Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

IV. OM DET HELLIGE NADVERENS SAKRAMENTE

Kristi Røst: Kommer hid til mig alle I, som arbejder og er besværede, og jeg vil give Eder Hvile, siger Herren. Det Brød, som jeg vil give, er mit Kød for Verdens Liv. Tager dette og æder det; det er mit Legeme, som gives for Eder. Gører dette til min Ihukommelse! Hvo, som æder mit Kød og drikker mit Blod, bliver i mig, og jeg i ham. De Ord, som jeg har talt til Eder, er Aand og Liv.

Kap. 1. Om den Ærefrygt, hvormed vi bør modtage Kristus

1. (Sjælen:) Disse er dine Ord, Kristus, du evige Sandhed! skønt ikke udtalte paa samme Tid eller skrevet paa samme Sted. Da de saaledes er dine Ord og derfor sande, maa jeg modtage dem alle med Taknemlighed og Troskab. Dine er de, og du har udtalt dem, men de er ogsaa mine, fordi du har udtalt dem til min Frelse. Gerne modtager jeg dem af din Mund, for at de des dybere kan fæste Rod i mit Hjærte. Dine Ord, der er saa fulde af Naade, Mildhed og Kærlighed drager mig, men mine egne Synder skræmmer mig, og min urene Samvittighed holder mig tilbage fra at modtage disse store Hemmeligheder. De kærligt indbydende Ord giver mig Frimodighed, men mine Synders Mangfoldighed nedtrykker mig. Du byder mig, at jeg tillidsfuldt skal nærme mig til dig, saafremt jeg ønsker at faa Del i dig, og at jeg maa tage imod Udødeligheds Næring, saafremt jeg vil naa det evige Liv og den evige Herlighed. »Kommer hid til mig«, siger du, »alle I, som arbejder og er besværede, og jeg skal give Eder Hvile«. Hvilket kærligt indbydende Ord i Synderens Øre, at du, Herre min Gud, indbyder den trængende og fattige til Delagtiggørelse i dit allerhelligste Legeme! Men hvem er jeg, Herre, at jeg vover at træde hen til dig. »Se, Himlenes Himle kan ikke rumme dig«, og du siger: »kommer hid til mig alle«! Hvad vil du da med denne naadige Barmhjærtighed og kærlige Indbydelse? Hvorledes kan jeg vove at komme, jeg som ikke ved noget godt med mig selv, hvorfor jeg kunde fatte Mod? Hvorledes skal jeg kunne føre dig ind i mit Hus, jeg som saa ofte har krænket dit naaderige Aasyn? Engle og Ærkeengle har Ærefrygt, hellige og retfærdige bæver, og du siger: »kommer hid til mig alle!« Hvis ikke du selv, Herre, sagde det, hvem vilde da tro det sandt? Og hvis ikke du selv befalede det, hvem vilde da vove at komme?

Se, Noah, den retfærdige Mand, byggede i hundrede Aar paa Arken, for at han selv med nogle faa kunde frelses; men hvorledes skulde da jeg i en Time kunde berede mig til med Ærefrygt at kunne modtage Verdens Bygmester? Moses, din store Tjener og særlige Ven byggede Pagtens Ark af Træ, der ikke kunde raadne, og beklædte den med det pureste Guld, for at han i den kunde nedlægge Lovens Tavler; skal da jeg urene Skabning vove saa let at modtage dig, som er Lovens Giver og Livets Kilde. Salomo, den viseste af alle Israels Konger, byggede 7 Aar paa det pragtfulde Tempel til dit Navns Ære, fejrede dets Indvielse i otte Dage, ofrede Tusinde Forsoningsofre og satte under Basunernes Klang og Jubelsang Pagtens Ark højtideligt paa dens Sted; skal da jeg, den elendigste og fattigste af alle Mennesker føre dig ind i mit Hus, jeg som næppe formaar at vedligeholde min Andagt i en halv Time? Ak, om jeg blot kunde det i en halv Time, en eneste Gang!

2. Min Gud, hvor meget har de nævnte Mænd ikke arbejdet for at behage dig! og hvor er mit Arbejde ringe i Sammenligning med deres. Hvor kort Tid anvender jeg ikke paa at forberede mig til Deltagelse i dit Maaltid. Sjælden har jeg samlet mig helt sammen, endnu sjældnere er jeg fri for enhver Adspredthed. Og dog burde under din Guddoms frelsende Nærværelse ingen usømmelig Tanke opstaa i mig og ingen Skabning fængsle min Opmærksomhed; thi ikke en Engel, men Englenes Herre skal jeg modtage som Gæst.

