Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 31. Om at tilsidesætte hele Skabningen for at finde Skaberen

1. (Sjælen:) Herre, jeg behøver endnu større Naade, hvis jeg skal naa derhen, hvor intet Menneske og ingen Skabning kan være mig en Hindring. Thi saalænge noget holder mig tilbage, kan jeg ikke frit flyve op til Dig. Et saadant Ønske om at flyve frit nærede den, der sagde: »Gid jeg havde Vinger som en Due; da vilde jeg flyve bort og fæste Bo.« Hvad er friere end det troskyldige Øje, og hvad er friere end den, der ikke begærer noget paa Jorden? Derfor bør man hæve sig over alt det skabte, fuldkomment forsage sig selv, forblive i denne Sindets Opløftelse og stedse have for Øje, at du, som har skabt alt, ikke kan sammenlignes med Skabningen. Og hvis nogen ikke har frigjort sig fra alle Skabninger, da vil han ikke frit kunne rette sit Blik paa det guddommelige. Derfor findes der saa faa, som lever i Beskuelsen af Gud, fordi kun saa faa forstaar at løsrive sig fra det forgængelige og skabte. Dertil kræves en stor Naade, som kan løfte Sjælen og lære den at hæve sig op over sig selv. Og hvis Mennesket ikke har naaet dette aandelige Stade og ikke har sagt sig løs fra Skabningen og ikke er blevet et med Gud, saa er dog al hans Viden og hans Eje kun lidet værd. Den, som anser noget andet for stort uden alene det umaalelige evige Gode, han bliver aldrig stor og vil altid være jordbunden. Thi alt andet, som ikke er Gud, er intet og bør regnes for intet. Der er stor Forskel mellem en oplyst og from Mands Visdom og en belæst og lærd Teologs Viden. Langt ædlere er den Lærdom, som udstrømmer ovenfra af guddommelig Indflydelse, end den som møjsommeligt erhverves ved menneskelig Flid og Forstand.

2. Der er mange, som ønsker Beskuelsens Gave, men de beflitter sig ikke paa at gøre, hvad dertil kræves. En stor Hindring er det her, at vi bliver staaende ved det udvortes og sanselige, og kender saa lidt til virkelig Selvfornægtelse. Jeg ved ikke, af hvilken Aand vi drives eller hvad vi egentlig vil, vi som anses for og kaldes aandelige, at vi anvender saa megen Møje og Omhu paa forgængelige og unyttige Ting, men sjældent med samlet Sind tænker over vort indre Menneske. Næppe har vi samlet vort Sind, førend vi straks igen styrter os ud i Yderverdenen og glemmer at underkaste vore Handlinger en strengere Prøvelse. Vi agter ikke paa, i hvad Retning vore Tilbøjeligheder gaar; vi begræder ikke, at alt hos os er saa urent; »thi alt Kød havde fordærvet sin Vej«, og derfor fulgte den store Syndflod. Da derfor vor indre Tilbøjelighed er ganske fordærvet, kan det ikke være andet, end at ogsaa den efterfølgende Handling vidner om vor Afmagt og bliver lige saa fordærvet. Et godt Liv er et rent Hjærtes gode Frugt. Man spørger nok om, hvor meget en har udrettet, men sjældent tænkes der paa den handlende Sjæls Værd. Man undersøger, om han er stærk, rig, smuk, behændig, en god Forfatter, en fortræffelig Sanger, en dygtig Arbejder; men hvor fattig i Aanden han er, hvor taalmodig og sagtmodig, hvor gudfrygtig og aandelig, derom tier de fleste. Naturen ser paa Menneskets Ydre, Naaden ser paa hans Indre. Den første skuffes ofte, men Naaden haaber paa Gud, at den ikke skal skuffes.