Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 54. Om de forskellige Rørelser, der vækkes af Naturen og af Naaden


1. (Herren:) Min Søn, giv omhyggelig Agt paa de Rørelser, der vækkes af Naturen og af Naaden, thi de er hinanden modsatte, men ofte saa umærkeligt, at de næppe kan adskilles uden af et aandeligt og oplyst Menneske. Alle stræber vel efter det gode og giver det gode som Paaskud for deres Ord eller Gerninger; derfor bedrages mange ved Skin af det gode.

2. Naturen er listig, drager, lokker og bedrager mange, og den har altid sig selv til Maal. Naaden derimod virker i al Redelighed, »holder sig fra det onde under alle Skikkelser«, benytter ikke skuffende Midler og gør alt alene for Guds Skyld og henfører alt til ham som det sidste Maal. Naturen vil nødig dø, bøjes eller overvindes, og den vil heller ikke lyde eller frivilligt underkaste sig. Naaden gaar derimod ud paa, at Mennesket maa afdø fra sig selv, den modstaar Sanseligheden, den søger at være undergiven, ønsker at overvindes og vil ikke bruge sin egen Frihed; den vil gerne holdes under Tugt, ønsker ikke at være Herre over nogen, men alene altid at leve, staa og være under Gud og for hans Skyld være rede til i Ydmyghed at bøje sig for ethvert Menneske.

Naturen arbejder for egen Fordels Skyld og er alene betænkt paa hvad Vinding den kan have af andre. Naaden derimod tænker ikke paa hvad der er den selv nyttigt og behageligt, men meget mere paa hvad der er gavnligt for mange. Naturen modtager gerne Ære og Hyldest; Naaden derimod tilskriver Gud al Hæder og Ære. Naturen frygter Beskæmmelse og Ringeagt, men Naaden glæder sig over at forhaanes for Jesu Navns Skyld. Naturen elsker Lediggang og legemlig Hvile; Naaden derimod kan ikke være ledig, men udfører villigt sit Arbejde. Naturen søger hvad der er sjældent og skønt, men skyr det ringe og grove; Naaden derimod glæder sig over det enfoldige og ydmyge, gaar ikke af Vejen for det besværlige og skyr ikke at blive iført gamle Pjalter. Naturen ser paa det timelige, glæder sig over jordisk Vinding, bedrøves over Tab og bliver fortrydelig over et ubetydeligt fornærmende Ord; Naaden derimod ser hen til det evige, hænger ikke ved det timelige, kommer ikke ud af Fatning ved Tabet af timeligt Gods og bliver ikke forbitret paa Grund af haarde Ord; thi den har sin Skat og Glæde i Himlen, hvor intet forgaar. Naturen er begærlig og tager hellere end den giver, elsker sit eget og elsker at have noget for sig selv; Naaden derimod er from og deler gerne med andre; undgaar at have for sig selv, er tilfreds med lidt og holder det for »saligere at give end at tage«. Naturens Tilbøjelighed staar til Skabningen, til sit eget Kød, til Forfængelighed og Adspredelser; Naaden derimod drager til Gud og Dyd, frasiger sig Skabningen, flyr Verden, hader Kødets Lyst, indskrænker Adspredelserne og undser sig ved at træde i Forgrunden. Naturen vil gerne have et eller andet udvortes Trøstemiddel, der kan give sanselig Tilfredsstillelse, men Naaden søger sin Trøst i Gud alene og søger over alle ydre Ting at have sin Glæde i det højeste Gode. Naturen gør alt af Vindesyge og Egenkærlighed, kan intet gøre uden Vederlag, men haaber paa Gengæld for sine Velgerninger, eller endnu mere, og vil høste Ros og Gunst; ønsker, at dens Handlinger og Gaver skal vurderes højt. Naaden derimod søger ikke noget timeligt, heller ikke nogen Belønning uden Gud alene, og fordrer af timelige Fornødenheder ikke andet end hvad der kan tjene til at opnaa de evige Goder. Naturen glæder sig ved mange Venner og Frænder, er stolt af anset Herkomst og Slægt, tilsmiler de mægtige, smigrer for de rige og roser ligesindede. Naaden derimod elsker ogsaa sine Fjender, gør sig ikke stor af sine mange Venner, lægger ikke Vægt paa Fødested og Herkomst, med mindre de ogsaa er forbundne med større aandelig Kraft, viser den fattige mere Gunst end den rige, har mere Medlidenhed med den uskyldige end med den mægtige, glæder sig med den sanddru og ikke med den svigefulde; opmuntrer altid de gode til at kappes om de største Naadegaver og til at ligne Guds Søn i Hellighed. Naturen klager straks over enhver Mangel og Besværlighed, Naaden bærer standhaftigt ethvert Savn. Naturen henfører alt til sig selv; Naaden derimod henfører alt til Gud, fra hvem det stammer, og tilskriver sig selv intet godt og er fri for Anmasselse; den kives ikke og foretrækker ikke sin egen Mening for andres, men underkaster sig i al Tanke og Forstaaelse den evige Visdom og den guddommelige Prøvelse. Naturen ønsker at kende Hemmeligheder og høre nyt, sætter Pris paa det ydre Skin og vil erfare mange Ting med sine Sanser, ønsker Anerkendelse og at gøre det, som indbringer Ros og Beundring. Naaden derimod bryder sig ikke om at høre Nyheder og mærkelige Ting, fordi alt nyt stammer fra den gamle Fordærvelse; thi der er intet nyt og varigt paa Jorden. Derfor lærer den os at holde Sanserne i Tømme, at undgaa forfængeligt Selvbehag og Praleri, ydmygt at skjule hvad der kunde fortjene at roses, og af enhver Ting og i al Kundskab søger den kun, hvad der bærer gavnlig Frugt og tjener til Guds Lov og Pris. Den vil ikke, at den selv eller dens Gerninger skal udbasuneres, men ønsker kun, at Gud maa velsignes i alle sine Gaver, han som skænker alt af lutter Kærlighed.

3. Denne Naade er et overnaturligt Lys og en besynderlig Guds Gave, de udvalgtes rette Særkende og et Pant paa den evige Frelse; den hæver Mennesket op over det jordiske, lærer ham at elske det himmelske og gør ham fra et kødeligt til et aandeligt Menneske. Jo mere derfor Naturen undertrykkes og overvindes, desto større Naade udøses over ham, og det indvortes Menneske omdannes daglig ved nye Besøgelser efter Guds Billede.