Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 33. Om Hjærtets Ustadighed og om Gud som alle Tings Maal

1. (Herren:) Min Søn, stol ikke paa den Sindets Stemning, som du føler i Øjeblikket, men som snart kan forandres. Saa længe du lever, er du Forfængelighed underkastet, selv imod din Vilje; snart er du glad, snart bedrøvet; snart stille, snart urolig; snart andægtig, snart adspredt; snart flittig, snart lunken; snart alvorlig, snart letsindig.

2. Men den, der er vis og erfaren i aandeligt Liv er hævet over Foranderligheden, thi han agter ikke paa sin øjeblikkelige Stemning eller fra hvilken Side Ustadighedens Vind blæser, men er kun betænkt paa, at Sjælens hele Attraa er rettet paa det rette og ønskede Maal. Thi paa den Maade vil han stadig urokkeligt være en og den samme, idet Sindet under alle de forskellige Hændelser i hellig Enfoldighed er rettet paa mig. Og jo renere Hensigten er, desto fastere gaar han frem gennem Livets forskellige Storme. Men hos mange bliver den rene Hensigt formørket af Sideblik til det behagelige i Livet. Thi sjældent finder man en Mand, der er ganske fri for Egenkærlighed, ligesom Jøderne, der fordum kom til Martha og Maria i Bethania, ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at se Lazarus. Derfor gælder det om stadig at lutre Øjet, at det kan blive enfoldigt og klart og uden alle Sideblikke være rettet paa mig.