menneskesjæl tilbage til deres Stad med Glæde og Pauker og Piber, befalede han sine Høvedsmænd, Officerer og Krigsfolket i hele Lejren at holde sig færdige den samme Morgen, som Hr. Registratoren skulde oplæse Benaadningsbrevet til at udføre hans Vilje. Da nu den omtalte Morgen kom, befalede Immanuel, just da Hr. Registratoren havde endt Oplæsningen af Benaadningsbrevet, at alle Trompeter i Lejren skulde lade sig høre, og at lade Fanerne vaje, af hvilke han lod Halvparten plante paa Bjerget Naadig og den anden Halvdel paa Bjerget Retfærdighed. Han befalede ogsaa, at alle Høvedsmænd skulde tage Harnisk paa, og at hele Krigshæren skulde opløfte et Fryderaab. Heller ikke Høvedsmand Troen kunde forholde sig rolig paa en saadan Dag, uagtet han havde Vagt paa Slottet ; men han viste sig paa Toppen af Fæstningen ved Trompetens Lyd for Menneskesjæl og for Prinsens Sejr.

Saaledes har jeg nu vist eder den Fremgangsmaade, som Immanuel brugte for at rive Staden Menneskesjæl ud af Tyrannen Diabolus Haand og Magt.

Da nu saaledes Fyrsten havde fuldendt de udvortes Glædestegn, befalede han sine Høvedsmænd og Soldater, at de skulde vise Menneskesjæl nogle Krigsøvelser, hvortil de ogsaa straks beredte sig; med hvilken Dygtighed, Hurtighed og Nøjagtighed viste ikke disse Stridsmænd deres Kyndighed i Krigsøvelser for Menneskesjæl, der betragtede dem med Beundring. Disse Krigsfolk gjorde en Mængde Manøvrer, alt med saadan Orden, at i Menneskesjæl alle, som saa det, blev henrykte derover og forstummede ved denne Armes Hurtighed og Færdighed i at bruge sine Vaaben, hvilket alt-sammen forekom Menneskesjæl saare vidunderligt.

Da disse Krigsøvelser var forbi, kom alle Stadens Indvaanere alle som en Mand ud til Prinsen i Lejren for at takke og prise ham for den mere end overflødige Gunst, som han havde bevist dem og tillige for at bede, om at hans Naade vilde behage at komme ind i Menneskesjæl med alle sine Mænd og tage Bopæl for evig der, og dette gjorde de paa den aller-ydmygeste Maade og bukkede sig syv Gange til Jorden for ham. Derpaa sagde han til dem: „Fred være med eder." De traadte nær til og rørte med deres Hænder ved Spidsen af hans gyldne Septer, med de Ord: „Ak, at Prins Immanuel med sine Øverste og Krigshelte evindelig vilde bo i Menneskesjæl, og hans Slynger og Murbrækkere maatte være indenfor Stadens Mure, til Prinsens Tjeneste og Nytte og til Menneskesjæls Hjælp og Styrke!" Fremdeles sagde de: „Vi har Rum nok for Dig og Dine Krigsmænd og Vaaben og Plads nok til at bygge et Opbevaringshus for Dine Vogne. Dersom du gør dette, 0 Immanuel, da bliver du evindelig Konge og den øverste Befalingsmand i Menneskesjæl, ja du skal være vort Hoved og regere over os efter din Sjæls Velbehag, og gør dine Høvedsmænd og Krigsfolk til Regenter og Fyrster under dig, og vi vil være dine Tjenere og din Lov skal være vor Rettesnor."

