Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

136-145

da han havde sagt dette, overleverede han Bøn-skriftet.

Da Prinsen havde gennemlæst det, vendte han sig et Øjeblik om og græd; men da han havde overvundet sig selv noget, vendte han sig igen til Mennesket, som imidlertid laa og græd for hans Fødder, og sagde til ham: „Gaa hen til Din Stad, jeg vil overveje Din Ansøgning."

Man kan let forestille sig, i hvilken Rædsel og Frygt de, som havde afsendt ham, imidlertid tilbragte Tiden, og da de vidste sig skyldige, frygtede de, at deres Bønskrift skulde blive forkastet, og med stor Længsel og Hjærtets sælsomme Bevægelser saa de ud efter ham for at erfare, hvorledes det vilde gaa med deres Ansøgning. Endelig saa de den udsendte komme tilbage, og de spurgte ham straks, hvad Immanuel havde sagt, og hvorledes det var gaaet med deres Bønskrift. Men han svarede, at han ikke kunne tale noget derom, førend han kom til Fængslet, hvor Hr. Borgmesteren, Hr. Vilje og Hr. Registratoren var fængslede. Han skyndte sig da til Fængslet, hvor Fangerne fra Staden Menneskesjæl laa bundne. Men hvilken stor Mængde løb ikke efter ham, for at høre det tilbagebragte Svar! Da han var kommen til Fængslets Port, blegnede Hr. Borgmesteren, saa han blev ligesom et hvidt Klæde, og Hr. Registratoren skjalv og bævede. Dog spurgte de ham og sagde: „Velan! gode Ven, hvad har den store Fyrste sagt Dem?" Hr. Opvakt-Længsel svarede: „Saasnart jeg kom til min Herres Telt, spurgte jeg efter ham, - og han kom ud til mig; jeg faldt derpaa straks ned for hans Fødder, og saaledes overleverede jeg mit Bønskrift; thi hans Persons Højhed og hans Skikkelses Herlighed vilde ikke tillade, at jeg kunde staa paa mine Fødder. Da han nu tog imod Bønskriftet, raabte jeg: „O, at Menneskesjæl maatte leve for Dit Ansigt!" Da han havde læst noget deri, vendte han sig om og sagde til mig: „Gaa hjem til din Stad, jeg vil overveje din Ansøgning. Den udsendte lagde ogsaa til: „Prinsen, til hvem I har sendt mig, er saa skøn og herlig, at alle, som ser ham maa elske og tillige frygte ham. Hvad mig angaar, kunde jeg ikke gøre anderledes, men hvad der vil blive Enden paa alle disse Ting ved jeg ikke."

Over dette Svar stod alle bestyrtede, saavel de, som var i Fængslet, som de øvrige, der havde fulgt den udsendte for at høre, hvad han havde udrettet. De vidste ikke, hvad de skulde gøre, eller hvorledes de skulde forstaa det, som Prinsen havde sagt. Men da Folkemassen var borte, begyndte Fangerne at udtyde Prinsens Ord. Hr. Borgmesteren sagde, at dette havde intet forskrækkeligt i sig; Hr. Vilje sagde, at det betød meget ondt, og Hr. Registratoren holdt for, at det var Dødens Budskab. De, som stod noget derfra, og ikke saa vel kunde høre, hvad Fangerne sagde, fattede af og til et Ord af deres Tale. Nogle havde hørt, hvad den udsendte havde sagt, og andre det, som Fangerne havde dømt derom; saaledes havde ingen nogen rigtig Forstaaelse af Sagen. Men I kan ikke forestille eder alt, hvad Folket foretog sig, og hvilken Forvirring der nu var i Menneskesjæl; thi de, som havde hørt noget, løb straks omkring i den ganske Stad. Den ene raabte et, den anden raabte et andet, og begge troede, at de talte Sandhed; thi de sagde, at de havde hørt med egne Øren, hvad de fortalte, og at de derfor ikke kunde være bedragne. Den ene sagde : vi vil alle dø ; den anden raabte : vi vil alle leve; den tredje sagde, at Prinsen aldeles ikke vilde vide af Menneskesjæl; den fjerde, at Fangerne nu straks skulde føres ud for at henrettes, og enhver hold fast paa, at han talte sandt, og at de, som sagde anderledes, tog Fejl, saa at Menneskesjæls Bekymring tog til, og ingen mere vidste, hvad han skulde tro, thi den ene sagde det stik modsatte af, hvad hans Nabo sagde, og begge paastod, at de talte Sandhed; ja nogle havde, som sagt, faaet den Mening, at Prinsen havde fattet det Forsæt, at lade Menneskesjæl omkomme ved Sværdet. Og nu begyndte det at mørkne, og den største Uro herskede der hele Natten, indtil Morgenen kom.

