Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

116-125

Fremdeles var der en Mand ved Navn Hr. Fornemmelse, som vel ikke var nogen Høvedsmand, men som dog anstrængte sig af al Magt for at ophidse Menneskesjæl til Oprør; han fik af Boanerges Soldater et Saar i Øjet, og havde han ikke i Hast taget Flugten, var han bleven dræbt af Høvedsmanden selv.

Men jeg har aldrig i mit Liv set Hr. Vilje saa modløs som i dette Slag; han var ikke i Stand til at gøre, hvad han plejede. Nogle siger ogsaa, at han blev saaret i Benet, og at man i Prinsens Lejr kunde se ham halte, naar han gik omkring paa Muren.

Jeg vil ikke her omstændelig anføre Navnene paa de Soldater, som blev dræbte, lemlæstede og saarede i Staden men deres Antal var stort ; da de saa, at Øjenportens Stolper begyndte at bevæge, sig, og at Øreporten næsten var gennembrudt, og at deres Høvedsmænd var slagne, lod mange af Diabolisterne Modet falde; nogle faldt ogsaa, ramt af Guldslyngernes Kugler, der med Kraft blev sendt ind i Staden.

Iblandt Borgerne var der en Diabolist ved Navn Det-Godes-Hader, som blev dødelig saaret; dog døde han ikke straks deraf. Ogsaa Hr. Uro, fik et stort Saar i Hovedet; nogle siger, at hans Hjerneskal blev ituslaaet; og jeg har mærket, at han siden aldrig har været i Stand til at gøre Menneskesjæl saa meget ondt, som før. Den gamle Hr. Fordom og Hr. Noget tog Flugten.

Da dette Slag var forbi, befalede Prinsen, at den hvide Fane endnu engang skulde sættes ud paa Bjerget Naadig saaledes, at den blev synlig for Menneskesjæl for at vise, at Immanuel endnu vilde være den ulykkelige Stad naadig.

Da Diabolus atter saa den hvide Fane udhængt, og da han vidste, at det ikke skete for hans, men for Menneskesjæls Skyld, udtænkte han en ny List, nemlig at love Immanuel en Reformation for derved at ophæve Belejringen. Derfor gik han en Aften, da Solen allerede for længe siden var gaaet ned, til Porten og raabte, at han vilde tale med Immanuel, som ogsaa straks kom til Stede. Diabolus talte da saaledes til ham:

„Da, De, ved at udsætte den hvide Fane, viser at De er tilbøjelig til Fred og Rolighed, troede jeg at burde underrette Dem om, at vi er beredte til at antage Freden paa saadanne Vilkaar, som De meget vel kan antage. Jeg ved, at De er meget tilbøjelig til Gudsfrygt, og at De har Behag i Hellighed, ja, at Deres fornemste Hensigt med at begynde Krigen med Menneskesjæl er, at den maa være en hellig Bolig. Velan! lad deres Magt drage bort fra Staden, saa vil jeg mage det saa, at Menneskesjæl skal give sig under Dem."

„Jeg vil lade alle Fjendtligheder mod Dem ophøre, og jeg er villig til at være Deres Statholder.

„Jeg vil bevæge Menneskesjæls Indvaanere til at antage Dem til Herre, og jeg ved, at de saameget hellere vil gøre det, naar de faar at høre, at jeg er Deres Statholder."

„Jeg vil vise dem, hvori de har fejlet, og at Overtrædelserne staar i Vejen for Livet."

„Jeg vil undervise dem i den hellige Lov, efter hvilken de bør indrette deres Levnet: jeg vil underrette dem om, hvad de har forbrudt."

„Jeg vil overtyde dem om, hvor nødvendig Reformationen er efter Deres Lov."

„Og desuden vil jeg, for at intet skal mangle, paa min egen Bekostning oprette og vedligeholde en fuldkommen Gudstjeneste og Undervisning i Menneskesjæl."

„De skal som et Tegn paa vor Underdanighed hvert A;ar faa alt det, som de anser for billigt at paalægge og fordre af os som Bevis paa vor Underkastelse."

