Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 22. Om Ihukommelse af Guds mangfoldige Velgerninger

1. (Sjælen:) Oplad, o Herre, mit Hjærte for din Lov, og lær mig at vandre i dine Bud. Forund mig at erkende din Vilje og i Ærefrygt og med udelt Sind at ihukomme dine Velgerninger i det smaa som i det store, at jeg kan takke dig tilbørligt derfor. Ak! jeg ved det og bekender, at jeg ikke er i Stand til at takke dig nok, selv for den mindste Velgerning. Jeg fortjener slet intet af din Godhed imod mig, og naar jeg betænker din rene Kærlighed, da synker min Aand i Støvet for din Majestæt.

2. Alt hvad godt vi ejer paa Sjæl og Legeme, i os og udenfor os, af Natur eller af Naade, altsammen er det ved dine Velgerninger og altsammen priser det dig som Giveren, fuld af Godhed og Mildhed, fra hvem vi har modtaget alt godt. Og selv om en fik mere og en anden mindre, saa er det dog altsammen dit, og uden dig kan vi ikke eje selv det mindste. Den, som fik mere, kan ikke rose sig af sin Fortjeneste, ikke heller ophøje sig over andre eller spotte den ringere. Thi den er den største og bedste, som tilskriver sig selv mindst, og viser sig mest ydmyg og from i sin Tak. Ja, den som anser sig selv uværdigst og ringest af alle, er mest skikket til at modtage de største Gaver.

Men den, som fik mindre, maa ikke derfor blive bedrøvet eller fortrydelig, ikke heller misunde den rigere, men snarere se op til dig og prise din Godhed, fordi du saa rundeligt uforskyldt og kærligt uddeler dine Gaver uden Persons Anseelse. Du ved hvilke Gaver, der er enhver tjenlige, og hvorfor denne fik mere og hin mindre; det tilkommer ikke os at dømme derom, men alene dig, der har bestemt og kender hvert eneste Menneskes Værd.

Derfor, Herre, min Gud, anser jeg det for en stor Naade ikke at besidde meget, som skaffer Ros og Ære i Menneskers Øjne; og derfor skal enhver, naar han betragter sin Renhed og Fattigdom, ikke blot ikke klage eller blive bedrøvet og modfalden, men tværtimod trøste sig og glæde sig derover, fordi du, o Gud! har udvalgt de fattige og ringe og de i Verdens Øjne foragtede til dine Venner og Fortrolige. Herom vidner dine Apostle, som du »har gjort til Fyrster over al Jorden«. Og dog vandrede de uden Klage, saa ydmyge og enfoldige, uden Ondskab og Svig, at de endog glædede sig over at forhaanes for dit Navns Skyld; og det, som Verden ellers skyr, omfattede de med største Kærlighed. Derfor bør intet volde den, som elsker dig og erkender dine Velgerninger, saa stor Glæde som det, at din Vilje og din evige Raadslutnings Velbehag sker med ham. Ja dette skal i den Grad være hans Trøst og Glæde, at han lige saa gerne vil være den ringeste, som en anden maatte ønske at være den største, at han er lige saa fornøjet og tilfreds med den nederste som med den øverste Plads, lige saa gerne vil være miskendt og foragtet, uden Navn og Ry, som æret fremfor andre og stor i Verden; thi din Vilje og Lyst til din Ære maa være ham højere end alt andet og trøste og glæde ham mere end alle Velgerninger, som han har modtaget eller endnu kan modtage.