Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 45. Om ikke at tro alle og enhver og om at være forsigtig i Tale

1. (Sjælen:) »Hjælp mig, Herre, af Nøden, thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed.« Hvor ofte fandt jeg ingen Trofasthed der, hvor jeg troede at skulle finde den! hvor ofte fandt jeg den selv der, hvor jeg mindst havde ventet den! Forfængeligt er da alt Haab paa Mennesker, men de retfærdiges Frelse er i dig, o Gud! Velsignet være du, min Herre og Gud i alt hvad der tilstøder os! Vi er svage og ustadige, skuffes let og skifter Sind. Hvor er det Menneske, som i alle Forhold formaar at vogte saa forsigtigt og forudseende paa sig selv, at han aldrig lader sig narre eller bringe ud af Fatning. Men den, som stoler paa dig, o Herre, og søger dig af et redeligt Hjærte, han falder ikke saa let. Og om han end kommer i Trængsel og nok saa meget indvikles deri, saa vil han dog snart blive udfriet eller trøstet af dig, thi du vil ikke bestandigt forlade den, som haaber paa dig. En trofast Ven, der holder ud i alle Vennens Trængsler, er en Sjældenhed. Du, o Herre, er lige trofast under alle Forhold, og der er ingen anden som du.

2. Hvor dybt føltes ikke dette af hin hellige Sjæl, som sagde: »Mit Sind er befæstet og grundet i Kristus«. Stod det saaledes til med mig, skulde Menneskefrygt ikke saa let bekymre mig, eller saarende Ord røre mig. Hvem kan forudse alt eller forebygge de kommende Ulykker? Men naar selv det forudsete ofte smerter, hvor haardt maa da ikke det uforudsete ramme? Hvorfor jeg elendige da ikke bedre saa mig for? hvorfor jeg saa let troede andre? Fordi vi er skrøbelige Mennesker og intet andet, selv om vi af mange anses for og kaldes Engle. Hvem skal jeg da tro, o Herre? Hvem uden dig? du er Sandheden, som ikke bedrager og ikke kan bedrages. Ja »hvert Menneske er en Løgner,« svagt, ubestandigt og let til at synde i Ord, saa man næppe kan tro selv det, der viser sig at være Sandhed. Hvor viseligt har du ikke forud advaret os, da du sagde: »Vogter Jer for Mennesker,« »en Mand har Fjender i sine egne Husfolk,« »tro dem ikke, naar de siger: se her, eller se der.« Jeg er blevet klog af Skade, og gid det maatte tjene mig til større Forsigtighed og ikke til ny Daarskab! Vær forsigtig, siger en til mig, vær forsigtig og behold hos dig selv, hvad jeg siger. Og medens jeg tror, at det forbliver en Hemmelighed, kan han ikke selv tie med hvad han ønskede fortiet, men gaar sin Vej og forraader baade mig cg sig selv. Bevar mig, o Herre, fra saadan løs Tale og upaalidelige Mennesker, at jeg ikke skal falde i deres Hænder eller selv gøre mig skyldig i det samme. Læg mig sande og bestemte Ord i Munden og tag en træsk Tunge fra mig. Hvad jeg ikke vil finde mig i hos andre, maa jeg omhyggeligt vogte mig for selv.

3. Hvor er det smukt, og hvor tjener det ikke til Fred: at kunne tie om andre, ikke uden Forskel fæste Lid til alt eller straks lade gaa videre, hvad man har hørt; kun at fortælle lidt om sig selv, men altid ty til dig, som ransager Hjærtet; ikke at lade sig omdrive af ethvert Mundsvejr, men kun være besjælet af det ene Ønske: at alt inden i os og udenfor os maa ske efter din Viljes Velbehag. Hvor hjælper det ikke til at bevare den himmelske Naade, at fly menneskelig Anseelse og ikke jage efter offentlig Beundring, men med al Flid stræbe efter det, som tjener til at forbedre vort Liv og fremme vor Nidkærhed! Hvor mange tog ikke Skade, fordi deres Dyd blev udbasunet og berømmet for tidligt. Hvor saare gavnligt var det derimod ikke for andre, at den Naade, der var skænket, holdtes skjult i dette skrøbelige Liv, om hvilket det hedder, at det er lutter Fristelse og Kamp!