Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 50. Naar man er fortvivlet, bør man overgive sig i Guds Haand

1. (Sjælen:) Herre, min Gud, hellige Fader, velsignet være du, nu og i al Evighed; thi som du vilde, er det sket, og hvad du gør, er godt. Lad din Tjener glæde sig i dig, ikke i sig selv eller i noget andet; thi du er den sande Glæde, du er mit Haab, min Krone, min Fryd og min Ære, o Herre! Hvad har din Tjener uden hvad han har faaet af dig, og det uden nogen Fortjeneste. Dit er alt hvad du har givet og hvad du har gjort. Fattig er jeg og fuld af Plage fra min Ungdom; snart er min Sjæl bedrøvet indtil Taarer, snart er den urolig ved Tanken paa de kommende Lidelser. Jeg længes efter Fredens Glæde, bønfalder om dine Børns Fred, de som vandrer i dit husvalende Lys. Hvis du giver Fred og indgyder hellig Glæde, vil din Tjeners Sjæl være fuld af Jubel og love dig i Andagt. Men hvis du bortvender dit Ansigt, som du ofte gør, da vil han ikke kunne løbe dine Buds Vej, men bøjer hellere sine Knæ og slaar sig for sit Bryst, fordi det ikke mere gaar ham som i Gaar og i Forgaars, da din Lampe skinnede over hans Hoved, og han under dine Vingers Skygge beskyttedes imod Fristelsernes Stormløb.

2. Retfærdige og altid prisværdige Fader, Prøvelsens Time er kommen for din Tjener. Elskelige Fader, det er billigt, at din Tjener maa lide noget for dig i denne Stund. Evige tilbedelsesværdige Fader, den Time er kommen, som du fra Evighed forudsaa vilde komme, for at din Tjener for en liden Tid udvortes maatte bukke under, men indvortes altid leve for dig; at han en liden Stund maa ringeagtes, ydmyges og fornedres i Menneskers Øjne, bøjes af Smerte og Træthed, for at han derefter med dig atter kan rejse sig i Morgenrøden af et nyt Lys og blive forklaret i Himlen. Hellige Fader, saaledes har du bestemt og villet det, og det er sket, som du har befalet. Thi Naade er det imod din Ven, at han i Verden maa lide og have Trængsel for din Kærligheds Skyld, hvor ofte og ved hvem som helst du end lader det ske.

Uden din Raadslutning og dit Forsyn sker intet paa Jorden. »Det var mig godt, Herre, at jeg blev ydmyget, for at jeg kunde lære dine Skikke« og bortkaste al Hjærtets Hovmod og Anmasselse. Det var mig gavnligt, at »Skændsel har skjult mit Ansigt«, for at jeg skulde søge Trøst hos dig fremfor hos Mennesker. Deraf har jeg ogsaa lært at skælve for din uransagelige Dom, som tugter den retfærdige med den ugudelige, dog kun i Billighed og Retfærdighed. Jeg takker dig, fordi du ikke skaanede mine Synder, men tugtede mig med bitre Slag, da du sendte mig Smerter og Trængsler udvortes og indvortes. Intet under Solen kan trøste mig uden du alene, min Herre og Gud, himmelske Sjælelæge, »som slaar og helbreder«, »som fører ned i Dødsriget og fører op igen.« Din Tugtelse er over mig og din Svøbe skal belære mig. Se, elskede Fader, jeg er i din Haand og bøjer mig under din tugtende Svøbe. Slaa kun min Ryg og min Nakke, at jeg maa bøje mit haardnakkede Sind efter din Vilje. Gør mig til en from og ydmyg Discipel, som du saa ofte har gjort det af andre, saa at jeg i alt kan vandre efter dit Vink. Mig selv og alt hvad mit er, overgiver jeg til din Tugtelse; det er bedre at tugtes her i Verden end siden. Du ved alt, selv den mindste Enkelthed, og intet i Samvittigheden er skjult for dig. Førend det sker, ved du hvad der skal komme, og du trænger ikke til, at nogen belærer eller underretter dig om, hvad der sker paa Jorden. Du ved hvad der tjener til min Fremgang, og hvormeget Trængsel tjener til at borttage Syndens Rust. Gør med mig efter din gode Vilje og forskyd ikke mit syndefulde Liv, som ingen kender bedre og klarere end du. Hjælp mig, Herre, at vide hvad jeg bør vide, at elske hvad jeg bør elske, prise hvad der er dig velbehageligst, at agte højt hvad der er kosteligt for dig, at foragte hvad der er urent i dine Øjne. Lad mig ikke dømme efter det ydre Skin, ikke eftersnakke hvad jeg hører af Mennesker, der ikke ved Besked, men efter retfærdigt Skøn dømme ret om de synlige og de aandelige Ting, men først og sidst altid søge at gøre din velbehagelige Vilje.

De menneskelige Sanser tager ofte fejl i deres Domme, og denne Verdens Venner tager fejl, fordi de kun elsker de synlige Ting. Bliver et Menneske vel bedre, fordi det agtes højere af andre? Den falske narrer den falske, den forfængelige den forfængelige, den blinde den blinde og den svage narrer den svage, naar den ene roser den anden; medens han i Virkeligheden snarere beskæmmer ham med sin tomme Ros. »Thi hvad enhver er i dine Øjne, saa meget er han og intet mere«, siger den ydmyge Frans (af Assisi).