Hertil føjede de ogsaa en Bøn om, at Hans Majestæt ikke vilde forlade dem; „thi," sagde de, „dersom du nu, da du har vist denne din elendige Stad Menneskesjæl saa megen Naade, vilde drage bort fra os tilligemed dine Officerer, saa vilde den ulykkelige Menneskesjæl dø. „Ja," vedblev de, „dersom du, vor velsignede Immanuel, skulle skilles fra os nu, da du har gjort os saa meget godt og vist os saa stor Barmhjertighed, hvad vilde følge deraf andet, end at det vilde blive, ligesom vi aldrig havde haft nogen Glæde, og at vore Fjender paany vilde overfalde os og vise en større Grusomhed end første Gang. Derfor beder vi dig, o du vore Øjnes Lyst, og vor elendige Stads Styrke og Liv, hør denne vor Bøn, og kom og bo midt iblandt os og lad os være dit Folk. Desuden Herre, ved vi ikke, om der ikke endnu paa denne Dag ligger mange Diabolister skjult i Menneskesjæl; og de vil, om du forlader os, forraade os og bringe os igen i Diabolus Hænder. Og hvem ved, om de ikke allerede denne Dag hemmelig har sluttet Forbund og lagt Raad op for at udføre saadant imod os? Vi vil nødig atter falde i Diabolus grumme Hænder; behag derfor naadig at tage Bolig og Opholdssted i vort Palads og lad dine Krigsfolk indkvartere i de fornemstes Huse i vor Stad, hvilke ogsaa kunde tjene til Opbevaringssted for de Krigsforraad, som du har med dig."

Herpaa svarede Prinsen: „Dersom jeg kommer ind i eders Stad, vil I da tillade, at jeg mod mine og eders Fjender udfører det, som jeg har besluttet i mit Hjærte, ja vil I være mig behjælpelige dermed?"

De svarede: „Vi ved - ikke, hvad vi skal gøre, vi kunde aldrig have tænkt, at vi skulde være bievne saadane Forrædere imod Shaddai, som vi siden er blevne. Hvad skal vi sige til vor Herre? Han kan ikke tro sine Hellige. Lad Prinsen bo i vort Slot og lægge en Garnison i vor Stad. Lad ham sætte sine Høvedsmænd og Krigshelte over os, ja lad ham overvinde os med sin Kærlighed og indtage os med sin Naade, da vil han sandeligen være med os og hjælpe os, som han gjorde i denne Morgenstund, da Benaadningen blev os forelæst, og saa skal vi adlyde vor Herre og vandre paa hans Veje og med hans, Ord gøre Udfald imod den mægtige."

„Endnu et Ord, og saa har dine Tjenere udrettet, hvad dem paaligger, og da vil vi ikke mere være vor Herre til Besvær. Vi kender ikke din Visdoms Dyb, o vor Fyrste. Hvo er den, som skulde have kunnet tænke, — saafremt han havde villet lade sin Fornuft raade, — at der af disse bittre Prøvelser, hvormed vi alvorlig er prøvede, skulde kunde udflyde en saadan Sødhed? Ak, Herre ! lad dit Lys gaa foran os og din Kærlighed følge efter, ja tag os ved Haanden og led os efter dit Raad, og lad samme allevegne blive i vort Hjærte, paa det alting maa tjene til dine Tjeneres Bedste; kom ind i vor Menneskesjæl og gør, hvad dig behager; naar det sker, vil du bevare os fra Synden og sætte os i Stand til at kunne tjene dig."

Hertil svarede atter Prinsen: „Gaa bort i Fred til eders Huse, jeg vil gærne føje mig efter eders Begæring, jeg vil nedtage mit kongelige Telt, og imorgen lade min Magt marschere frem for Øjenporten og saaledes straks drage ind i eders Stad; jeg vil selv besætte eders Slot (Hjertet) og indkvartere mit Krigsfolk blandt eder, ja, jeg skal gøre saadanne Ting i Menneskesjæl, som jeg aldrig vil gøre imod noget Folk, Land eller Kongerige under Himmelen." Da frydede den ganske Stad sig, og enhver gik med Glæde hjem til sit; da fortalte enhver sine Venner og Paarørende det gode, som Immanuel havde lovet Menneskesjæl. „Imorgen," raabte de, „vil han holde sit Indtog i vor Stad, og saa vil han med sine tage Bolig i Menneskesjæl."

Straks løb alle Indvaanerne til de grønne Træer for at samle Grene og Blomster for dermed at bestrø Gaderne til deres Prins's, Shaddais Søns, Indtog; de forfærdigede ogsaa Kranse og andre smukke Ting til Tegn paa deres Fryd og til Bevis paa deres Glæde over, at de skulde modtage Immanuel i Menneskesjæl; ja de bestrøede alle Gader fra Øjenporten og indtil Porten paa Slottet, som var det Sted, hvor Immanuel skulde residere. De foranstaltede ogsaa ved hans Ankomst Musik, saadan som Staden Menneskesjæl kunde tilvejebringe, for dermed at opvarte ham paa Vejen til Paladset, hvor han skulde bo.

