Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 42. Om ikke at grunde sin Fred paa Mennesker.

1. (Herren:) Min Søn, hvis du grunder din Fred paa noget Menneske paa Grund af Overensstemmelse og Samleven, da vil du leve usikker og ufri. Men tager du din Tilflugt til den altid levende, evige Sandhed, da vil du ikke blive nedslaaet, fordi din Ven forlader dig eller dør. I mig bør Vennekærlighed have sin Grund; og for min Skyld maa du elske den, som forekommer dig god og meget kær i dette Liv. Uden mig har Venskab hverken Værd eller Bestand, og en Kærlighed, hvis Baand jeg ikke knytter, er hverken sand eller ren.

2. Derfor maa du være saa jordisk ubundet i al Kærlighed til Mennesker, at du, saa vidt det staar til dig, gerne vilde undvære alt menneskeligt Fællesskab. Jo mere et Menneske fjerner sig fra enhver menneskelig Trøst, desto mere nærmer det sig Gud. Og jo dybere man stiger ned i sig selv, og jo ringere man bliver i sine egne Øjne, desto højere stiger man op til Gud. Men den som tilskriver sig selv noget godt, spærrer Vejen for Guds Naade til sit Hjærte, thi Helligaandens Naade søger altid et ydmygt Hjærte. Havde du lært helt at gøre dig selv til intet og at være frigjort fra al menneskelig Kærlighed, da skulde jeg med stor Naade strømme ind i dig. Naar du fæster dit Blik paa Skabningen, da berøves du Blikket for Skaberen. Lær for Skaberens Skyld at overvinde dig i alle Ting, da skal du kunne naa den guddommelige Erkendelse. Alt hvad man elsker og tager Hensyn til ubehersket, hvor lidt det end er, holder en tilbage fra det højeste Gode og besmitter Sjælen.