Saavidt jeg kunde forstaa, havde Registratoren givet Anledning til denne Forvirring, fordi han havde sagt, at Prinsens Svar, efter hans Mening, var et Dødens Budskab; dette var det, der ligesom satte Staden i Brand, og hvoraf Skrækken kom i Menneskesjæl; thi de plejede i tidligere Dage at holde Registratoren for en Profet, og de agtede paa hans Ord, ligesom Gud havde talt igennem dem, og saaledes var Menneskesjæl selv Aarsag til sin Forskrækkelse.

Nu begyndte Indvaanerne at føle, hvad der fulgte paa en haardnakket Genstridighed og Opsætsighed imod deres Fyrste. Nu, følte de Følgerne deraf i Fortrydelse og Frygt, der ligesom opslugte dem, og jo dybere de var nedsunkne i den ene, jo mere blev de forvirrede af den anden, især de fornemste i Staden.

Men for at fatte mig i Korthed: Da Skrækken havde lagt sig lidt og Fangerne var saa nogenlunde komne til - sig selv igen, fattede de atter Mod og besluttede endnu engang at overrække Prinsen et Bønskrift om, at de maatte beholde Livet; de forfattede da et tredie, hvis Indhold var, som følger:

„Store Prins Immanuel, alle Verdeners Herre og Barmhjertighedens Fyrste! Vi, Din arme, foragtelige, elendige og i Dødsnød liggende Stad Menneskesjæls Indvaanere bekender for Din store og herlige Majestæt, at vi har syndet imod Din Fader og Dig selv, og at vi ikke er værdige at kaldes Din Menneskesjæl, men havde meget mere fortjent at blive nedkastet i Afgrundens Dyb. Dersom Du, store Fyrste, vil afsige saadan Dom, saa kan vi intet andet svare, end at Du er retfærdig. Hvad Du end behager at gøre med os, saa kan vi dog ikke klage derover. Men ak! lad dog Din Barmhjærtighed raade, og lad den udstrække sig til os. Ak? vær os naadig og forlad os vore Overtrædelser, saa vil vi synge om Din Barmhjærtighed og prise Din Dom. Amen."

Da dette Bønskrift var forfattet, blev det bestemt, at det ligesom det første skulde sendes til Prinsen; men hvem skulde bringe det? — det var Spørgsmaalet. Nogle sagde, „lad ham, som gik med det første, gøre det ;" men andre holdt det ikke for raadeligt, da han ikke havde haft bedre Lykke med sig.

Nu var der en gammel Mand i Staden ved Navn Hr. God-Gærning, en Mand, hvis Levnet forresten aldeles ikke stemte overens med Navnet. Nogle mente, at man skulde betjene sig af ham dertil. Men Registratoren vilde aldeles ikke samtykke deri, „thi," sagde han, „vi trænger nu til og beder ogsaa om Barmhjærtighed, hvorfor det, at sende et Bønskrift med en Mand, af det Navn, vilde være en Modsigelse mod selve Bønskriftens Indhold. Skulde vi gøre GodGærning til vort Sendebud, naar vi i vort Bønskrift raaber om Barmhjertighed?"

Desuden sagde den gamle Adelsmand: „Om Prinsen, naar han faar Skriftet, skulde spørge: hvad er dit Navn, hvilket uden Tvivl vilde ske og han skulde svare: „Den gamle GodGærning" — hvad andet, tror I da, at Immanuel vilde svare, end dette: „Ej! lever den gamle God-Gærning endnu i Menneskesjæl, saa lad ham da frelse eder af eders Elendighed." Og hvis han siger saaledes, er jeg forvisset om, at vi alle er fortabte, ja tusinde gamle God-Gærninger vil ikke kunne frelse Menneskesjæl."

Da nu Registratoren havde anført sine Grunde, hvorfor God-Gærning ikke kunde overlevere dette Bønskrift til Immanuel, samtykkede Fangerne og de fornemste i Menneskesjæl med ham deri, og saaledes blev den gamle God-Gærning tilsidesat. De blev derimod alle enige om atter at afsende Hr. Opvakt-Længsel, hvorfor der straks blev sendt Bud efter ham, og da han var kommen, begærede de af ham, at han endnu engang skulde frembære deres Bønskrift til Prinsen. Han svarede, at han var villig hertil, hvorpaa de paalagde ham, at han for alting paa det allerhøjeste maatte tage sig iagt for, hverken med Ord eller Gærninger at fornærme Prinsen; „thi derved," sagde de, „vilde Menneskesjæl nødvendigvis styrtes i yderste Fordærvelse."

