Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 58. Over det ufattelige Dyb i Guds skjulte Domme skal man ikke gruble

1. (Herren:) Min Søn, vogt dig for at bryde dit Hoved med forfængelig Grublen over Guds skjulte Domme, om hvorfor det ene Menneske er saa forsømt, medens et andet er saa højt benaadet; hvorfor det ene Menneske fornedres, medens et andet ophøjes. Dette overstiger ganske Menneskets Fatteevne, og ingen Forstand eller Undersøgelse formaar at udgranske Guds Domme. Naar derfor den onde Fjende vil friste dig til sligt, eller nyfigne Mennesker spørger dig om saadanne Ting, saa svar med Profetens Ord: »Du er retfærdig, Herre, og din Domme retvise, og »Herrens Domme er Sandhed og retfærdiggjorte i sig selv«. Mine Domme skal man frygte, ikke drøfte; thi de er ubegribelige for menneskelig Forstand.

Indlad dig heller ikke paa at efterforske eller drøfte de helliges Fortjenester, hvem der er helligst, eller hvem der er størst i Himmeriges Rige. Sligt afstedkommer ofte Kiv og unødig Trætte og skaffer kun Hovmod og Forfængelighed Næring, hvoraf der atter opstaar Misundelse og Strid, idet den ene foretrækker denne, den anden hin. At ville vide eller udforske sligt, gør ingen Nytte og skader snarere. Thi »jeg er ikke Uenighedens, men Fredens Gud«, og denne Fred bestaar mere i sand Ydmyghed end i Selvophøjelse. Adskillige Mennesker fristes til Forkærlighed for visse hellige, men mere af menneskelig end af guddommelig Bevæggrund. Det er mig, som har skabt dem alle, jeg gav dem Naaden, og jeg gav dem deres Ære. Jeg kender enhvers Fortjeneste, jeg kom dem i Møde med Velsignelser af godt; jeg kendte de udvalgte fra Evighed; det var mig, der udvalgte dem af Verden og ikke dem, der udvalgte mig. Jeg kaldte dem ved min Naade og drog dem til mig ved min Barmhjærtighed; jeg førte dem frelst igennem allehaande Fristelser; jeg indgød min rige Trøst i deres Sjæle; jeg skænkede dem Udholdenhed; jeg har kronet deres Taalmodighed. Jeg kender den første og den sidste; jeg elsker dem alle med uudsigelig Kærlighed. Jeg er den, som bør prises i alle mine hellige; jeg er den, som bør velsignes og æres over alle Ting i hver eneste af dem, thi det er mig som højt ophøjede og udvalgte dem uden nogen Fortjeneste fra deres Side. Den, som derfor ringeagter en af mine mindste, han ærer heller ikke den store, thi jeg har skabt baade liden og stor. Og den, som nedsætter en af mine hellige, nedsætter baade mig og alle øvrige i Himmeriges Rige. Der er alle et ved Kærlighedens Baand, tænker ens, vil det samme og elsker hverandre som en. Men hvad mere er, alle elsker de mig mere end sig selv og deres egne Fortjenester. Fri i Selvfornægtelse og fri for Egenkærlighed lever de helt i Kærlighed til mig og finder deri deres saligste Hvile. Intet kan vende dem fra mig eller drage dem bort, thi opfyldte af den evige Salighed gløder de af den uudslukkelige Kærligheds Ild. Derfor skal kødelige og sanselige Mennesker tie og ikke efterforske de helliges Tilstand, thi de kender ikke anden Kærlighed end deres egen Tilfredsstillelse. De nedsætter og ophøjer efter deres eget Tykke, men ikke eftersom det behager den evige Sandhed. Hos mange er det kun Uvidenhed, især hos dem, som kun er lidet oplyste, og derfor aldrig har lært at elske nogen med fuldkommen aandelig Kærlighed. Naturlig Drift og menneskeligt Venskab drager dem stærkt til at give den ene eller den anden Fortrinet, og som det i den Henseende gaar dem med det jordiske, gaar det dem ogsaa med det himmelske. Men der er en umaadelig Forskel paa hvad ufuldkomne tænker og hvad de fuldkomne skuer i Lyset af en højere Aabenbaring.

2. Min Søn, vogt dig derfor for af Nysgerrighed at give dig af med det, som ligger over din Erkendelse, og sæt hellere din Energi og Omhu ind paa, at du kan blive om ogsaa kun den mindste i Guds Rige. Selv om en vidste, hvem der holdes for den helligste eller største i Guds Rige, hvad gavnede ham vel slig Kundskab, hvis den ikke tjente til at ydmyge ham for mig og til desto mere at forherlige mit Navn? Langt mere velbehageligt for Gud handler den, som betænker sine Synders Storhed og sine Dyders Ringhed, og hvor langt han er fra de helliges Fuldkommenhed, end den, som drøfter de helliges Storhed eller Ringhed. Langt bedre at bede inderligt til Gud, at vi maa blive fromme som de hellige end med forfængeligt Sind at ville udgranske deres Hemmeligheder. De, som nu er hjemme hos mig, er helt og fuldt tilfredse; naar blot Menneskene vilde lære ogsaa at være tilfredse og holde op med deres tomme Tale. De hellige roser sig ikke af deres egne Fortjenester, fordi de tilskriver ikke sig selv men mig alt godt, eftersom det er mig, der i min uendelige Kærlighed har skænket dem alle Ting. Deres Kærlighed til Gud og deres Glæde i Gud er saa stor, at de slet intet mangler og intet kan mangle. Om alle de hellige gælder det, at jo højere de er naaet i Herlighed, desto ydmygere er de i sig selv, og desto nærmere og elskeligere er de mig. Derfor staar der skrevet, at de lægger deres Kranse ned for Gud og falder paa deres Ansigt for Lammet og tilbeder Herren, som lever i al Evighed.

3. Mange spørger om, hvem der er den største i Guds Rige; medens de ikke ved, om de selv vil blive regnet for værdige til at regnes endog blot blandt de ringeste der. Det er stort at være selv den mindste i Himlen, hvor alle er store, fordi alle der skal kaldes og være Guds Børn. Den mindste skal blive til Tusinde, og en Synder paa hundrede Aar skal dø. Thi da Disciplene spurgte, hvem der var den største i Himmeriges Rige, fik de det Svar: uden I omvender Eder og bliver som Børn, kommer I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. Derfor, den som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den største i Himmeriges Rige. Ve dem, der tror sig for store til at ydmyge sig med de smaa, thi for dem er Himmeriges Dør for lav til at lade dem gaa igennem. Ve ogsaa de rige, som har faaet deres Trøst her; thi medens de fattige gaar ind i Guds Rige, skal de staa udenfor og jamre. Glæder Eder, I ydmyge, og jubler I fattige, thi Eders er Himmeriges Rige — saafremt I ellers vandrer i Sandheden.