Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 46. Om at fortrøste sig til Gud, naar vi smædes af krænkende Ord

1. (Herren:) Min Søn, staa fast og haab paa mig. Hvad er Ord andet end Ord? de flyver gennem Luften, men knuser ingen Sten. Er du skyldig, saa vær betænkt paa villigt at forbedre dig. Er du dig ikke noget bevidst, da vær betænkt paa villigt at bære dette for Guds Skyld. Det er da det mindste, om du, der endnu ikke kan taale haardere Slag, stundom maa finde dig i haarde Ord. Hvorfor lader du saa ringe Ting gaa dig saa nær til Hjærte, uden fordi du endnu er kødelig og agter mere paa Mennesker end du bør? Thi fordi du er bange for at ringeagtes, holder du ikke af at blive irettesat for dine Overtrædelser og søger Ly bag Undskyldninger. Prøv dig selv bedre, og du vil erkende, at Verden endnu lever i dig ligesom ogsaa den forfængelige Lyst efter at behage Mennesker. Thi medens du søger at unddrage dig enhver Straf og Beskæmmelse for dine Fejl, er det tydeligt, at du hverken er i Sandhed ydmyg eller i Sandhed død for Verden, eller at Verden er korsfæstet for dig. Men hør mit Ord, og ti tusende Menneskeord vil ikke volde dig Bekymring. Se, om end der om dig fortaltes alt, hvad den sorteste Ondskab kunde finde paa, hvad vilde det skade dig, om du fuldstændigt lod det gaa dig forbi og kun agtede det for en »Skæve«. Mon det vil kunne krumme et eneste Haar paa dit Hoved? Den, som ikke har Hjærtet i Orden og ikke har Gud for Øje bringes let ud af Fatning ved et bebrejdende Ord. Men den, som fortrøster sig til mig og ikke staar altfor fast paa sin egen Dom, han vil ikke frygte for Mennesker. Thi jeg er Dommeren og kender alle Hemmeligheder; jeg ved, hvorledes Sagen er gaaet for sig; jeg kender baade den, der gør Uret og den, der lider Uret. Fra mig udgik Ordet, der saarede dig; jeg lod det ske saaledes, for at mange Hjærters Tanker skulde blive aabenbarede.

Jeg skal en Gang dømme baade den skyldige og uskyldige, men ved en skjult Dom har jeg forud villet prøve begge. Menneskers Vidnesbyrd bedrager ofte, min Dom er sand; den skal bestaa og skal ikke kuldkastes; den er vel som oftest skjult, og kun faa faar Lov at se en Enkelthed deri; men den tager aldrig fejl og kan ikke fejle, selv om den i Daarens Øjne synes uretfærdig. Hos mig skal du derfor søge Tilflugt i alle Domme og ikke staa fast paa dit eget Skøn. Den retfærdige vil ikke bringes ud af Fatning, hvad der saa end times ham fra Gud; selv om der sker ham nogen Uret, vil det ikke bekymre ham. Men lige saa lidt vil han føle forfængelig Glæde, hvis han med Føje undskyldes af andre, thi han husker, at jeg er »den, som ransager Hjærter og Nyrer«, og at jeg ikke dømmer efter udvortes Skin og menneskelig Anseelse. Thi ofte finder mine Øjne strafværdigt, hvad der efter Menneskers Skøn er rosværdigt.

2. (Sjælen:) Herre, min Gud, retfærdige, stærke og taalmodige Dommer, som kender Menneskenes Skrøbeligheder og Brøst, vær du min Styrke og al min Fortrøstning, thi min egen Samvittighed er mig ikke nok. Du ved hvad jeg ikke ved, og derfor burde jeg ydmygt tage imod enhver Irettesættelse og bære den med Sagtmodighed. Tilgiv mig da i din Naade for hver Gang jeg ikke har handlet saaledes og giv mig atter Naade til større Taalmodighed. Thi din overvættes Barmhjærtighed tjener mig langt mere til at opnaa Tilgivelse end min egen indbildte Retfærdighed til at forsvare hvad der er skjult i min Samvittighed. Men selv om jeg intet ved med mig selv, saa er jeg dog ikke dermed retfærdiggjort, thi hvis din Barmhjærtighed viger fra mig, »da vil ingen, som lever, være retfærdig for dig.«