Gamle tekster

Den hellige krig af John Bunyan

106-115

„O ulyksalige Indvaanere, jeg kan ikke andet end have Medynk og Barmhjertighed med eder. I har antaget Diabolius til eders Konge og er blevne Diabolisternes Tjenere og Opvartere og det imod eders lovlige Overherre. For Diabolus har I aabnet eders Porte, men for mig har I fast tilsluttet dem; ham har I hørt, men for mig har I tilstoppet Ørene. Han bragte Fordærvelse med sig, men I har baade modtaget denne og ham. Jeg er kommen til eder for at bringe eder Salighed, men I agter mig ikke. Desuden har I med ugudelig Haand selv taget fra eder det hellige og alt, hvad mit var i eder, og givet det til min Modstander og min Faders største Fjende. I har selv bøjet eder under hans Herredømme og svoret ham Huldskab og Troskab. Arme Menneskesjæls Indvaanere ! hvad skal jeg gøre med eder? Skal jeg anfalde eder og knuse eder til Støv ? Eller skal jeg gøre eder til et Vidnedsbyrd om min rige Naade? Hvad skal jeg gøre med eder? Hører mig, Menneskesjæls Indvaanere, agter paa mine Ord, saa skal I leve; jeg er barmhjertig, og I skal ogsaa finde mig saaledes; lukker ikke Portene for mig. (Højs 5.2) Det er mig hverken befalet, ej heller er jeg tilsinds at gøre eder nogen Skade. Hvorfor flyr I saa for eders Ven? og hvorfor hænger I saa fast ved eders Fjende? Det er sandt, jeg vil, at I skal føle Sorg og Bedrøvelse over eders Synder, som det sig bør ; men tvivler ikke om eders Liv; denne store Magt er ikke kommen for at skade eder, men for at frelse eder fra eders Trældom og for at bringe eder under den forrige Lydighed igen. Mit Hverv er egentlig at føre Krig med Diabolus, eders Konge; thi ban er den stærkt bevæbnede, som bevarer sit Hus, og deraf vil jeg uddrive ham; jeg skal uddele hans Rov, jeg skal fratage ham hans Rustning, og skal drive ham ud af hans Fæstning og gøre deraf en Bolig til mig selv. Dette skal Diabolus faa at føle, naar han følger mig i Baand og Lænker, og I skal fryde eder ved at se ham bunden. Om jeg vilde, kunde jeg vise min Magt og mage det saa at han straks skulde give Slip paa eder; men det ligger mig paa Hjærte at handle saaledes med ham, at alle maa erkende Retmæssigheden af denne Krig, jeg fører mod ham. Han har taget Menneskesjæl med Uret og hidindtil med Bedrageri og Vold beholdt den, men jeg vil udstøde ham deraf nøgen og blottet for alle Tilskueres Aasyn; alle mine Ord er Sandhed; jeg er mægtig til at genløse, og jeg skal redde min Menneskesjæl af hans Haand."

Denne Tale blev fornemmelig holdt for Menneskesjæls Skyld, men den vilde ikke høre den. Den tillukkede Øreporten, slog Laase og Skodder for og holdt den paa denne Maade tillukket og spærret med en fast Vagt indenfor, samt gav Befaling til, at der ikke maatte udgaa en eneste af Menneskesjæl, og at man ikke maatte lade nogen komme ind i Staden fra Lejren. Alt dette efterkom de ogsaa med Flid, saa forskrækkelig havde Diabolus ophidset dem imod deres retmæssige Herre og Fyrste; derfor kunde intet Menneske, ej heller nogen Stemme eller Lyd fra nogen, som hørte til den herlige Lejr, naa til Staden.

Da nu Immanuel saa, at Menneskesjæl var saa nedsunken i Synden, og at hans Ord blev ganske foragtede, sammenkaldte han sin Krigshær og gav Befaling over hele Lejren, at de paa en bestemt Tid skulde samle sig. Og saasom der nu ingen bedre Vej var til at indtage Menneskesjæl end gennem Portene, og fornemmelig gennem Øreporten, saa befalede han sine Høvedsmænd og Officerer at opstille sine Folk, Murbrækkere og Slynger for Øjen- og Ørenporten, for at man saaledes kunde bemægtige sig Staden.

