Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

146-155

Møde for at faa at vide, hvad Svar de havde faaet paa deres Bønskrift. Disse raabte til dem og sagde: „Hvad nyt har I fra Prinsen, og hvad har Immanuel sagt ?" Men de svarede, at de ligesom forrige Gang, maatte gaa til Fængslet og der afgive Beretningen. Saa gik de da til Fængslet med en stor Mængde Folk i Hælene paa sig. Da de nu kom til Fængselsporten, meddelte de Fangerne den største Del af Immanuels Tale, nemlig om den Utroskab, de havde vist ham og hans Fader, og hvorledes de havde taget Diabolus Parti, holdt sig til ham, kæmpet for ham, lyttet til ham, ladet sig regere af ham og foragtet Immanuel og hans Mænd. Dette bragte Fangerne til at blegne; men Sendebudene fortsatte og sagde : „Prinsen sagde endvidere, at han dog vilde tage eders Bøn skrift under Overvejelse og give saadant Svar derpaa, som vilde anstaa hans Herlighed." Da de havde udtalt disse Ord, sukkede Hr. Vaade-Øjne meget dybt. Ved dette blev de alle dybt bekymrede, og de vidste ikke, hvad de skulde sige; Frygt havde ogsaa grebet dem paa en forunderlig Maade, og man kunde læse Dødens Rædsel paa deres Ansigter. Nu var der iblandt dem en særdeles skarpsindig Mand, dog af ringe Stand; hans Navn var gamle Gransker. Denne spurgte Sendebudene, om dette var alt, hvad Immanuel havde svaret. De svarede: „Nej, ikke alt." Den gamle Hr. Gransker sagde : „Det tænkte jeg nok ; hvad mere har han da sagt eder ?" De tav stille en lang Stund, men tilsidst kom de frem med det altsammen og sagde : „Prinsen har befalet os at bede Høvedsmand Boanerges og Høvedsmand Overbevisning om at sende Fangerne ud til ham imorgen, og at Høvedsmændene Dom og Straf skulde blive tilbage og tage vare paa Slottet og Staden, indtil de fik nærmere Ordre fra ham." De føjede ogsaa til, at da han havde givet dem denne Befaling, vendte han sig øjeblikkelig bort fra dem og gik ind i sit kongelige Telt.

Men ak, hvor denne Beretning især Bestemmelsen om, at Fangerne skulde føres ind i Lejren til Prinsen, indgav dem Skræk! Det var, som om deres Lænker skulde sønderbrydes ; derfor udstødte de alle et Skrig, der hørtes helt op i Himlen, og alle tre Fanger beredte sig til Døden. Da sagde Registratoren: „Dette var det, som jeg stedse har frygtet for ;" thi de mente alle, at i Morgen inden Solens Nedgang vilde ingen af dem mere være i Live. Og den hele Stad mente, at naar dens Tid og Time kom, vilde de alle komme til at tømme det samme Bæger, hvorfor Menneskesjæl tilbragte hele Natten med Sørgeklage i Sæk og Aske. Da Tiden var kommen, da Fangerne skulde føres frem for Prinsen, klædte de sig i Sørgeklæder med en Strikke om Halsen; alle Stadens Indvaanere var iførte Sørgeklæder og gik op paa Murene i den Tanke om muligt derved at bevæge Prinsen til Medlidenhed. Men hvorledes teede Fangernes nærmest staaende sig? 0, de løb hid og did i Hobetal paa Gaderne i Menneskesjæl og raabte under stor Tummel, den ene dette, den anden hint, saa at Menneskesjæl mere og mere sattes i Forvirring.

Tiden kom nu, da Fangerne skulde ud til Lejren og fremstille sig for Prinsen. De gik derud i følgende Orden: Høvedsmand Boanerges marscherede med en Trop foran, og Høvedsmand Overbevisning fulgte bagefter. Fangerne var midt imellem dem og bundne med Lænker. Den Trop, som gik foran og bagefter, drog frem med vajende Faner, men Fangerne gik nedslaaede med bedrøvet Sind og i Sørgeklæder med Reb om deres Hals, slog sig for Brystet og turde end ikke opløfte deres Øjne til Himmelen. Saaledes gik de igennem Menneskesjæls Porte, indtil de kom til Kongens Lejr, hvis Glans og Herlighed meget forøgede deres Bedrøvelse. Nu kunde de ikke længere holde sig, men raabte højt : „O ulyksalige Menneskesjæl, o elendige Menneskesjæls Indvaanere !" og da Lænkernes Raslen blandede sig med Fangernes Raab, blev Lyden saa meget mere bedrøvelig.

