Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 36. Mod Menneskets forfængelige Domme

1. (Herren) Min Søn, læg trygt dit Hjærte i Guds Haand og frygt ingen menneskelig dom, naar din Samvittighed bevidner din Ret og Skyldfrihed. Det er godt og gavnligt at taale saadant, og det vil heller ikke være svært for et ydmygt Hjærte, som stoler mere paa Gud end paa sig selv. Mange Mennesker taler meget og fortjener derfor kun ringe Tiltro. At være alle tilpas, det er umuligt. Uagtet Paulus anstrengte sig for at behage alle i Herren og »blev alt for alle«, ansaa han det dog for lidet at dømmes af nogen menneskelig Ret. Han gjorde hvad han evnede og kunde for at frelse og opbygge andre, men han kunde dog ikke hindre, at han til Tider blev dømt og foragtet af Mennesker. Derfor overlod han alt til Gud, som kendte alt, og forsvarede sig med Taalmodighed og Ydmyghed mod alle deres Tale, som fremførte ubillige Ting imod ham eller udtænkte forfængelige Løgne imod ham og hvad andet, der kunde falde dem ind. Og gav han undertiden Svar, saa var det for ikke at forarge de svage ved sin Tavshed.

2. »Hvem er du, at du vil frygte for et dødeligt Menneske?« I Dag lever han, men i Morgen kommer han ikke mere til Syne! Frygt Gud, og du vil ikke blive forskrækket eller bange for Mennesker. Hvad kan vel et Menneske skade dig med uretfærdig Tale? Han skader sig selv mere end dig, og han vil ikke kunne undfly Guds Dom, hvem han saa end er. Hav Gud for Øje, og indlad dig ikke paa Kamp og Kiv. Og skulde du for en Tid synes at ligge under og lide ufortjent Beskæmmelse, saa bliv ikke forbitret og formørk ikke ved Utaalmodighed Glansen af den Krans, som venter dig. Men se hellere op til Himmelen til mig, som er mægtig at udfri dig af al Beskæmmelse og Forurettelse og gengælde enhver efter hans Gerninger.