Hertil svarede Immanuel: „O, Du, som er saa fuld af Bedrageri, hvor mangfoldige er ikke Dine Veje ! Hvor ofte har Du ikke forandret Dig og atter forandret Dig for om muligt endnu at beholde Menneskesjæl, skønt det tydelig er bleven paavist før, at jeg er dens retmæssige Arving. Du har allerede mange Gange gjort mig Dine Forslag, og dette sidste er ikke det ringeste bedre end de forrige; og da Dit Bedrageri ikke vil lykkes, naar Du fremstillede Dig i Din mørke Skikkelse, saa har Du nu forvandlet Dig til en Lysets Engel (2 Kor 11.14) og vil nu for at bedrage, anstille Dig som en Retfærdigheds Lærer.

Men vid vel, o Diabolus, at intet af det, Du foreslaar, vil komme i Betragtning; thi hos Dig gaar alt ud paa at bedrage. Du har hverken Samvittighed for Gud ej heller Kærlighed til Staden Menneskesjæl; af hvad andet kan da disse Dine Ord komme end as syndig List og Bedrageri? Den, som kan have Lyst til og vil, foreslaa, hvad der fordærver dem, som tror derpaa, bør banlyses med alt, hvad han siger. Men dersom Retfærdighed er noget saa overmaade smukt i Dine Øjne nu, hvoraf kommer det da, at Du før lod Ugudeligheden være Dig saa magtpaaliggende?

Du taler nu om Reformation i Menneskesjæl og siger, at Du selv vil, hvis det behager mig, være den, der skal staa i Spidsen for en saadan, medens Du dog vel ved, at endog den strengeste Lovopfyldelse og menneskelige Retfærdighed aldeles intet nytter, naar det gælder at borttage Forbandelsen; thi en Lov, som Menneskesjæl har brudt og overtraadt, og som forud har forkyndt Lovovertræderen Guds Forbandelse, kan siden aldrig frelse ham fra Forbandelsen, hvor meget han endog siden ved Lydighed søger at opfylde den, (uden at tale om, hvordan Reformationen i Menneskesjæl vilde blive, naar Djævelen var sat til Lastens Forbedrer). Du ved, at alt det, Du nu har sagt i denne Sag, ikke er andet end Svig og Bedrageri; og ligesom dette var det første, saa er det ogsaa det sidste Kort, Du har spillet ud. Man kan straks kende Dig igen, naar man ser Dine Klør; men naar Du fremstiller Dig i en hvid Lysets Engels Skikkelse, kan kun de færreste kende Dig. Men med min Menneskesjæl skal Du ikke gøre saaledes, o Diabolus ; thi jeg elsker min Menneskesjæl.

Desuden er jeg ikke kommen for at faa Menneskesjæl til ved eget Arbejde at søge at faa Livet ; men jeg er kommen for at den ved mig og ved det, som jeg har gjort samt herefter vil gøre for den, skal blive forsonet med min Fader, skønt den med sine Synder har opirret ham til Vrede og ikke ved Loven kan finde Barmhjertighed."

„Du siger, at Du med det gode vilde bringe denne Stad under min Lydighed, hvilket jeg dog aldrig har begæret af Din Haand. Jeg er sendt af min Fader for selv at tage den i Besiddelse og ved min Haand at lede den til en saadan Lydighed, som er velbehagelig for hans Øjne. Derfor vil jeg selv tage den i Besiddelse fordrive og udkaste Dig, jeg vil oprejse min egen Fane midt iblandt dem, og jeg vil regere den ved nye Love, ved nye Embedsmænd og paa nye Veje; ja, jeg vil nedbryde denne Stad og igen opbygge den, og den skal blive, som den aldrig har været tilforn; den skal blive den ganske Jordkreds' Herlighed og Prydelse."

Da Diabolus hørte dette og mærkede, at alle hans snedige Planer var gennemskuede, blev han saa bestyrtet, at han ikke vidste, hvad han skulde gøre. Men da han havde i sig selv en Kilde af Uretfærdighed, Grumhed og Ondskab saavel mod Shaddai og hans Søn, som imod den gode Stad Menneskesjæl, hvad gjorde han da andet end saa meget som muligt at styrke sig for at levere den ædle Prins Immanuel et nyt Slag? Saaledes maa vi da nu have endnu en Kamp, før Staden Menneskesjæl bliver erobret. Stig da med op paa Højene, I, som har Lyst til at følge Krigens Gang, og se hvorledes de dræbende Hug falder paa begge Sider, idet den ene søger at beholde og den anden at bemægtige sig Staden Menneskesjæl.