Da nu Immanuel saaledes havde sat alting i Stand for at levere Diabolus et Slag, sendte han endnu engang Bud til Menneskesjæl for at erfare, om den godvillig vilde overgive sig, eller om den endnu vilde tvinge ham til at gribe til de alleryderste Forholdsregler. Herpaa sammenkaldte deres Konge Diabolus et Krigsraad, og dette besluttede, at de skulde gøre Immanuel visse Forslag, dersom han vilde antage dem, saa vilde de forene sig med `ham. Da nu dette saaledes var ordnet, blev der Spørgsmaal om, hvem man skulde afsende med disse Forslag.

Nu var der i Staden Menneskesjæl en gammel Mand en Diabolist ved Navn Uregerlig, et Menneske, der holdt stærkt paa det, han en gang havde foresat sig, og som gjorde meget af Diaobolus; han blev udsendt og lagt Ordene i Munden. Saa drog han til Immanuels Lejr, og saa snart han var ankommen, blev der bestemt en Tid, da han skulde faa Audiens. Da den Tid var kommen, og han havde aflagt sine Komplimenter paa en diabolistisk Maade, begyndte han saaledes at tale: „Stormægtige Herre! for at hver Mand kan vide, hvilkes godhjertet Fyrste min Herre er, han har udsendt mig (Se her satans list) for at sige Dem, at han hellere vil overgive den halve Stad Menneskesjæl i Deres Haand, end indlade sig i Krig med Dem (Tit 1.16); og jeg vil gærne erfare af Dem, stormægtige Herre, om De vil antage dette Forslag."

Immanuel sagde: „Den hele Stad er min saavel af den Grund, at jeg har købt den; derfor vil jeg aldrig give Slip paa det halve af den."

Hr. Uregerlig svarede: „Herre! min Mester har sagt mig, at han er tilfreds med, at De har Titel af Herre over hele Staden (Luk 13.5), og at man kalder Dem saaledes, naar han blot maa besidde sin Del."

Men Immanuel sagde: „Den hele Stad er virkelig min, og ikke blot i Navnet; derfor vil jeg ogsaa være fulkommen Herre og Besidder af alting eller ogsaa af slet intet."

Derpaa svarede Hr. Uregerlig: „Min Herre! se i hvor høj Gradt (Ap Gj 5.1-5) min Mester har fornedret sig; han vil endog være vel tilfreds, om han maatte beholde et Sted i Menneskesjæl, hvor han kan leve i Ro for sig selv, og saaledes skal De være Herre over det altsammen."

Da sagde den gode Prins: „Alt, hvad min Fader har givet mig, skal komme til mig; af alt, hvad min Fader har givet mig, vil jeg intet miste, nej ikke et Haar; jeg vil derfor ikke overlade ham den allermindste Vraa i Menneskesjæl til at bo i, men selv vil jeg beholde alting."

„Men, Herre," sagde Hr. Uregerlig videre, „om min Herre giver Dem den ganske Stad alene med det Forbehold, at naar han undertiden maatte komme til dette Land, han da pan Grund af gammelt Bekendtskab maatte, som en rejsende Mand, opholde sig der en eller to Dage, skal da heller ikke den ringe Ting blive ham bevilget ?" „Nej," svarede Immanuel, „han kom engang som Rejsende til David, og han blev ikke længe der, dog havde det nær kostet David hans Sjæl (2 Sam 12.5); jeg vil aldrig tilstaa ham, at han skal finde det ringeste Herberge i denne Stad." Uregerlig sagde derpaa: „Herre! De synes noget haard; lad nu saa være, at min Mester maa give Slip paa alt, som De siger; men kunde da ikke hans Venner og Slægtninge, som er i Menneskesjæl, faa Frihed til at handle der og beholde deres Bopæle, som de for Øjeblikket har der? Skal heller ikke det blive ham forundt?" „Nej," svarede Immanuel, „det er ikke min Faders Vilje (Rom 6.13) ; thi alle Slags Diabolister, som nu er i Menneskesjæl, eller som nogen Sinde findes deri, skal ikke alene miste deres Ejendomme og Forrettigheder, men ogsaa deres Liv." Uregerlig gjorde Indvendinger derimod. „Min Herre !" sagde han, „maa da min store Mester og Herre, naar han giver Afkald paa alt, ikke faa Lov til, ved Brev med Rejsende eller ved andre Lejligheder, som maatte forefalde, at underholde det gamle Venskab med Menneskesjæl?" Immanuel sagde: „Nej, aldeles ikke, thi nogen saadan Fortrolighed, Venskab og Bekendtskab, paa hvilken Maade den end opretholdes, vilde kun lede til Menneskesjæls Fordærvelse, dens Kærlighed vil afvendes fra mig, og den vil staa i Fare for at forspilde min Faders Gunst." Men Uregerlig lagde endnu til: „Store Herre! eftersom min Herre har mange Venner i Menneskesjæl, som er ham kære, maatte det da ikke tillades ham, naar han skilles fra dem, at meddele dem noget, som han anser tjentligt, og som stemmer overens med den Godhed og det Venskab, som han nærer for dem, saa at de, naar han er borte, kunde erindre ham ved disse Venskabs- og Kærlighedstegn, som de har faaet af deres gamle Ven, der forhen har været deres Konge, og derved ogsaa kan erindre sig de fornøjelige Dage, som de undertiden have haft, da de levede sammen i Fred?" (Rom 6.12) Hertil svarede Immanuel: „Nej ! thi naar Menneskesjæl engang bliver min, vil jeg aldrig tillade eller bevilge at det ringeste Gran eller Spor bliver tilbage af Diabolus, som kan minde om det forfærdelige Samfund, der tilforn har været mellem ham og dem."

