Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 39. Om ikke at være fremfusende i sine Handlinger

1. (Herren:) Min Søn, betro altid din Sag til mig; jeg skal til sin Tid ordne den vel. Afvent min Beslutning, og du skal mærke, at det tjener dig til Bedste.

(Sjælen:) Herre, gerne vil jeg betro dig alle mine Anliggender, thi min Omtanke formaar kun at udrette lidet. Gid jeg kunde lade være at bekymre mig saa meget om Fremtiden, og uden Tøven overgive mig til din Vilje.

2. (Herren:) Min Søn, Mennesket driver ofte med Heftighed paa med en Sag, som han ønsker, men naar han har opnaaet den, begynder han at tænke anderledes, fordi Følelserne ikke er bestandige med Hensyn til den samme Ting, men driver ham fra det ene til det andet. Derfor er det af ikke ringe Betydning at forsage sig selv i de mindste Ting. Menneskets sande Fremgang beror paa Selvfornægtelsen; den, der har fornægtet sig selv, er saare fri og tryg. Men den gamle Fjende, som bekæmper alt det gode, hører ikke op med at friste, men lægger sine lumske Baghold Dag og Nat, for om muligt at kunne hilde den uforsigtige i sin bedrageriske Snare. »Vaager og beder«, siger Herren, »at I ikke skal falde i Fristelse.«