Omsider kom de til Indgangen af Prinsens Telt, hvor de straks kastede sig ned paa Jorden, og da Fangernes Ankomst var bleven meldt, satte Prinsen sig paa sin Trone og lod de bundne føre frem, og da de kom frem for ham, skælvede og bævede de, og med stor Skam skjulte de deres Ansigter. Da de kom nær til Stedet, hvor han sad, faldt de ned for ham; men Fyrsten befalede Boanerges, at de skulde staa oprejste; saaledes stod de nu, skælvende og bævende, og Prinsen sagde nu til dem:

„Er I de Mænd, som fordum har været Shaddais Tjenere?" De svarede: „Ja, Herre, ja." Prinsen sprugte videre: „Er I de samme, som har tilladt den grumme Diabolus at beskæmme og fordærve eder?" De svarede : „Herre! vi gjorde mere, end at vi tillod det; thi vi samtykkede ogsaa selv deri."

Prinsen spurgte fremdeles : „Vilde I vel have fordraget, at denne eders Trældom under hans Magt maatte have varet hele eders Levetid?" Fangerne svarede : „Ja, Herre, ja ; thi hans Veje var behagelige for vort Kød, og vi blev derved aldeles fremmede for en bedre Tilstand." Prinsen blev ved at spørge og sagde: „Da jeg kom og belejrede Staden, ønskede I da vel af Hjærtet, at jeg ikke maatte vinde Sejer ?" De bejaede ogsaa dette. „Hvad Straf mener I da, at I ved disse store og grove Synder har fortjent?" De svarede: „Baade Døden og Afgrunden, naadige Herre! thi mindre kan os ikke vederfares." Han spurgte videre, om de havde noget at anføre, som de troede skulde kunde gøre nogen Forandring i den Dom, de selv tilstod at have fortjent. De svarede : „Vi ved ingen Ting at anføre derimod, naadige Herre ! thi Du er retfærdig, og vi har syndet." Prinsen spurgte dem: „Hvad betyder disse Reb om eders Hals?" Fangerne ' svarede: „De er anbragt der, at man derved kan fastbinde os paa det Sted, hvor Straffen skal fuldføres, saafremt det ikke skulde være Dig behageligere at vise os Barmhjærtighed." (Den ugudeliges Misgerninger skal gribe ham, og han skal holdes med sin Synds Strikker) Fremdeles spurgte han, om alle Menneskesjæls Indvaanere aflagde samme Bekendelse. De svarede : „Ja Herre, alle indfødte aflægger samme Bekendelse som vi; men hvad Diabolisterne gør, som er komne ind i Staden, siden den af Tyrranen blev indtagen, derom ved vi intet." Derpaa befalede Prinsen ved en Herold at kundgøre under Trompeternes Lyd i den hele Lejr, at Prins Immanuel, Shaddais Søn, havde paa sin Faders Vegne og til hans Navns Herliggørelse, vundet en fuldkommen Sejer over Menneskesjæl, og at Fangerne skulde følge efter Herolden og sige Amen dertil. Dette skete som det var befalet, og paa samme Tid hørtes en skøn Musik fra den høje Himmel, Høvedsmændene i Lejren raabte med Glæde og hele Krigshæren sange Triumf- og Sejers-salmer til Prinsens Berømmelse. Fanerne flagrede hid og did for Vinden, og allesteds var der en uudsigelig Glæde; men i Folkets Hjærter i Menneskesjæl fandtes endnu aldeles ingen Glæde.