Efterat Diabolus derfor havde trukket sig tilbage fra Volden, og havde begivet sig til sin Krigsmagt, som han havde indkvarteret midt i Menneskesjæl, vendte Immanuel ligeledes om til sin Lejr igen, og de indtog begge den Stilling, som de ansaa for passende i Slaget.

Diabolus, som næsten var vanvittig af Fortvivlelse, da han frygtede for, at den herlige Stad Menneskesjæl skulde slippe ham ud af Hænderne, besluttede sig til at tilføje Prinsens Arme og Staden Menneskesjæl al den Skade, han kunde — hvis han i det hele taget kunde gøre noget ; thi det var desværre ikke den elendige Stad Menneskesjæls Lyksalighed, Diabolus eftertragtede, men alene dens yderste Fordærvelse og Undergang, som det nu er let at se; derfor befalede han sine Officerer at tilføje Indvaanerne al den Skade, de paa nogen Maade kunde, og at udplyndre baade "Mænd, og Kvinder og Børn, saa snart de mærkede, at Staden ikke længere kunde holde " sig; „thi," sagde han, „det er bedre at vi aldeles ødelægger Staden og efterlader os den som en Hob Ruiner, end at vi forlader den saa, at den kan tjene Immanuel til Bolig." (Mark 9.26.27)

Paa den anden Side vidste Immanuel forud, at Udfaldet af det næste Slag vilde gøre ham til Herre over Staden, og derfor gav han en kongelig Befaling til alle sine Officerer Høvedsmænd og Krigsfolk, at de skulde forholde sig som Fjender imod Diabolus og alle Diabolisterne, men vise sig gunstige, sagtmodige og barmhjertige imod alle Indvaanerne i Menneskesjæl. „Lad derfor," sagde den ædle Prins, „Kampen særlig være rettet paa Diabolus og dem, som ham! tilhører."

Da nu Dagen var kommen, blev Befalingerne udstedt. Prinseens Hær rustede sig fortræffeligt med Vaaben, og ligesom de før havde gjort, førte de nu deres største Magt imod Øre- og Øjenporten. Løsenet var dengang: „Menneskesjæl er vundet," og saa gjorde de et Anfald paa Staden. Diabolus gjorde indenfra med sin Hovedstyrke al den Modstand han kunde; og hans fornemste og højeste Officerer fægtede i lang Tid meget haardnakket med Prinsens Hær.

Men efter tre eller fire stærke. Anfald, som Immanuel og hans ædle Høvedsmænd gjorde imod Øreporten, blev dog denne sprængt, og Laase og Skodder, hvormed den var tillukket, sprang i tusinde Stykker. Prinsens Trompeter blæste da en Fanfare, og Høvedsmændene udstødte et saadant Fryderaab, at Staden bævede, og Diabolus trak sig tilbage til sin Fæstning. Da Prinsens Folk saaledes havde aabnet Porten, kom han selv ind i Staden og oprejste der sin Trone. Han opsatte ogsaa sit Banner paa en Høj, som hans Folk forud havde havde opkastet til at sætte de store Slynger paa. Højens Navn var „Hører-Vel." Prinsen opholdt sig ogsaa for det meste paa denne Høj, thi den var nær ved Indgangen til Porten. Han gav ogsaa Befaling til, at Slyngerne skulde bruges imod Staden og først og fremmest imod Slottet, efter at Diabolus for at søge Beskyttelse havde taget Flugten derhen.

Gaden fra Øreporten gik lige til det Hus, der tilhørte den Mand, som havde været Registrator, førend Diabolus indtog Staden. Nær ved hans Hus stod Slottet, hvilket Diabolus nu allerede for længe siden havde gjort til en Elendigheds Hule. Høvedsmændene rensede nu med deres Slynger denne Gade, saa der blev en Vej lige til midt i Hjertet af Staden.