Da nu Hr. Opvakt-Længsel saa, at de havde overdraget ham dette Hverv, bad han, at de vilde tillade Hr. Vaade-Øjne at følge med ham; denne var en af hans nærmeste Naboer, en fattig Mand, en Mand med en sønderknust Aand, men derhos meget veltalende, naar han skulde bede om noget, hvorfor han og fik Tilladelse til at gaa med ham, og de gjorde sig da færdige. Hr. Opvakt-Længsel bandt et Reb omkring sin Hals, og Hr. Vaade-Øjne gik med ham, og saaledes kom de til Prinsens Telt.

Da de nu tredie Gang kom med deres Bønskrift, var de ikke uden Bekymring for, at de ved deres hyppige Besøg skulde falde Prinsen til Besvær; derfor begyndte de straks ved deres Ankomst til Teltets Dør at undskylde sig, fordi de saa ofte tillod sig at ulejlige Prins Immanuel, og sagde, at de idag ikke var komne for at besvære Hans Majestæt med vidtløftig Tale, men alene fordi Nøden tvang dem til at gaa til Hans Majestæt. Menneskesjæls Indvaanere kunde, sagde de, ikke faa Ro hverken Dag eller Nat for de Overtrædelsers Skyld, som de havde begaaet imod Shaddai og hans Søn Immanuel; de mente ogsaa, at Opvakt-Længsel maaske sidste Gang ved slet Opførsel havde givet Hans Højhed Anledning eller Aarsag til Misfornøjelse, efterdi en saa barmhjærtig Fyrste havde ladet ham gaa tomhændet fra sig og uden Trøst. Saasnart de havde gjort denne Undskyldning, kastede Hr. Opvakt-Længsel sig ned for Prinsens Fødder, ligesom han gjorde forrige Gang, og sagde: „O, at Menneskesjæl maatte leve for Dit Ansigt !" derpaa leverede han ham Bønskriftet. Da Prinsen havde gennemlæst det, gik han ligesom første Gang noget til Side, og da han atter-kom tilbage til Overbringeren, spurgte han efter hans Navn, og i hvad Anseelse han var i Staden, efterdi han iblandt saa mange var udvalgt for at afsendes med et saadant Bønskrift. Han svarede: „Ak, min Herre, fortørnes ikke paa mig! hvorfor spørger Du efter en saadan Stakkels Navn? Kære! gaa dog dette forbi, og bryd Dig ikke om, hvem jeg er, fordi der er stor Ulighed imellem Dig og mig. Hvorfor Stadens Indvaanere har valgt at sende mig med dette Budskab til min Herre, er dem selv bedst bekendt; i det mindste kan det ikke være sket fordi, de skulde have tænkt, at jeg havde min Herres Gunst; thi hvad mig selv angaar, har jeg ingen Kærlighed til mig selv, og hvorledes kan da nogen anden have Kærlighed til mig? Dog vilde jeg gerne selv leve, ligesom jeg ønsker, at mine Landsmænd maatte beholde Livet, og da nu baade de og jeg er skyldige i saa mange store Overtrædelser, saa har de afsendt mig, og jeg er i deres Navn kommen hid for at bede min Herre om Naade. Saa lad det derfor behage Dig at bøje Dit Hjærte til Barmhjærtighed, men spørg ikke efter, hvem Dine Tjenere er."

Prinsen spurgte: „Hvem er det, som Du har i Følge med Dig i denne saa vigtige Sag ?" Hr. Opvakt-Længsel sagde, at det var en af hans fattige Naboer, og hans fortrolige Ven. „Og hans Navn," vedblev han, „er med eders Majestæts gunstige Tilladelse Vaade-Øjne af Staden Menneskesjæl. „Jeg ved vel," lagde han endnu til, „at der er mange af dette Navn, som ikke duer meget; men jeg haaber, min Herre ikke tager det fornærmeligt op, at jeg har taget denne min fattige Nabo med mig."

