Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 57. Enkelte Fald skal ikke gøre os modløse

1. (Herren:) Min Søn, Taalmodighed og Ydmyghed i Modgang behager mig mere end Fortrøstning og Fromhed i Medgang. Hvorfor bliver du nedslaaet over enhver Smule, der gøres eller siges imod dig? Og var det end af større Betydning, burde du dog ikke have ladet dig bringe ud af Fatning. Men lad det nu være forbi; det bliver ikke den første eller sidste Modgang, hvis du ellers faar Lov til at leve længe. Du er modig nok, saalænge intet gaar dig imod. Du forstaar ogsaa at raade og styrke andre med dine Ord, men naar en uventet Trængsel kommer til din egen Dør, mangler du baade Raad og Styrke. Giv Agt paa din egen Skrøbelighed, som du saa ofte erfarer i Smaating, thi saadant sker dig alligevel til din Frelse. Har Modgang end ramt dig, saa slaa det ud af Sindet, og bliv ikke modløs eller forknyt. Bær det i alt Fald med Taalmodighed, hvis du ikke kan det med Glæde. Og er der noget, som du ugerne hører, og som vækker din Modvilje, saa behersk dig dog og lad ikke noget uoverlagt Ord udgaa fra din Mund, hvorved de smaa kan forarges. Din Ophidselse vil snart lægge sig, og Smerten i din Sjæl vil dulmes, saasnart Naaden vender tilbage til dig. Jeg lever endnu, siger Herren, og er rede til at hjælpe dig og trøste dig rigere end forhen, saafremt du fortrøster dig til mig og kalder paa mig i inderlig Bøn. Vær mere ligelig i dit Sind og omgjord dig med endnu mere Taalmodighed. Alt er ikke ude, fordi du saa ofte føler dig plaget og fristet. Du er et Menneske og ingen Gud, du er Kød og ikke en Engel. Hvorledes skulde du altid kunne være i samme Sindstilstand, naar selv Englen i Himlen og det første Menneske i Paradiset ikke formaaede det. Jeg er den, som oprejser de sørgende med Frelse, og hæver dem, der erkender deres Skrøbelighed, til guddommelig Herlighed.

2. (Sjælen:) Herre, velsignet være dit Ord, som er mig sødere end Honning og Honningkage. Hvad skulde jeg vel gøre i min store Trængsel og Angst, om du ikke styrkede mig med dine hellige Ord. Naar blot jeg tilsidst naar til Frelsens Havn, hvorfor skal det da bekymre mig, hvad eller hvor meget jeg har maattet lide? Giv mig en god Død og en salig Bortgang fra Verden. Husk paa mig, min Gud, og før mig den lige Vej til dit Rige. Amen!

Er du lidt forknyt og fortabt Måske der noget over dig har gabt? Så frygt dog ej i længden For større er han der kan trænge den Ej mere forknyt Hvis det er tilfældet, så pyt Om det op og ned ad bakke går Før vi ved af det, er det forår