Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

IV. OM DET HELLIGE NADVERENS SAKRAMENTE

Kap. 2. Sakramentet er et Guds Pant paa Guds Godhed og Kærlighed til Menneskene

1. (Sjælen:) I Tillid til din Godhed og store Barmhjærtighed kommer jeg som en syg, o Herre, til sin Frelser, som en hungrende og tørstende til Livets Kilde, som en trængende til Himlens Konge, som en Tjener til sin Herre, som en Skabning til sin Skaber, som en trøstesløs til sin Trøster. Men hvorledes gaar det til, at du kommer til mig? Hvem er jeg, at du skænker mig dig selv? Hvorledes kan jeg som Synder vove at træde frem for dig? Og hvorledes kan du nedlade dig til at komme til en Synder? Du kender din Tjener og ved, at der i ham ikke bor noget godt, der kunde fortjene denne Naade. Jeg bekender derfor min Ringhed, erkender din Godhed, priser din Mildhed og takker for din uendelige Kærlighed. For din egen Skyld gør du dette, ikke paa Grund af mine Fortjenester, for endnu herligere at aabenbare mig din Godhed, vise mig større Kærlighed og endnu mere anbefale mig Ydmyghed. Fordi det har behaget dig saaledes, og du har befalet det saaledes at ske, derfor finder ogsaa jeg min Glæde i din Naade, ak, stod kun ikke min Synd i Vejen! O saare milde, kærligste Jesus, hvor stor Ærefrygt og Taknemlighed med evig Pris skylder jeg ikke dig for Modtagelsen af dit hellige Legeme, hvis Herlighed intet Menneske formaar at beskrive.

Men hvad skal jeg tænke ved dette hellige Maaltid, naar jeg træder frem for min Herre, hvem jeg ikke kan tilbede, som jeg burde det, og hvem jeg dog ønsker at modtage i Ærefrygt? Er det ikke den bedste og gavnligste Tanke helt at ydmyge mig for dig og lovprise din uendelige Godhed imod mig? Min Gud, jeg lover og ophøjer dig evindeligt, men mig selv maa jeg fornedre og nedkaste for dig i min Elendigheds Afgrund. Se, du er hellig over alle hellige, men jeg er den ureneste af Syndere. Se, du bøjer dig ned til mig, som ikke er værdig at løfte mit Øje til dig. Se, du kommer til mig, du vil bo hos mig, du indbyder mig til dit Gæstebud. Du vil give mig himmelsk Mad og Englenes Brød at spise, i Sandhed intet andet end dig selv, det levende Brød, som er kommet ned fra Himlen og giver Verden Liv. Se, hvorfra Kærligheden udgaar og hvor Naaden lyser! Hvem kan takke eller lovprise dig nok for alt dette! Hvilken frelsende og gavnlig Raadslutning, da du indstiftede dette Maaltid! Hvilket lifligt og dejligt Gæstebud, da du gav dig selv hen til Spise! Hvor underfuld er din Gerning, Herre! hvor vældig din Kraft, hvor ubedragelig din Sandhed! Du talte og det skete altsammen, og det skete, som du befalede. Underligt og dog troværdigt er det og over al menneskelig Fatteevne, at du, Herre, min Gud, sand Gud og sandt Menneske, hel og udelt indesluttes i Brødets og Vinens ringe Skikkelse og nydes af den, der modtager dig, men uden at fortæres! Du, Herre over alle Ting, du som ikke trænger til noget, har ved dit Sakramente villet tage Bolig i os! Bevar mit Hjærte og mit Legeme ubesmittet, at jeg med frimodig og ren Samvittighed ret ofte kan blive i Stand til at fejre og til min Frelse modtage dit ufattelige Sakramente, som du fremfor alt har helliget og indstiftet til din Ære og evige Ihukommelse.

2. Glæd dig, min Sjæl, og tak Herren for hans ædle Gave og forunderlige Trøst, som han har efterladt dig i denne Taaredal. Thi saa ofte du paany betragter denne Hemmelighed og modtager Kristi Legeme, lige saa ofte fejrer du din Forløsning og bliver du delagtig i Kristi Fortjeneste. Thi Kristi Kærlighed formindskes aldrig og hans Forsonings Rigdom udtømmes aldrig. Derfor maa du stadig forny dit Sind, og berede dig, idet du opmærksomt betænker Frelsens store Hemmelighed. Ligesaa nyt og frydefuldt maa Sakramentet være for dig, hver Gang du deltager deri, som om Kristus først paa denne Dag blev Menneske i Jomfruens Skød eller paa Korset led og døde for Menneskenes Frelse.