Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 40. At Mennesket ikke har noget godt af sig selv og ikke kan rose sig af noget.

1. (Sjælen:) »Herre, hvad er et Menneske, at du kommer ham i Hu, eller et Menneskebarn, at du kommer ham i Hu?« Hvormed har Mennesket fortjent, at du skulde give ham din Naade? Herre, med hvilken Ret kan jeg klage, hvis du svigter mig? eller hvad kan jeg med Føje indvende, om du ikke gør, hvad jeg beder om? I Sandhed kan jeg tænke og sige dette: Herre, intet er jeg, intet kan jeg, intet godt har jeg af mig selv, men er afmægtig i alt og higer altid efter det forfængelige. Og bliver jeg ikke støttet af dig og oplyst i mit Indre, bliver jeg ganske lunken og kraftløs. Men du, o Herre, er altid den samme, og forbliver i Evighed altid god, retfærdig og hellig, thi du udfører alt med Godhed, Retfærdighed og Hellighed og ordner det med Visdom. Men jeg, som altid er mere tilbøjelig til at gaa tilbage end frem, er aldrig bestandig i samme Tilstand, men »Syv Tider omskiftes over mig«. Dog snart vil det blive bedre, naar du vil det og udrækker din hjælpende Haand. Thi du alene kan hjælpe uden nogen menneskelig Bistand og befæste mig saa meget, at jeg ikke mere skifter Sind, men at mit Hjærte vender sig til og hviler i dig alene. Havde jeg blot lært at forsmaa al menneskelig Trøst, enten for at blive mere from eller af Nød, som driver mig til at søge dig, fordi der ikke er noget Menneske, som kan trøste mig, da kunde jeg med Føje vente din Naade og juble paany over din naadefulde Trøst.

2. Tak være dig, fra hvem alt kommer, saa ofte der sker mig noget godt! Men selv er jeg kun Forfængelighed og intet for dig, et ubestandigt og skrøbeligt Menneske. Hvoraf kan jeg da rose mig, eller hvorfor ønsker jeg at vinde Anseelse? Mon fordi jeg intet er? Det var dog den yderste Forfængelighed. Sandelig, den tomme Ære er en ond Gift og den største Forfængelighed, fordi den drager os bort fra den sande Ære og berøver os den himmelske Naade. Thi medens Mennesket behager sig selv, mishager det dig; medens det higer efter menneskelig Ros, gaar det glip af al sand Dyd. Men sand Ære og hellig Glæde er det at rose sig af dig og i dig, men ikke af sig selv; at glæde sig i dit Navn, men ikke af egen Dygtighed, og ikke finde Behag i nogen Skabning undtagen for din Skyld. Dit Navn være lovet, ikke mit; din Gerning højlovet, ikke min; dit hellige Navn være priset og al menneskelig Ros tilfalde dig og ikke mig. Du er min Ære og mit Hjærtes Glæde, i dig vil jeg juble og fryde mig den hele Dag, men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af min Magtesløshed. Lad Jøderne søge Ære af hverandre, jeg attraar kun den Ære, som er af Gud alene. Thi al menneskelig Ære, al timelig Hæder, al menneskelig Højhed er i Sammenligning med din evige Herlighed kun Forfængelighed og Daarskab. O du min Sandhed og min Barmhjertighed, min Gud, o salige Treenighed! Dig alene være Lov og Pris, Magt og Ære uden Ophør i al Evighed!