Herpaa befalede Prinsen, at Høvedsmand Boanerges med Høvedsmand Overbevisning og Dom straks skulde begive sig til den gamle Adelsmand Hr. Samvittigheds Husport. Høvedsmændene rykkede da paa Krigsvis ind i Staden og marscherede ind med vajende Faner lige til Registratorens Hus, der nu var næsten ligesaa stærkt som selve Slottet. De havde ogsaa taget Murbrækkere med for at bruge dem imod Slotsportene. Da de kom til Hr. Samvittigheds Hus, bankede de paa og spurgte, om de maatte komme ind. Den gamle Mand, som endnu ikke var bekendt med deres Forehavende havde hele Tiden, medens Slaget stod paa, holdt sine Porte lukkede, hvorfor Boanerges begærede, at de maatte aabnes. Men da ingen gav ham noget Svar, gjorde han med Murbrækkernes Hoved et saadant Stød, at den gamle Mand begyndte at skælve, og hele Huset rystede derved. Hr. Registrator traadte da frem til Porten og spurgte med bævende Læber, hvem det var, hvortil Boanerges svarede: „Vi er den store Shaddais og hans velsignede Søn Immanuels Høveds- og Befalingsmænd, og vi begærer paa den ædle Prins's Vegne at faa dette Hus til hans Brug og Tjeneste." I det samme stødte Murbrækkeren endnu engang til Porten, hvilket gjorde den gamle Adelsmand endmere forfærdet ; men han turde dog ikke andet end aabne Porten; saa snart han havde gjort det, drog Kongens Magt, nemlig de tre ovennævnte tapre Helte, straks derind. Registratorens Hus var et Sted, som var særdeles bekvemt og belejligt for Immanuel, ikke alene fordi det laa saa nær Slottet, men ogsaa fordi det var meget stort og laa ligeoverfor Slottet, som var den Hule, hvori Diabolus opholdt sig; thi han frygtede nu for at komme ud af sin Fæstning.

Hvad Hr. Hr. Registratoren angaar, da holdt Høvedsmændene alle Ting særdeles hemmelige for ham, og han vidste endnu ikke noget om Immanuels store Forehavende; han vidste heller ikke, hvad han skulde tænke herom, eller hvilken Ende en saadan tordnende Begyndelse vilde faa. Det blev straks bekendt i hele Staden, hvorledes Registratorens Hus var bleven indtaget, og at hans Værelser var besatte, og at hans Palads var gjort til Hovedkvarter ; og dette Rygte bragte stor Bestyrtelse med sig. Denne Tidende gik snart fra en Ven til en anden, og ligesom en rullende Snebold ikke aftager, men vokser i sit Løb, saa blev paa en kort Tid Staden overbevidst om, at den ikke kunde vente sig andet af Prinsen end fuldstændig Ødelæggelse, Grunden hertil var, at Registratoren var saa forskrækket, og at Høvedsmændene holdt alt saa hemmeligt for ham. Dette gav Anledning til, at en stor Mængde kom frem for at se det; men da de med deres egne Øjne saa, Høvedsmændene i Paladset, og at Murbrækkerne stødte paa Slotsportene for at omstyrte dem, blev de endnu ængsteligere og kom i endnu større Frygt. Og Manden i Huset forøgede som sagt denne deres Angst og Frygt; thi naar han kom til dem og talte med dem, vilde han ikke vide eller høre Tale om andet end Død og Fordømmelse, som Menneskesjæl havde at vente (samvittigheden er vakt).

„Thi," sagde den gamle Herre, „det er eder bekendt, at vi alle har været Forrædere imod denne engang foragtede men nu højt berømte Sejervinder Prins Immanuel; thi han har, som I ser, ikke blot haardelig belejret, men han har ogsaa med Magt tiltvunget sig Adgang gennem vore Porte. Nu flyr Diabolus for ham, og han har, som I ser, gjort en Fæstning af mit Hus imod Slottet, hvori Diabolus nu opholder sig. Jeg for min Del har syndet svarligen; og lykkelig den, som er ren. Jeg har syndet grueligt, idet jeg har tiet stille, naar jeg skulde tale, og idet jeg har undladt at øve Retfærdighed, naar jeg skulde have gjort det. Vel er det sandt, at jeg undertiden har lidt nogen Overlast af Diabolus, naar jeg vilde forsvare Shaddais Love, men ak! hvad vil vel det betyde? Skulde det vel kunne være Erstatning for det Oprør og Forræderi, som jeg har øvet, og som jeg uden Paatale har tilladt i Staden Menneskesjæl! 0, jeg skælver ved Tanken om, hvad Enden vil blive paa denne gruelige og forfærdelige Begyndelse."

Imedens nu Høvedsmændene var beskæftigede i den gamle Registrators Hus, havde Høvedsmand Straf ikke mindre at bestille i den anden Del af Staden med at sikre sig bagom liggende Gader og Mure; han forfulgte