Herpaa faldt Hr. Vaade-Øjne til Jorden paa sit Ansigt og undskyldte sig for Herren, at han var kommen med sin Nabo. "O, min Herre," sagde han, "hvad jeg er, ved jeg ikke selv, ej heller ved jeg om mit Navn er falsk, eller om det er mit rette Navn, hvilket især kommer mig for, naar jeg begynder at tænke paa, at dette Navn er givet mig, fordi Hr. Bodfærdighed var min Fader. Fromme Mennesker har ofte onde Børn, og de oprigtiges Børn er ofte Hyklere. Min Moder har fra min Vugge af givet mig dette Navn, om det er sket paa Grund af mine Øjnes Fugtighed eller mit Hjærtes Blødhed, kan jeg ikke sige; jeg ser Skarn i mine egne Taarer og Urenhed, i mine Bønner; men jeg beder Dig," — og alt dette sagde den gode Mand grædende —, "at Du ikke vil tænke paa vore forrige Overtrædelser eller føle Uvilje for dine Tjeneres Uduelighed, men at Du naadigen vil bære over med Menneskesjæls Synder og ikke længere unddrage os Din Naades Herlighed."

Da han nu havde sagt dette, rejste de sig begge op fra Jorden og blev skælvende staaende foran ham, medens han talte til dem paa denne Maade:

„Staden Menneskesjæl har gjort et sørgeligt Oprør mod min Fader, derved at de har forkastet ham som Konge og har udvalgt til sin Høvedsmand og Anfører en Løgner, Morder og bortløben Slave; thi denne Diabolus, eders foregivne Fyrste, som I skattede saa højt, gjorde Oprør imod min Fader og mig, og det midt i vort Palads og kongelige Hof i den Tanke at ophøje sig til Prins eller Konge. Men da hans Forehavende opdagedes i Tide, blev han lagt i Lænker for sin Ugudelighed og henvist tilligemed sine Tilhængere til Afgrunden, hvorpaa han henvendte sig til eder, og I har antaget ham.

Dette er nu og har allerede i lang Tid været min Fader til største Vanære, hvorfor han har udsendt en mægtig Krigshær imod eder, for at bringe eder til Lydighed igen. Men I ved, hvorledes disse Mænd og deres Høvedsmænd har været agtede af eder, og hvad de har modtaget af eders Haand; I har vist eder genstridige imod dem og tillukket eders Porte for dem; I har gjort dem Modstand og indladt eder i Fægtning med dem og tilligemed Diabolus kæmpet imod dem; derfor har de sendt Bud til min Fader og anholdt om Forstærkning, og saaledes er jeg kommen hid med mine Mænd for at tvinge eder til Overgivelse. Men paa samme Maade, som I har handlet med Tjenerne, saaledes har I ogsaa handlet med deres Herre. I har vist eder fjendtlige imod mig og og tillukket eders Porte for mig; I har anstillet eder, som I var udøve, og gjort mig Modstand, saa længe som I har kunnet. Har I vel anraabt mig om Naade, saa længe I havde noget haab om at kunne udrette noget imod mig? Siden jeg nu har indtaget Staden, beder I om Naade. Hvorfor raabte I ikke dengang, da Naadens hvide Fane, den røde Retfærdigheds-Fane og den sorte Fane, som Hr. Straf truede eder med, var udhængte for at opfordre eder dertil? Nu, da jeg har overvundet eders Diabolus, nu kommer I og beder mig om Naade, hvorfor hjalp I mig ikke imod denne mægtige Fjende? Trods alt dette vil jeg dog tage eders Bønskrift i Betragtning og give eder saadant Svar derpaa, som er ioverensstemmende med min Herlighed.

Gaa og befal Høvedsmand Boanerges og Høvedsmand Overbevisning, at de imorgen bringer Fangerne herud til mig i Lejren og sig Høvedsmændene Dom og Straf følgende: „Forbliv i Slottet og sørg for at holde alt roligt i Menneskesjæl, indtil I faar nærmere Besked fra mig." Derpaa vendte han sig fra dem og gik ind i sit kongelige Telt igen.

Efterat de havde modtaget dette Svar af Prinsen, gik de igen, som forrige Gang, tilbage til deres Landsmænd; men de var ikke komne langt bort, førend de begyndte at blive bedrøvede, da de troede, at Prinsen ikke vilde bevise Menneskesjæl nogen Naade. I saadan Sindsstemning kom de til det Sted, hvor Fangerne laa bundne. Men Bekymringen for hvad der vilde blive af Menneskesjæl havde overvældet dem i den Grad, at da de kom til dem, som havde sendt dem, kunde de næppe afgive noget Svar.

Men de kom tilsidst til Stadsportene, (nu. ventede Indvaanerne med ivrig Længsel paa deres Tilbagekomst), hvor mange kom dem i