Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 27. Egenkærlighed er den værste Fjende

1. (Herren:) Min Søn, du maa ofre alt for alt og ikke beholde noget som dit eget. Vid, at din Egenkærlighed skader dig mere end alt andet i Verden. Enhver Ting fastbinder alt efter den Kærlighed og Tilbøjelighed, du nærer for den. Er din Kærlighed ren, enfoldig og sømmelig, vil Tingene ikke tage dig fangen. Begær intet, som du ikke tør have. Og have tør du intet, som kan hindre og berøve dig den indre Frihed. Underligt er det, at du ikke af ganske Hjærte overgiver dig til mig med alt hvad du har eller kan ønske at have. Hvorfor lader du forfængelig Bekymring og unyttige Sorger nage og fortære dit Hjærte. Overgiv dig til min Vilje, og intet vil kunne skade dig. Naar du snart ønsker et, snart et andet, snart at være her, snart der, alt efter Fordels og Behageligheds Skyld, vil du aldrig have Ro eller være fri for Bekymring, thi ved enhver Ting vil der altid være en Mangel, og paa ethvert Sted altid en eller anden Modstand. At opnaa eller forøge et udvortes Gode hjælper dig derfor ikke, men tværtimod at give Afkald derpaa og med Roden at rive det ud af dit Hjærte. Og dette gælder ikke blot om Penge og Rigdom, men om al Higen efter Ære og tom Ros, der alt sammen er forgængeligt som Verden. Stedet beskytter heller ikke, hvis Aandens Nidkærhed mangler; cg den Fred, som du kun har søgt i det udvortes, vil ikke bestaa længe, hvis Hjærtets Tilstand ikke hviler paa den rette Grundvold, thi naar du ikke støtter dig paa mig, kan du forandre Sted, men forandre dig selv kan du ikke. Hvad du flyr paa et Sted, vil du finde paa et andet og maaske i endnu højere Grad.

Bøn om et rent Hjærte og Visdom fra Gud.
2. Befæst mig, o Gud, ved den Hellig Aands Naade. Giv mig Kraft til at styrkes i det indvortes Menneske og til at frigøre mit Hjærte fra al unyttig Bekymring og Ængstelse, saa jeg ikke drages af allehaande Begæringer efter det, være sig ringe eller kostelige Ting, men at jeg maa have Øje for, at de alle er forgængelige, som ogsaa jeg selv forgaar med dem. Thi der er intet blivende under Solen, hvor alt er Forfængelighed og Aandsfortærelse. Hvor vis er ikke den, der kan se saaledes paa Tingene! Giv mig, o Herre, himmelsk Visdom, at søge dig fremfor alt og f inde dig i alt, at elske og ynde dig over alle Ting, og at forstaa alle de øvrige Ting, saaledes som de er, efter din vise Anordning. Lær mig klogt at undvige den, der smigrer mig, og sagtmodigt at finde mig i den, som er mig imod. Thi det er stor Visdom ikke at lade sig bevæge af enhver Ordenes Vind og ikke at laane Øre til Lovtales søde Hvisken. Paa den Maade gaar man trygt fremad paa den en Gang betraadte Vej.