Da nu den bestemte Tid kom, blev Portene aabnede, og alle de ældste og fornemste i Menneskesjæl gik ud imod ham for at ønske ham tusinde Gange velkommen.

Og ban brød op og alle hans Tjenere med ham og drog ind i Menneskesjæl. Han var klædt i en gylden Rustning og kørte i sin kongelige Vogn; Basunernes Lyd hørtes, Fanerne vajede i Vinden, og hans ti Tusinder fulgte ham. Stadens ældste gik hobevis foran ham, til de kom til Slotsportene. Medens dette Indtog varede, var Stadens Mure opfyldte af Indvaanere, som gik frem og tilbage for at beskue deres velsignede Fyrstes og hans kongelige Krigshærs Indtog. Vinduerne, Altanerne og Husenes Tage var fulde af alle Slags Mennesker, som var komne for at se, hvorledes deres Stad nu skulde fyldes med alt godt.

Da han nu var kommen saa langt ind i Staden, at han havde naaet Registratorens Hus,(Samvittigheden) sendte han Bud til Høvedsmand Troen for at erfare om Menneskesjæls Slot (Hjertet) var vel pyntet og rengjort til hans kongelige Nærværelse — thi Høvedsmand Troen havde faaet Befaling om Slottets Udsmykning og Rengørelse (Ap Gj 15.9) og han fik til Svar, at alt var i Orden. Da fik Høvedsmand Troen Befaling til at gaa ud med sin hele Magt og modtage Prinsen, hvilken Befaling han straks efterkom og ledsagede Fyrsten ind paa Slottet (ved troen bor Kristus i hjertet), hvor denne tog Ophold med alle sine Helte og Krigsmænd til største Trøst og Glæde for Staden Menneskesjæl.

Hvad der nu mest laa Indvaanerne paa Hjærte, var, hvorledes Høvedsmændene og Krigsfolket af Prinsens Hær bedst kunde blive fordelte og indkvarterede hos dem; de tænkte nu ikke mere paa at stikke noget af Vejen for dem, men hvorledes deres Huse og alt, hvad de havde, kunde staa aabent for dem; thi enhver i Menneskesjæl havde nu saa stor Kærlighed til Immanuel og dem, som var med ham, at intet andet voldte dem Bekymring, end at de ikke kunde modtage Prinsens hele Magt, ja de holdt det for deres største Ære og Fornøjelse, naar de kunde opvarte dem, og vise dem Tjenester og de løb paa det mindste Vink og Befaling, som om de havde været deres Bud og Tjenere. Tilsidst blev det besluttet, at Høvedsmand Uskyld skulde indkvarteres hos Hr. Fornuft, Høvedsmand Fordragelighed skulde have Bolig hos Hr. Sind, som i det sidste Oprør havde været Hr. Viljes Skriver, og Høvedsmand Kærlighed indkvarteredes i Hr. Lidenskabs Hus. Høvedsmand Godt-Haab skulde have sin Plads hos Hr. Borgmester Forstand. I Hr. Registrator Samvittigheds Hus tog efter hans Ansøgning, Høvedsmændene Boanerges og Overbevisning med alle deres Undergivne ind; thi da dette Hus var nær ved Slottet, og Prinsen havde befalet, at han, om det skulde gøres fornødent, skulde give Tegn til Allarm i Menneskesjæl, saa havde han udbedt sig dette Sted.

Da den øverste Befaling over Menneskesjæl, næst efter Prinsen, var anbetroet Hr. Vilje, tog han Høvedsmændene Dom og Straf med alle deres Mænd i sit Hus for at sørge for deres Bedste, ligesom han tilforn under Tyrannen Diabolus havde været til deres Forlis og Skade. (Rom 6.19) Immanuels Krigsmagt var fordelt over hele Staden; men Høvedsmand Troen, og de, som var med ham, blev paa Slottet. Saaledes tog Prinsen med sine Høvedsmænd og Krigsfolk Ophold i Staden Menneskesjæl.

