Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

126-135

Hr. Vilje over alt og lod ham ikke have Ro i nogen Krog, ja han trængte ham saa haardt, at han jagede alle hans Folk fra ham; og Hr. Vilje var glad, at han kunde skjule sit Hoved i et Hul. Den tapre Kriger slog ogsaa tre af Hr. Viljes Befalingsmænd til Jorden. Den ene var den gamle Hr. Fordom, hvis Hoved blev kløvet i Oprøret. Denne Mand havde Hr. Vilje sat til Vogter af Øreporten, og nu faldt han ved Hr. Strafs Haand. Den andens Navn var Hr. Haardnakket, ligeledes en af Hr. Viljes Befalingsmænd samt Kommandant over de to Kanoner. som var anbragte ovenpaa Øreporten; han blev og fældet af Høvedsmand Straf. Foruden disse to var der en tredie Høvedsmand ved Navn Forræderi, et slet Menneske, men en som Hr. Vilje stolede ubetinget paa; han blev tillige med de øvrige dræbt af Hr. Straf.

Denne anrettede ogsaa et stort Nederlag blandt Hr. Viljes Soldater, dræbte mange af dem, som var mest forvovne og dristige, og saarede nogle, som var de flinkeste og mest virksomme paa Diabolus Side. Men alle disse var Diabolister, og ikke en eneste af Menneskesjæls Indfødte blev saaret.

Man erfarede ogsaa, at de andre Høvedsmænd havde udført adskillige Krigsbedrifter. Ved Øjenporten, hvor Godt-Haab og Høvedsmand Kærlighed havde deres Post, blev der anrettet et stort Blodbad; thi Høvedsmand Godt-Haab ihjelslog med egen Haand en Høvedsmand ved Navn Forblindelse, som holdt Vagt ved denne Port og havde et Tusind Mand under sig, som fægtede med Stridsøkser. Disse forfulgte han ligeledes, ihjelslog mange, men saarede endnu flere; de øvrige gemte sig hist og her i Jordhhuller.

Ved denne Port havde Hr. Uro, om hvem der før er talt, ligeledes sin Post. Han var en gammel Mand og havde et Skæg, som naaede ham ned til Bæltet. Han var Diabolus Talsmand og gjorde meget ondt i Staden. Han faldt ogsaa for Høvedsmand Godt-Haabs egen Haand; kort sagt, Diabolisterne laa i disse Dage døde i alle Kroge, endskønt der endnu var altfor mange tilbage i Menneskesjæl.

Nu kom imidlertid den gamle Registrator og Hr. Forstand tilligemed nogle andre af Stadens fornemste, de som han vidste, at de maatte staa og falde med den herlige Stad Menneskesjæl, sammen paa en bestemt Dag og besluttede sig til efter en fælles Raadslagning i Forening at opsætte et Bønskrift og sende det til Immanuel nu, medens havde han sin Residens i Stadens Port. Bønskriftet, som blev forfattet, havde dette Indhold: At de, de gamle Indvaanerne af den nu saa elendige Stad Menneskesjæl, bekendte deres Synder og var bedrøvede over, at de havde fortørnet hans fyrstelige Majstæt, og bad om, at han vilde spare deres Liv. Paa dette Bønskrift gav han aldeles intet Svar, hvilket gjorde dem saa meget mere forfærdede.

Imidlertid arbejdede Høvedsmændene, som var i Registratorens Hus, paa at nedbryde Slotsportene med deres Murbrækkere. Efter en Tids Møje og Arbejde blev Slotsporten kaldet „Uigennemtrængelig," opbrudt og splindret i smaa Stykker, hvorved Vejen blev aabnet til at komme ind i Fæstningen, hvor Diabolus selv havde skjult sig. Dette blev straks meldt til Immanuel, som endnu opholdt sig ved øreporten, og det blev ham berettet, at man omsider havde faaet en Aabning i Menneskesjæls Slotsport. 0! hvor blæste ikke Trompeterne ved denne Efterretning i hele Prinsens Lejr, fordi Krigen nu var kommen saa nær sin Ende, og Menneskesjæls Frihed nærmede sig.