Der er dog den største Forskel mellem Pagtens Ark og alle dens hellige Genstande og dit allerreneste Legeme med alle dets uudsigelige Fuldkommenheder; mellem hine Ofre under Loven, kun Billeder paa det tilkommende, og dit Legemes sande Offer, som du frembar for at opfylde alle Fortidens Ofre. Hvorfor opflammes jeg da ikke meget mere ved din hellige Nærværelse? Hvorfor bereder jeg mig ikke med større Omhu til at nyde dit hellige Maaltid, naar hine gamle, de hellige Patriarker og Profeter, saavelsom Kongerne og Fyrsterne med hele Folket viste en saa inderlig Fromhed under Gudstjenesten?

3. Den fromme Kong David dansede foran Pagtens Ark af alle Kræfter, ihukommende de Velgerninger, som du fordum havde bevist hans Fædre; han forfærdigede alle Slags musikalske Instrumenter og digtede Psalmer til Brug ved Lovsangen; selv sang han ofte, grebet af Aandens Naade, til Cither; han lærte Israels Folk af ganske Hjærte at love Gud og med en Røst forkynde hans Pris hver eneste Dag. Men kunde man allerede den Gang udfolde saa stor en Fromhed og Ihukommelse af Guds Pris foran Pagtens Ark, hvor stor en Ærefrygt og inderlig Andægtighed maa da ikke jeg og hele den kristne Menighed vise ved Nydelsen af Kristi allerhelligste Legeme?

4. En Mængde Mennesker løber snart til et, snart til et andet Sted for at besøge Helgenlevninger, forbavses, naar de hører om deres Gerninger og ser deres Templer, og kysser deres i Silke og Guld indsvøbte Ben — og se, alt dette imedens du er nærværende hos mig her paa Alteret, du min Gud, hellig over alle hellige, Menneskenes Skaber og Englenes Herre! Ofte er det vel kun Menneskenes Nysgerrighed efter nye usete Ting, som fremkalder disse Helgenbesøg, og de bærer kun ringe Frugter af Forbedring, navnlig naar man saaledes løber hid og did uden sand Anger. Men her i Alterens Sakramente er du, Kristus Jesus, som min Gud og Menneske udelt til Stede; og her høstes de rigeste Frugter til evig Salighed, saa ofte som det modtages med værdigt og fromt Sind. Og her er det ikke Letsindighed, Nysgerrighed eller Sanselighed, som drager, men fast Tro, fromt Haab og inderlig Kærlighed.

5. O min Gud, Verdens usynlige Skaber, hvor forunderligt fører du os! hvor mildt og naadigt du handler med dine udvalgte, idet du giver dem dig selv at nyde i Sakramentet. Dette overgaar al Forstand, dette drager de frommes Hjærter med en egen Kraft og tænder i dem Kærlighedens Ild. Thi dine sande trofaste Venner, som anlægger hele deres Liv paa Forbedring, modtager ofte i dette højærværdige Sakramente den største Naade til Vækst i Fromhed og Kærlighed.

6. O forunderlige og hemmelighedsfulde Naade i dette Sakramente, hvis Storhed kun Kristi trofaste Venner kender, men som de vantro og Syndens Tjenere ikke kan erfare! I dette Sakramente meddeles aandelig Naade, den tabte Dyd genoprettes i Sjælen og den af Synden vansirede Skønhed genvindes. Saa stor er stundom denne Naade, at ikke blot Sjælen, men ogsaa Legemet føler sine Kræfter forøges.

7. Hvor er det da sørgeligt og beklageligt, at vi er saa lunkne og ligegyldige, at vi ikke med større Længsel drages til at modtage Kristus, i hvem alt vort Haab og Fortjeneste har sin Grund. Thi han selv er vor Helliggørelse og Forløsning, vor Trøst, medens vi vandrer paa Jorden, og de helliges evige Glæde. Derfor er det saa sørgeligt, at saa mange agter saa lidt paa denne frelsende Hemmelighed, som fylder Himlen med Glæde og opholder den hele Verden. Hvor blindt og haardt er ikke det menneskelige Hjærte, at det ikke agter mere paa en saa uudsigelig Gave og ved dens daglige Brug endog henfalder til Ligegyldighed for den! Dersom dette allerhelligste Sakramente kun uddeltes et Sted eller indviedes af en Præst i Verden, med hvilken Længsel vilde da ikke Menneskene drages til dette Sted for at kunne deltage i disse guddommelige Hemmeligheder! Men nu er der beskikket mange Præster, og paa mange Steder uddeles Kristi Legeme og Blod, for at Guds Naade og Kærlighed kan aabenbares des rigere for Mennesket, jo videre det herlige Sakramente er udbredt over Jorden. Tak være dig, Jesus, du evige, gode Hyrde, fordi du i din Naade vil vederkvæge os fattige og udlændige med dit dyrebare Legeme og Blod, og med din egen Munds Ord indbyder os til at modtage disse Hemmeligheder: »kommer til mig, alle I, som arbejder og er besværede, og jeg vil give Eder Hvile.«