De ældste og fornemste i Menneskesjæl fandt saa stort Behag i Immanuels Person, Gærninger, Ord og hele Væsen, at de aldrig kunde se sig mætte paa ham; derfor anholdt de hos ham om, at han, skønt Slottet i Menneskesjæl var hans Bolig, og de ønskede, at han evig maatte blive og bo der, desuden ogsaa vilde behage ofte at besøge deres Gader, Huse og Folket i Menneskesjæl, „thi" sagde de, „din Nærværelse, din Beskuelse, dit venlige Ansigt og Ord, o ! ærværdige Overherre, er Staden Menneskesjæls Liv, Styrke og Kraft."

Dernæst indgav de ogsaa Armsøgning til ham om, at de, uden at falde ham til Besvær og være ham til Forhindring, stedse maatte have fri Adgang til ham og beskue hans vise Gerninger, hans Paladses Befæstning og hans kongelige Bolig. Han indvilgede i denne deres Ansøgning, hvorfor han ogsaa gav Befaling til, at Portene stedse skulde staa aabne. Naar han talte, tav alle og hørte paa ham, og naar han gik omkring, var det deres Lyst at efterfølge hans Fodspor.

En Gang lod Immanuel berede et stort Maaltid for Menneskesjæl, og paa Festdagen strømmede Stadens Indvaanere til for at tage Del deri; han trakterede dem med alle Slags udenlandske Retter, som ikke voksede paa Menneskesjæls Marker eller i hele Kongeriget Jordens Kreds. Disse Retter kom fra hans Faders Hof ; der blev fremsat Ret efter Ret (Den ene Forjættelse efter den anden) for dem, og de fik Befaling til at spise af Hjærtens Lyst, men hver Gang der kom en ny Ret, saa de paa hverandre og sagde: „Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad de skulde kalde det (Der Israels Børn saa det, sagde de, den ene til den anden: hvad er det? thi de vidste ikke, hvad det var. Da sagde Moses til dem: det er det Brød, som Herren haver givet eder at æde. 2 Mosb. 16, 15). De drak ogsaa af det Vand, som var blevet til Vin, og var meget glade derved. Der lød ogsaa en liflig Musik, saalænge de sad ved Taffelet, og saaledes spiste Menneskesjæl Englebrød og drak Honning af Klippen. De fik ikke anden Spise end den, som var brugelig ved Hoffet, og deraf havde de en stor Overflødighed. Musikanterne var ikke fra Menneskesjæl, men var Sangere, som havde sunget ved Shaddais Hof.

Da Maaltidet var til Ende, vilde Immanuel fornøje sine Gæster med nogle Spørgsmaal om skjulte Ting, (Den hellige skrift) hvilke hans Faders Privat-Sekretær havde opsat, efter Shaddais Visdom og Forstand. Disse Spørgsmaal handlede om Kong Shaddai og hans Søn Immanuel liligesom ogsaa om hans Krig og Adfærd mod Menneskesjæl.

Immanuel forelagde dem ogsaa selv nogle af disse Spørgsmaal, og hvor tydelig blev de ikke forklarede! De saa da det, som de aldrig tilforn havde set; de havde ikke kunnet tænke, at saadanne mærkværdige Ting kunde indeholdes i saa faa Ord; men da deres Forstand aabnedes kunde de tydelig forstaa, at det var saaledes, ja de kunde straks begribe, at alle disse Spørgsmaal var ligesom Afbildninger af Immanuel; thi naar de læste i Bogen, hvor disse Spørgsmaal stod beskrevne, og siden beskuede Prinsens Ansigt, fandt de straks saadan Lighed, at de intet andet kunde sige, end: „Her er Lammet, dette er Offeret, her er Klippen, her er Døren, og denne er Vejen," og flere saadanne Ting.

Derefter sendte han atter Menneskesjæls Indvaanere bort Hvo kan beskrive, hvor fornøjede de var med den Beværtning, de havde faaet. De var ligesom henrykte af Glæde og betagne af Forundring, naar de betænkte, hvorledes Immanuel havde modtaget dem, og hvilke skjulte Ting han havde aabenbaret dem. Da de var komne hjem og i Stilhed overvejede alt dette med sig selv, kunde de ikke andet end synge om ham og om hans Gærninger; ja Menneskesjæls Indvaanere var saa indtagne af Prinsen, at de endog i Søvne sang om ham.

Nu havde Immanuel besluttet i sit Hjærte at gøre saadan Forandring Med Menneskesjæl og sætte den i saadan Stand, som mest stemte