Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 59. Om at sætte alt sit Haab og sin Fortrøstning til Gud alene

1. (Sjælen:) Herre, hvad er der, hvortil jeg kan sætte min Fortrøstning i dette Liv, eller hvad er min største Trøst af alt som er under Solen? Mon ikke du, Herre min Gud! Thi der er ikke Ende paa din Barmhjertighed. Hvor havde jeg det godt uden dig, og naar havde jeg det ondt, naar du var nær? Hellere vil jeg være fattig for din Skyld end rig uden dig. Hellere vil jeg vandre som fremmed paa Jorden med dig end eje Himlen uden dig. Hvor du er, der er Himlen, og hvor du ikke er, der er Død og Helved. Du er min Længsel, derfor maa min Sjæl sukke, raabe og kalde paa dig. Der er desuden ingen anden, paa hvis Hjælp i rette Tid jeg kan stole i Nøden uden paa dig, min Gud, alene. Du er mit Haab og min Fortrøstning, min Trøster og mest trofaste Ven i alt.

Alle søger deres eget, men du har kun min Frelse og Fremgang for Øje og leder alt til det gode for mig. Om jeg end udsættes for Fristelse og Modgang, fører du det dog alt ud til min Gavn, du, som paa tusinde Maader plejer at prøve dem, som du elsker. Men just i Prøvelsen bør du ikke prises og elskes mindre end om du fyldte mig med himmelsk Trøst. Paa dig, min Herre og Gud, grunder jeg alt mit Haab og min Tilflugt; paa dig kaster jeg al min Trængsel og Angst, thi alt hvad der er udenfor dig, finder jeg skrøbeligt og forgængeligt. Mange Venner kan ikke nytte, mægtige Hjælpere intet hjælpe, kloge Raadgivere ikke raade vel, lærdes Bøger ikke trøste, ingen Rigdom frelse, intet lønligt eller dejligt Sted beskytte mig, hvis du ikke staar mig bi, hjælper, styrker, trøster, underviser og beskytter mig. Thi alt, hvad der synes at kunne skaffe Fred eller Lykke, er dog intet og bringer ingen virkelig Lykke, hvis du er borte. Du er alle Goders Maal, Livets Højde og al Kundskabs Dybde; at haabe paa dig over alle Ting er dine Tjeneres højeste Trøst. Til dig retter jeg mit Blik, paa dig stoler jeg, min Gud og barmhjertige Fader.

2. Velsign og helligør min Sjæl med himmelsk Velsignelse, at den kan blive din hellige Bolig og Sæde for din evige Kærlighed, og saa at der i dette dit Tempel intet findes, som kan krænke din Majestæts Øje. Se til mig efter din Godheds Rigdom og mangfoldige Barmhjertighed, og hør din fattige Tjeners Bøn, han som lever langt borte i Udlændighed og i Dødens Skygges Land. Beskærm og bevar din ringe Tjeners Sjæl i dette forkrænkelige Livs utallige Farer, og før mig ved din Naade ad Fredens Vej til den evige Klarheds Fædreland. Amen!