Saasnart Prinsen fik dette at høre, brød han op fra det Sted, hvor han havde lejret sig, og tog de af sine Krigsfolk med sig, som han ansaa for de mest skikkede til denne Ekspedition, og begav sig til den Gade, som førte til Registratorens Hus. Prinsen var da iført en Rustning af fint Guld og lod ved sit Indtog i Staden bære den Fane foran sig, som han tilforn havde opsat i Lejren; dog skjulte han sit Ansigt, saalænge hans Indtog varede, saa at Folket af det, som de saa, ikke kunde vide, enten han vilde blive dem naadig eller ugunstig. Da dette Tog gik for sig, løb alle Stadens Indvaanere udenfor deres Porte for at faa Prinsen at se, af hvis Person og Herlighed de ikke kunde andet end blive højligen indtagne; dog forundrede de sig højlig over, at han tildækkede sit Ansigt; thi han talede mere med dem ved sine Gærninger end ved Ord og venligt Aasyn. Den arme Menneskesjæl gjorde her det samme, som enhver i Almindelighed er tilbøjelig til; de udtydede nemlig Immanuels Opførsel imod dem saaledes, som Josephs Brødre udlagde dennes Tale, og ganske anderledes, end hans Mening var. De tænkte og talede ved sig selv: „Dersom Immanuel havde os kær, lod han os forstaa dette enten ved Ord eller Gærninger. Men da hverken det ene eller andet sker, saa er det ganske uimodsigeligt, at han hader os, og hader han os, da følger upaatvivleligt, at Menneskesjæl bliver ødelagt, at Menneskesjæl bliver en Grusdynge." De vidste, at de havde overtraadt hans Faders Lov og forenet sig med hans Fjende Diabolus ; de vidste og, at Prins Immanuel var vel bekendt med alt dette, thi de var overbeviste om, at han var som en Guds Engel, der vidste alt, hvad der sker paa Jorden, og deraf tog de Anledning til at betænke, hvor rent fortvivlet deres Tilstand var, og frygtede, at han aldeles vilde ødelægge dem, og hvilken Tid, tænkte de, kan være mere passende end denne? thi nu har han Menneskesjæls Tømme i sin Haand. Jeg lagde særlig Mærke til, at Indvaanerne under alt dette ikke gjorde andet, ja de kunde heller ikke gøre andet, da Prinsen drog gennem Staden, end ydmyge, krumme og bukke sig, hvor han drog forbi; ja deres Ydmyghed var saa stor, at de gærne havde villet slikke Støvet under hans Fødder ! De ønskede vel tusinde Gange, at han maatte blive deres Herre, og at de maatte leve under hans Beskyttelse; de talte indbyrdes om hans Persons Skønhed, og hvor højt hans Herlighed og Fortræffelighed overgik alt det, som er stort i Verden; men hvad dem selv angik, da kunde disse arme Hjærter ikke tage nogen fast Beslutning; deres Tanker forandrede sig meget ofte, og de gik fra den ene Yderlighed til den anden; deres Tanker. kastede dem snart frem, snart tilbage, saa at de var ligesom en Bold eller som Avner, der føres hid og did af Vinden.

Da nu Immanuel var kommen til Slotsporten, befalede han Diabolus at komme frem og overgive sig i hans Hænder ; men hvor uvillig var ikke dette Uhyre til at gøre dette ? Dog, hvor haardt det end holdt, hvormeget han end vred og vendte sig og krympede sig, maatte han dog fremstille sig for Prinsen. Da Immanuel befalede at binde ham med Lænker, hvilket og skete, for at holde ham i desto bedre Forvaring indtil Dommen, som er beredt for ham, stod Diabolus op og bad Immanuel om, at han ikke vilde sende ham ned i Afgrunden, men tilstede, at han med Fred maatte udfare af Menneskesjæl.

Da nu Immanuel havde grebet og bundet ham med Lænker, førte han ham ned paa Torvet og afførte ham der i Menneskesjæls Paasyn hans fulde Rustning, som han tilforn saa meget havde berømmet sig af. Dette var en Triumf, som Immanuel fejrede over sin Fjende, Da Kæmpen saaledes var afklædt, lod alle Prinsens Trompeter sig høre; Høvedsmændene opløftede et stort Fryderaab, og Soldaterne sang af Glæde.

Nu blev Menneskesjæls Indvaanere fremkaldte for selv at se Begyndelsen af Immanuels Triumf over sin Fjende, til hvem Menneskesjæl saa meget havde fortrøstet sig, og hvem den saa højligen havde pralet af i de Dage, da han smigrede dem.