„Velan," sagde Uregerlig, „jeg har endnu kun en Ting at fremføre, og saa har jeg forrettet, hvad mig var overdraget: Naar min Mester aldeles har givet Slip paa Menneskesjæl, og da nogen af dem, som bor der, skal have Sager af saa stor Vigtighed at afgøre, at deres Velfærd afhænger deraf, og dersom da ingen saa vel kunde hjælpe dem, som min Herre og Mester, maatte det da ikke være dem tilladt at sende Bud til min Herre og Mester? (2 Kong 1.2) og om man ikke vilde lade ham komme ind i Staden, maatte da ikke han og de Personer, som det angik, komme sammen i en eller anden nærliggende By for at raadslaa med hverandre ?"

Dette var det sidste underfundige Forslag, som Hr. Uregerlig paa sin Mesters Vegne havde at fremføre. Men Immanuel vilde ingenlunde gaa ind derpaa; „thi," sagde han, „der kan intet, det være, (hvad det være vil, forefalde i Menneskesjæl, hvori min Fader ikke skulde kunne hjælpe den (2 Kor 1.3); desuden vilde det være til stor Vanære for min Faders Forstand og Visdom, om det skulle tillades nogen i Menneskesjæl at gaa og raadføre sig med Diabolus, eftersom enhver allerede har Befaling til i alle Tilfælde med Bøn og Sukke at give min Fader sin Begæring tilkende; ja om det blev tilladt, vilde man derved aabne Diabolus Porten og give Diabolisterne i Menneskesjæl Anledning til at sammenrotte sig og smede allehaande forræderiske Anslag til min Faders og min Fortræd og til Menneskesjæls Fordærvelse og Undergang."

