Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 52. Man skal ikke mene sig værdig til Trøst, men meget mere skyldig til Straf


1. (Sjælen:) Herre, jeg fortjener ikke din Trøst eller nogen anden aandelig Besøgelse. Derfor handler du retfærdigt med mig, naar du overlader mig til Armod og Fortvivlelse. Thi kunde jeg end græde et Hav af Taarer, vil jeg dermed ikke fortjene din Trøst. Jeg fortjener kun Tugtelse og Straf, fordi jeg saa ofte har krænket dig og syndet saa saare i mange Stykker. Naar jeg derfor ret betænker det, da fortjener jeg slet ikke din Trøst. Dog du er mild og barmhjærtig, o Herre, og vil ikke lade dine Hænders Gerning gaa til Grunde, forat du kan aabenbare din Godheds Rigdom over Barmhjærtighedens Kar, idet du i din Naade trøster din Tjener over al Forstand uden nogen Fortjeneste fra hans Side. Thi din Trøst er ikke som den, Mennesker giver. Hvad har jeg gjort, o Herre, at du skænker mig nogen som helst himmelsk Trøst? Jeg erindrer ikke at have gjort noget godt, men kun, at jeg altid var tilbøjelig til Synd og uvillig til Forbedring. Dette er Sandheden, og jeg kan ikke nægte det. Sagde jeg andet, vilde du staa frem imod mig, og ingen vilde kunne forsvare mig. Hvad har jeg vel fortjent for mine Synder andet end Helvede og den evige Ild? I Sandhed, jeg maa bekende, at jeg fortjener al Spot og Foragt, og at jeg er uværdig til at regnes blandt dine fromme. Og om jeg end nødig hører det, vil jeg dog Sandheden tro overfor mig selv bekende mine Synder, for at jeg desto lettere kan opnaa din Barmhjærtighed. Hvad skal jeg brødefulde og beskæmmede sige? Min Mund kan kun fremstamme dette ene: Herre, jeg har syndet, jeg har syndet; forbarm dig over mig og tilgiv mig! Forund mig endnu en liden Stund at begræde min Elendighed, »førend jeg gaar bort til Mørkets og Dødens Skygges Land og kommer ikke tilbage«.

2. Hvad fordrer du af en brødefuld og elendig Synder mere, end at han sønderknust ydmyger sig for sine Synders Skyld? I sand Anger og Hjærtets Ydmygelse fødes Haabet om Syndsforladelse, bliver den urolige Samvittighed stille, genvindes den tabte Naade, beskyttes Mennesket mod den kommende Vrede, og der mødes Gud og den angrende Sjæl i et helligt Kys. Den ydmyge Anger over Synden er dig, Herre, et velbehageligt Offer, som dufter langt lifligere for dit Ansigt end brændende Røgelse. Dette er den velbehagelige Salve, som du har villet skal udgydes over dine hellige Fødder, thi »et sønderknust og sønderbrudt Hjærte vil du ikke foragte.« Her er Tilflugtsstedet for den vrede Fjendes Ansigt; her rettes og aftvættes hvad ellers er fordærvet og besmittet.