Herpaa befalede Prinsen, at Fangerne skulde føres for ham, hvilket ogsaa skete, og de stod der med Frygt og Bæven for hans Ansigt. Da sagde han til dem : „Hvad de Synder, Overtrædelser og Uretfærdigheder angaar, som I tilligemed Staden Menneskesjæl Tid efter anden har begaaet imod min Fader og mig, da har jeg Magt og Befaling af min Fader til at forlade Staden Menneskesjæl dem allesammen, og derfor forlader jeg eder dem." Da han havde sagt dette, gav han dem et omfattende og almindeligt Benaadningsbrev, skrevet paa Pergament og forseglet med syv Segl, og befalede Hr. Borgmesteren, Hr. Vilje og Hr. Registratoren, at de den følgende Morgen ved Solens Opgang skulde forkynde samme for hele Staden Menneskesjæl. Desuden afførte Prinsen Fangerne deres Sørgeklæder og gav dem Prydelse for Aske, Glædens Olie for Sorg og priselige Klæder for en vansmægtig Aand. Han gav ogsaa enhver af dem tre Klenodier af Guld og Ædelstene; han tog Rebet bort og hængte en Guldkæde (Es 61.3) om deres Hals og satte Ringe i deres Øren, Da nu Fangerne hørte alle disse Prins Immanuels liflige og trøstige Ord og havde set alt, hvad han havde gjort imod dem, blev de derover næsten som fra sig selv og stod som henrykte; thi Naaden, Velsignelsen og Forladelsen var saa uformodet, saa herlig og saa stor, at de vilde segne under Vægten deraf ; ja Hr. Vilje segnede ganske til Jorden; men Prinsen traadte hen til ham, kyssede ham, omfavnede ham med sine evige Arme og bød ham være ved godt Mod; thi alt skulde fuldkommes ved hans Ord. Han kyssede og omfavnede ogsaa de to andre, som var hans Staldbrødre, og han saa venligt til dem og sagde: „Tager dette som et Tegn paa den Kærlighed, Gunst og Barmhjærtighed, som siden skal vederfares eder, og jeg befaler Dig, Registrator, at Du bekendtgør for Menneskesjæl, hvad du har set og hørt."

Herpaa blev Lænkerne sønderbrudte for deres Øjne, og de blev satte i Frihed. Da faldt de ned for Prinsens Fødder, kyssede dem og vædede dem med deres Taarer, idet de raabte med høj Røst: „Lovet være Herrens Herlighed fra sit Sted!" Siden befalede Prinsen dem at staa op og gaa tit Staden for at fortælle, hvad han havde gjort; han gav ligeledes Ordre til, at man med Pauker og med Piber skulde følge med dem og spille for dem den ganske Vej lige til Staden Menneskesjæl, og svaledes vederfaredes dem det, som de aldrig havde kunnet forestille sig, og de fik det, de aldrig havde drømt om.

Prinsen lod ogsaa den ædle Høvedsmand Troen kalde og befalede ham, at han med vajende Faner skulde marschere foran disse Mænd af Menneskesjæl lige til Staden; saa befalede han ham ogsaa, at paa samme Tid, som Registratoren bekendtgjorde den almindelige Forladelse i Staden, skulde han med sine titusinde Mand drage ind med vajende Faner igennem øjenporten og videre gennem Hovedgaden i Staden lige op til Slotsportene og tage dem i Besiddelse, indtil hans Herre kom. Han befalede ham endvidere, at han skulde sige til Høvedsmændene Dom og Straf, at de skulde levere Fæstningen til ham, drage ud af Menneskesjæl og i Hast vende tilbage til Prinsen i Lejren.

Og nu var Staden Menneskesjæl ogsaa befriet fra Frygten for de første fire Høvedsmænd og deres Folk.

Jeg har jo fortalt eder, hvorledes Fangerne blev modtage af den ædle Prins Immanuel; og hvorledes han ledsagede dem hjem med Piber og Pauker. Og nu kan I tænke, at Indvaanerne i Byen, som den hele Tid havde ventet at faa at høre om deres Død, ikke kunne andet end at leve i stor Uro og plages af Tanken, der stak som spidse Torne. Heller ikke kunde de tænke, sig noget bestemt. De holdtes hele Tiden i stor Uvished; ja deres Hjærter var som en Vægt, der ikke kan holdes rolig af den skælvende Haand. Men endelig fik de, efter at de mange Gange havde spejdet ud over Stadens Mure, langt borte Øje paa noget, der syntes at nærme sig Byen. Tilslut opdagede de, at det var Fangerne. Men I kan ikke tænke eder, hvor deres Hjærter blev grebne af Forundring, da de saa dem komme tilbage og endnu mere, da de saa. med hvilken Hæder og Ære de sendtes hjem. De gik til Lejren med sorte Klæder, men kom til Staden igen med hvide Klæder; de gik til Lejren med Reb om deres Hals, men kom tilbage med Guldkæder; de gik til Lejren med Baand og Lænker om deres Ben, men kom tilbage løsladte og frie; de gik til Lejren i Forventning om den visse Død, men kom igen. til Staden fuldkommen forsikrede om deres Liv ; de gik til Lejren med bedrøvede Hjærter og kom tilbage med Piber, Pauker og klingende Spil foran sig. De kom ikke saasnart for Øjeporten, før den arme, bedrøvede Menneskesjæl opløftede et saadant Frydeskrig, at Høvedsmændene i Prinsens Hær sprang op ved Lyden deraf. Ak! hvem kan vel gaa i Rette for dem herfor, siden deres døde Venner igen havde faaet Liv; thi det var for dem ligesom Liv af Død, da de saa Stadens Ældste i saadan Glans og Herlighed; de ventede ikke andet end Økse og Blok! men se! de fik Fryd og Glæde, Trøst og Vederkvægelse, og de blev ledsaget med en saa skøn Musik, at en syg maatte blive frisk derved (Es 33.24).