Da Hr. Uregerlig hørte dette Svar, tog han Afsked fra Immanuel, gik bort og sagde, at han vilde give sin Herre Besked om disse Forhandlinger, hvilket han ogsaa gjorde, da han kom til Diabolus igen, idet han fortalte ham den ganske Sag, og hvorledes Immanuel intet vilde tillade; han lod ,ogsaa Diabolus vide, at naar han engang var uddragen af Menneskesjæl, kunde han aldrig i Evighed mere komme derind eller have det ringeste mere at bestille med nogen, som der var. Da nu Menneskesjæl og Diabolus hørte denne Beretning, besluttede de enstemmig at gøre det yderste for at afholde Immanuel fra at komme ind i Staden, og at man derfor skulde sende den gamle Hr. Uro for at berette Prinsen og hans Høvedsmænd dette. Derefter steg den gamle Adelsmand op paa Øreporten og raabte til Lejren, at man skulde høre ham, hvorpaa han talte saaledes : ,;Jeg har Befaling af min høje Herre til at lade eders Prins Immanuel vide, at Menneskesjæl og dens Konge har fattet den faste Beslutning at staa og falde med hinanden, og at det er forgæves, om eders Prins bilder sig ind, at han nogensinde vil blive Herre over Menneskesjæl, om han ikke med Vold indtager den." Der var straks nogle, som gik hen for at sige Immanuel, hvad Hr. Uro, en gammel Diabolist i Menneskesjæl havde sagt. Da svarede Prinsen: „Jeg maa da engang forsøge mit Sværds Kraft (Epg 6.17); jeg vil ikke ophæve Belejringen og langt mindre drage bort fra Menneskesjæl, hvor stor Ondskab og Genstridighed den end har vist imod mig; thi jeg vil visselig indtage min Menneskesjæl." Da han havde sagt dette, befalede han straks Boanerges, Overbevisning og Straf uden Ophold med Basuners Lyd, vajende Faner og med et stort Krigsraab at drage til Øreporten; han vilde ogsaa, at Høvedsmændene Tro, Godt-Haab og Kærlighed skulde begive sig til Øjenporten; tillige befalede han, at de øvrige Høvedsmænd med deres Soldater skulde lejre sig rundt omkring Staden, hvor de kunde have størst Fordel deraf, og dette blev altsammen straks iværksat, som sig hør og bør. Siden lod han udgive Løsen, hvilket dengang var : „Immanuel." Derpaa blev der blæst til Angreb, Murbrækkerne blev satte i Virksomhed, og med Slyngerne kastede de uophørlig Stene ind i Staden, og saaledes begyndte Striden. Diabolus førte selv dem, som var i Staden, og det gjorde han ved alle Porte, og derfor var deres Modstand desto kraftigere, mere djævelsk og vederstyggeligere for Immanuel. Saaledes blev den gode Prins modtaget af Diabolus og Menneskesjæl, og han opholdt sig der mange Dage efter hinanden uden at kunde udrette noget. Det var værd at se, hvorledes Shaddais Høvedsmænd forholdt sig i denne Krig.

Høvedsmand Boanerges gjorde tre meget heftige Angreb paa Øreporten, det ene efter det andet, saa at det rystede. Høvedsmand Overbevisning trængte tilligemed Boanerges saa nær hen til Porten, som det var muligt, og da de mærkede, at Porten begyndte at bevæge sig, befalede de, at Murbrækkerne skulde fortsætte Arbejdet med samme Kraft; men da Høvedsmand Overbevisning kom ganske nær hen til Porten, blev han med stor Magt dreven tilbage og fik tre Saar i Munden. Imidlertid gik de frivillige (Englene) stedse omkring for at opmuntre Høvedsmændene.

Til de før omtalte tvende tapre Høvedsmænd sendte Prinsen Bud og lod dem føre til sit Telt. Da de kom, lod han dem hvile sig lidt og nyde nogle Forfriskninger. Der blev ogsaa draget Omsorg for Høvedsmand Overbevisning, for at han kunde blive helbredet for de Saar, som han havde faaet. Prinsen gav derpaa enhver af dem en Guldkæde og bad dem være ved godt Mod.

Heller ikke de to Høvedsmænd, Godt-Haab og Kærlighed gav de andre noget efter i denne fortvivlede Kamp; thi de gjorde deres Sager saa godt, at de næsten havde opbrudt Øjenporten. De blev ogsaa belønnede af Prinsen, og ligesaa de andre Høvedsmænd, fordi de havde holdt sig saa tappert foran Staden.

I dette Slag blev adskillige af Diabolus Officerer dræbte, og mange af Indvaanerne haardt saarede. Iblandt de faldne Officerer var en Hovedsmand ved Navn Pralhals, der mente, at ingen kunde rokke Øreporten eller bringe Diabolus Hjærte til at bæve. Desuden, faldt der en Høvedsmand Sikker, som plejede at sige, at de blinde og lamme i Menneskesjæl var i Stand til at forsvare Stadens Porte imod Immanuels Hær. (2 Sam 5.6) Høvedsmand Overbevisning kløvede med sit tveæggede Sværd Hovedet paa denne Hr. Sikker, dengang han selv fik de tre omtalte Saar i Munden.

Der var ogsaa en Høvedsmand ved Navn Storskryder; han var Høvedsmand over en Bande af dem, som udkastede Brande og Pile, ham gav Høvedsmand Godt-Haab, da han laa ved Øjesporten, med egen Haand et dødeligt Saar i Brystet.