Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 48. Om Evighedens Dag og dette Livs Trængsler

1. (Sjælen:) O du saligste Bolig i den himmelske Stad! O Evighedens klare Dag, som ingen Nat formørker, men den højeste Sandhed altid bestraaler, du uophørlig glade, altid trygge Dag, som aldrig mere skal omskiftes. O om dog denne Dag var brudt frem og alt det timelige havde faaet Ende! Den lyser vel alt for de hellige med evigt straalende Klarhed, men for os Pilgrimme paa Jorden kun i det fjærne og som i et Spejl. Himlens Borgere ved, hvor frydefuld hin Dag er, men Evas banlyste Sønner sukker over dette bitre og pinefulde Jordeliv. Denne Tids Dage er korte og onde, fulde af Smerter og Trængsler. Her hvor Mennesket besmittes af allehaande Synder, hildes i mange Lidenskaber, ængstes af mange Bekymringer, adspredes af mange Nyheder, besnæres af mange Forfængeligheder, omringes af mange Vildfarelser, opslides af meget Arbejde, tynges af Fristelser, svækkes af Lyster og pines af Armod. O naar skal der være Ende paa alle disse Ulykker? Naar skal jeg udfries af Lasternes elendige Trældom? Naar skal du, Herre, alene være i mine Tanker? Naar skal jeg have al min Glæde i dig? Naar skal jeg uden Hindring leve i sand Frihed uden Besvær for Legeme og Sjæl? Naar kommer den bestandige Fred, den uforstyrrelige og trygge Fred, ydre og indre Fred, urokkelig Fred paa alle Sider? Gode Jesus! naar skal jeg se dig, naar skue dit Riges Herlighed? Naar skal du være mig alt i alt? O naar skal jeg være hos dig i dit Rige, som du fra Evighed har beredt dine udvalgte? Som en fattig og landflygtig er jeg ladt tilbage i et fjendtligt Land, hvor daglige Kampe og de største Ulykker hersker.

2. Trøst mig i min Landflygtighed, husval min Smerte, thi til dig sukker al min Længsel. Alt hvad Verden byder mig som Lindring er mig en Byrde. Al min Lyst staar til dig, men jeg kan ikke naa dens Maal. Jeg ønsker at hæve mig til det himmelske, men de timelige Ting og Lidenskaberne, som ikke er dødede, trækker mig ned. I Aanden vil jeg herske over alle Ting, men af Kødet tvinges jeg mod min Vilje til at beherskes af dem. Saaledes kæmper jeg ulykkelige Menneske med mig selv og er bleven mig selv til Byrde, medens Aanden søger opad og Kødet drager nedad. O, hvad lider jeg ikke i mit Indre, naar jeg i Aanden beskæftiger mig med de himmelske Ting, og en Sværm af kødelige Tanker pludselig overfalder mig under Bønnen! »Min Gud, vær ikke langt fra mig,« og »forskyd ikke i Vrede din Tjener«. »Lad Lynet lyne og spred dem, udskyd dine Pile«, og lad alle de Drømmebilleder, som Fjenden indgiver Sjælen, opløses. Saml mit hele Sind til dig: lad mig glemme alle verdslige Ting, hjælp mig straks at afvise og foragte alle syndige Gøglebilleder. Kom mig til Hjælp, du evige Sandhed, at ingen Forfængelighed bringer mig til at vakle. Kom, himmelske Glæde, og al Urenhed fly for dit Aasyn! Tilgiv mig ogsaa og forlad mig efter din Barmhjærtighed, hver Gang jeg under Bønnen lader mig optage af andet end dig. Thi jeg maa sandt bekende, at jeg ofte er meget adspredt. Ofte er jeg ikke der, hvor jeg med Legemet staar eller sidder, men meget mere der, hvorhen jeg føres af mine Tanker. Jeg er, hvor min Tanke er, og min Tanke er oftest der, hvor det findes, som jeg elsker. Let falder mig i Sinde det, som glæder min sanselige Natur eller ifølge Vane behager mig. Derfor har du o! Sandhed, sagt: »hvor din Skat er, der er ogsaa dit Hjærte«. Elsker jeg Himmelen, tænker jeg gerne paa Himmelen; elsker jeg Verden, da glæder jeg mig ved den Lykke, Verden giver, og bedrøves over dens Modgang. Elsker jeg Kødet, da kredser min Tanke ofte om det, som er af Kødet. Elsker jeg Aanden, da er det min Glæde at tænke paa det aandelige. Thi hvad som helst jeg elsker, derom taler og hører jeg gerne, og tager Indtrykkene deraf med mig hjem. Men saligt det Menneske, som for din Skyld, o Herre, giver alle Skabninger Afsked, tvinger sin Natur og i Aandens brændende Iver korsfæster Kødets Lyster, saa at han med en rolig Samvittighed kan ofre dig ren Bøn, og frigjort indvortes og udvortes fra alt jordisk kan blive værdig til at blande sig i Englenes Kor.