Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 55. Om Naturens Fordærvelse og den guddommelige Naades Kraft


1. (Sjælen:) Min Herre og Gud! du som har skabt mig efter dit Billede og i din Lignelse, giv mig din Naade, som du har fremstillet saa stor og nødvendig for mig til Frelse, for at jeg kan overvinde min fordærvede Natur, som drager mig til Synd og Undergang. Thi jeg mærker i mit Kød Syndens Lov, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen, saa jeg i meget adlyder Sanseligheden, og jeg kan ikke modstaa dens Lidenskaber, hvis ikke din allerhelligste Naade opflammer mit Hjærte og staar mig bi. Jeg behøver din Naade, og megen Naade, for at kunne overvinde Naturen, som fra Ungdommen er tilbøjelig til det onde. Thi efter at Naturen ved Adams, det første Menneskes Fald, er blevet fordærvet ved Synden, er Straffen for denne Skamplet kommet over alle Mennesker, saa at den Natur, som af dig var skabt god og ren, nu er ombyttet med den fordærvede Naturs Syndighed og Skrøbelighed, fordi dens Drift, naar den overlades til sig selv, drager til det onde og lave. Den Smule Kraft, som endnu er tilbage, er som en Gnist, der er skjult under Asken; den er den naturlige Fornuft, som indhyllet i Mørke, dog endnu kan skelne mellem godt og ondt, Sandhed og Løgn, selv om den ikke formaar at udføre, hvad den bifalder, og ikke mere kan glæde sig ved Sandhedens fulde Lys eller sine oprindelige sunde Tilbøjeligheder. Derfor er det, min Gud, at jeg glæder mig ved din Lov efter det indvortes Menneske, fordi jeg ved, at Budet er helligt, retfærdigt og godt, og fordi jeg indser, at jeg bør fly Synden og alt ondt. Men efter Kødet tjener jeg Syndens Lov, idet jeg adlyder Sanseligheden mere end Fornuften. Derfor er det, at »jeg har Viljen, men at udføre det gode formaar jeg ikke«. Derfor fatter jeg mange gode Forsætter, men naar Naaden ikke hjælper mig, trækker jeg mig tilbage for en ringe Modstand og giver tabt. Derfor er det, at jeg vel kender Fuldkommenhedens Vej og helt klart indser, hvorledes jeg bør handle, men knuget under Fordærvelsens Vægt kan jeg ikke hæve mig til nogen større Fuldkommenhed.

2. O hvor saare nødvendig, Herre, er ikke din Naade for mig, baade til at begynde, gennemføre og fuldende! Uden den kan jeg slet intet gøre, men alt formaar jeg i dig, naar din Naade styrker mig. O, i Sandhed en himmelsk Naade, uden den gives der ingen egen Fortjeneste, og uden den har ingen Naturgave nogen Værd. Ingen Kunst, ingen Rigdom, ingen Skønhed, ingen Styrke, ingen Forstand, ingen Veltalenhed gælder noget for dig, Herre, uden din Naade. Thi Naturens Gaver findes baade hos onde og gode, men de udvalgtes særlige Gave er din Naade eller den guddommelige Kærlighed, det sande Kendetegn paa dem, der skal arve det evige Liv. Saa højt ophøjet er denne Naade, at hverken Profetiens Gave, Magten til at gøre Undere eller den højeste Forsken er noget i Sammenligning med den. End ikke hverken Troen eller Haabet eller nogen anden Dyd er dig velbehagelig uden denne Kærlighed og Naade.

3. O salige Naade, du gør de fattige i Aanden rige paa Dyder, og den, der er rig paa mange Goder, gør du ydmyg af Hjærtet. Kom, stig ned i mit Hjærte, fyld mig aarle med din Trøst, at min Sjæl ikke skal forsmægte af Tørke og Træthed. Jeg bønfalder dig, o Herre, lad mig finde Naade for dine Øjne, thi din Naade er mig nok, selv om jeg skal undvære alt det, som Naturen begærer. Skal jeg end fristes og plages af mange Trængsler, vil jeg ikke frygte for ondt, hvis din Naade er med mig. Den er min Styrke, giver Raad og Hjælp, er mægtigere end alle Fjender, og visere end alle vise. Den vejleder i Sandhed og i Tugt, er Hjærtets Lys og Lindring i Nød, den bortjager Bedrøvelse, fordriver Frygt, giver Fromhed Næring og fremkalder Angerens Taare. Uden den er jeg kun som et tørt Træ, en udgaaet Stamme, der ikke duer til andet end at kastes hen. Derfor, o Herre, lad din Naade altid baade møde mig forud og ledsage mig, og lad den virke, at jeg aldrig trættes i at gøre det gode. Amen.