Efterat Immanuel nu saaledes havde afklædt Diabolus, og denne stod ganske blottet og nøgen for Menneskesjæl og for Prinsens Befalingsmænds Øjne (Es 4), befalede han, at man skulde fastbinde ham ved Hjulene under hans Vogn; da han saa havde efterladt en Del af sin Krigsmagt tilligemed Høvedsmand Boanerges og Høvedsmand Overbevisning som Vagt ved Slotsportene for at gøre Modstand, om nogen af dem, som havde været i Følge med Diabolus, skulde understaa sig til at tage Portene i Besiddelse, kørte han i Triumf gennem Staden Menneskesjæl, ud gennem den Port, som kaldtes Øjenporten, til den store Plads, hvor han havde opslaaet sin Lejr.

Men det er umuligt at tænke sig — naar man ikke har set det — hvilken Jubel og Glæde der blev i Immanuels Lejr, da de saa Tyranen bundet ved den herlige Prinses Haand, og slæbt afsted ved Hjulene af hans Vogn. De sagde „Han bortførte Fangerne og afvæbnede Fyrstendømmerne og Magterne. Diabolus er ved hans Sværds Kraft overvunden og er bleven til Foragt, ja til Spot."

De frivillige og de, som var komne derhen for at se Striden, glædede sig alle, raabte med frydefuld Røst og sang paa en meget behagelig Maade, hvorfor de, som boede i det Høje, aabnede deres Vinduer og rakte Hovederne ud for at se, hvad Aarsagen til denne Jubel kunde være (Luk 15.7, 10).

Alle de af Indvaanerne, som saa dette, befandt sig saa at sige, medens de betragtede dette Syn, imellem Himmel og Jord. Sandt nok, de vidste ikke, hvilken Udgang dette vilde have for dem; men alting skete paa en saa fortræffelig Maade, at det hele kastede, jeg ved ikke hvorledes, et Smil over den ganske Stad, saa at deres øjne, Hoveder, deres Hjerter, ja de selv helt og holdent blev grebne deraf, medens de iagttog Immanuels Handlinger.

Da nu den tapre Fyrste havde endt denne Del af sin Triumf over sin Fjende Diabolus, fremstillede han ham offentligen til Foragt og Skændsel og befalede ham ikke længere at forblive i Menneskesjæl, hvorfor han gik bort fra Immanuel midt ud af hans Lejr til tørre Steder i et øde Land, søgende efter Hvile, uden at finde den (Matth 12.43).

Høvedsmændene Boanerges og Overbevisning var begge Mænd af stor Anseelse. deres Ansigter var som Løvers Ansigter, og deres Stemmer var som Havets Brusen; de var, som før sagt, indkvarterede i Hr. Samvittigheds Hus. Saasnart den høje og mægtige Prins havde fuldført sin Triumf over Diabolus, havde Indvaanerne mere Lejlighed til at se og betragte det, som disse ædle Høvedsmænd havde udrettet; men Høvedsmændene opførte sig strengt og alvorligt, (og vær overbevist om, at de havde Ordre til at gøre det), saa at de derved holdt Staden i stadig Hjertesorg og foraarsagede, at Stadens Indvaanere var tvivlraadige om Menneskesjæls tilkommende Skæbne, og at de i lang Tid ikke vidste, hvad Rolighed, Fred eller Haab havde at betyde.

Prinsen opholdt sig ikke heller i Staden, men i sit kongelige Telt, som stod i Lejren, midt iblandt sin Faders Krigsmagt. Paa en vis be lejlig Tid afsendte han en særegen Befaling til Høvedsmand Boanerges; at han skulde sige til alle Indvaanere i Menneskesjæl, at de maatte indfinde sig i Slotsgaarden, og at han da og der for deres Øjne skulde tage Hr. Forstand, Hr. Samvittighed og den ypperste iblandt dem, Hr. Vilje, og sætte dem alle tre i Fængsel og omgive dem med en stærk Vagt, indtil det behagede ham at fatte en anden Bestemmelse. Da nu Høvedsmanden havde udført denne Befaling, blev Frygten hos Beboerne af Menneskesjæl derved meget forøget; thi de blev bestyrkede i deres Frygt for, at det vilde gælde Staden Menneskesjæls Fordærvelse. Men hvad der mest gjorde deres Sind og Hjerte forskrækket og uroligt, var, at de ikke vidste, hvilken Død de kunde vente sig, ja, de frygtede for, at Immanuel skulde befale, at de nedstødtes i Afgrunden til det Sted, for hvilket deres Øverste Diabolus saa meget gruede; thi de vidste, at de havde fortjent saadan Straf ; eller de frygtede for, at han skulde lade dem henrette ved Sværdet i Stadens Paasyn og til aabenbar Skændsel. Staden var ogsaa meget bekymret for dem, som efter given Befaling var satte i Forvaring; thi disse var Stadens Støtter og Anførere, som, om de skulde blive dem frarevne, maatte give Anledning til den Tanke, at deres Henrettelse kun vilde være en Begyndelse til Menneskesjæls paafølgende Undergang. De indgav derfor tilligemed dem, som var satte i Fængsel, en Ansøgning til Prinsen, og sendte den med en Mand, hvis Navn var: „Jeg-vilde-gerne-leve." Han gik lige til Prinsens Telt i Lejren, hvor han overleverede Bønskriftet, som var af følgende Indhold:

„Store og vidunderlige Hersker, Diabolus og Menneskesjæls Overvinder! Vi, de allerelendigste Indvaanere i denne højst beklagelige Stad, bønfalder allerymygeligst om, at vi maatte finde Naade for Dine Øjne. Tænk dog ikke mere paa vore forrige Overtrædelser eller paa den Synd, som de ypperste i vor Stad har begaaet, men skaan os efter Din store Godhed og lad os ikke dø, men leve for Dit Ansigt, saa vil vi gærne være Dine Tjenere, og gøre os behagelige for Dine Øjne og opsamle Brødsmulerne under Dit Bord. Amen."

Prinsen tog vel denne Ansøgning af hans Haand, men lod ham gaa tilbage igen uden Svar. Dette satte Staden Menneskesjæl i endnu større Angest; men da de overvejede deres Tilstand, fandt de, at de enten maatte indgive flere Bønskrifter eller ogsaa dø; thi en af Delene maatte nødvendigt ske. De raadslog derfor igen med hverandre og opsatte og sendte et andet Bønskrift, der næsten var af samme Indhold som det forrige. Da dette Bønskrift nu var færdigt, blev der Spørgsmaal om, ved hvem man skulde overlevere det; thi de vilde ikke betjene sig af den, som overbragte det forrige, efterdi de frygtede, at Prinsen maaske havde fundet Mishag i hans Opførsel; derfor dristede de sig til at begære af Høvedsmand Overbevisning, at han vilde være deres Sendebud; men han svarede, at han hverken vilde eller kunde indlevere et Bønskrift til Prinsen, som kom fra Forræderes Hænder, heller ikke kunde han lade sig bruge som en Talsmand hos Prinsen for Oprørere. „Ikke desmindre," sagde han, „efterdi vor Prins er naadig, kan I vel vove endnu engang at oversende eders Bønskrift med en af eders Medborgere; men den, som dertil bliver brugt, bør gaa derhen med et Reb om sin Hals og ikke begære andet end Naade."

Den Frygt som de nærede, var Aarsagen til, at de ventede med dette Sendebud, saa længe de paa nogen Maade kunde, og længere end de burde; men omsider, da de frygtede den Fare, som vilde opstaa ved, at de biede længere, fandt de for godt, skønt meget modløse, at afsende deres Bønskrift med en Mand, som kaldtes Opvakt-Længsel. De skikkede derfor Bud efter ham og lod ham hente; han boede i en saare ussel Hytte i Menneskesjæl. Han indfandt sig straks efter sine Naboers Begæring, og de fortalte ham, hvad de allerede havde gjort, og hvad de endnu havde i Sinde at gøre, angaaende et Bønskrifts Overlevering, samt bad ham, om han vilde være saa god at gaa til Prinsen med det.

Hr. Opvakt-Længsel sagde: „Hvorfor skulde jeg ikke gøre alt, hvad jeg kan, for at frelse denne Stad Menneskesjæl fra en rigtignok fortjent Undergang?" Derpaa gav de ham Bønskriftet i Haanden og sagde ham, hvorledes han maatte forholde sig hos Prinsen, og ønskede ham vel tusinde Gange et lykkeligt Udfald. Saasnart han var kommen til Prinsens Telt, ansøgte han først om, at han maatte faa Hans Majestæt i Tale. Dette blev Prins Immanuel forebragt, og han kom straks ud til dette Menneske. Da Opvakt-Længsel saa Prinsen, faldt han paa sit Ansigt til Jorden og raabte: „O, at Menneskesjæl maatte leve for dit Ansigt !" og