Da de mødtes, hilsede de hverandre og sagde: „Velkommen, velkommen, velsignet være den, som har skaanet eder." „Vi ser nu," sagde de, „at det staar vel til med eder; men hvorledes vil det gaa med Staden Menneskesjæl ? mon det og vil Løbe vel af for Menneskesjæl?" Da. svarede Registratoren og Borgmesteren dem: „Ak et herligt Budskab og et velsignet Budskab, et godt Budskab og et for Menneskesjæl overmaade glædeligt Budskab !" Da de hørte dette, opløftede de atter saadant et Glædes- og Frydesraab, at Jorden gav Genlyd. Derefter spurgte de om et og andet, især hvorledes Sagerne stod i Lejren, og hvad Budskab de havde fra Immanuel til Staden. Da fortalte de dem alt, som var hændt dem i Lejren, og hvad Prinsen havde gjort imod dem. Alt dette opvakte en særdeles stor Forundring hos Menneskesjæl over Prinsens Visdom og store Naade. Derefter fortalte de, hvad de af Immanuels Hænder havde faaet til hele Staden, og Registratoren gjorde det bekendt med følgende Ord: "Benaadning, Benaadning, for Menneskesjæl! og dette skal imorgen yderligere blive bekendt." Derpaa befalede han, at Indvaanerne næste Morgen skulde indfinde sig paa Torvet for at høre Oplæsningen af den almindelige Benaadning.

Men hvem kan beskrive, hvilken Forandring og Omvæltning disse Ting foraarsagede i Menneskesjæl? Ingen af Indvaanerne kunde sove den Nat for Glæde; i ethvert Hus var der Jubel og Glæde, Frydesang og Lystighed, de gjorde ikke andet end fortalte og hørte af hverandre om Menneskesjæls Lykke; og dette var Omkvædet i alle deres Sange: „O mere om dette, naar Solen rinder, mere om dette imorgen !" Hvem skulde vel igaar have sagt, at denne Dag skulde blive saadan en Dag for os? Hvem skulde have tænkt, da han saa vore Fanger blive førte ud, belagte med Jern, at de skulde komme tilbage igen smykkede med Kæder af Guld. Ja de, som havde fældet Dommen over sig selv, og som gik for at dømmes af deres Dommer, er bleven frikendte af hans Mund, ikke fordi de var uskyldige, men ved Prinsens Barmhjærtighed; ja de er blevne sendte hjem med Piber og Pauker. Sker vel saadant hos andre Fyrster? mon de vel plejer at bevise Forrædere saadan Bevaagenhed og Naade? Nej! dette er alene Shaddais og Immanuel, hans Søns, Vis."

Da Morgenen brød frem, kom Hr. Borgmesteren, Hr Vilje og Hr. Registratoren til den Tid, Prinsen havde bestemt, paa Torvet, hvor Folket ventede paa dem, og de kom i samme Pragt og Herlighed, som Prinsen Dagen tilforn havde iklædt dem med, og Gaderne lyste af deres Glans. De gik først til Mundporten, som laa ved den nedre Ende af Torvet, fordi det fra fordums Tid havde været det Sted, hvor de offentlige Sager blev oplæste; derhen kom de i deres lange Kjortler, og Paukerne gik foran dem. Imidlertid var Folkets Begærlighed stor efter at kende Sagen i dens rette Sammenhæng.

Da nu Registratoren var traadt frem og havde vinket med sin Haand til Tavshed, oplæste han med høj Røst Prinsens Benaadningsbrev. Men da han kom til disse Ord : „Herren, Herren er barmhjærtig og naadig Gud, som forlader Misgærning og Overtrædelse og Synd og til de Ord: „Alle, Synder ogsaa Bespottelser kan forlades Menneskenes Børn," kunde de ikke længere holde deres Glæde i Tømme ; thi I maa vide, at enhvers Navn i Menneskesjæl