Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 21. At hvile i Gud er bedre end al Verdens Goder og Gaver

(Sjælen:) Over alle Ting skal du, min Sjæl, hvile i Herren; thi han er de helliges evige Hvile.

1. Forund mig, o elskeligste og kæreste Jesus, at jeg maa hvile i dig over alt det skabte, over al Sundhed og Skønhed; over al Ære og Hæder, over al Magt og Værdighed, over al Lærdom og Kløgt, over al Rigdom og Kunst, over al Fryd og Lyst, over al Berømmelse og Ros, over al Liflighed og Trøst, over alt Haab og Forjættelse, over al Fortjeneste og Længsel, over alle Gaver og Belønninger, over al Lykke og Salighed, som Sjælen kan rumme, ja over Engle og Ærkeengle og over al Himlens Hær, over alle synlige og usynlige Ting, over alt, som ikke er dig, o Gud! Thi du Herre, min Gud, er den bedste og over alle og alt. Du alene er den højeste, du alene den fuldkommen tilstrækkelige og den uendelige Fylde, du er Mildheden og Trøsten, Skønheden og Kærligheden, du alene den ædle og herlige, i hvem alle Goder samtidigt og fuldkomment er, altid har været og vil være. Derfor er alt, hvad du end skænker eller aabenbarer eller forjætter mig for lidet og utilstrækkeligt, hvis du ikke giver mig dig selv, at jeg kan skue og eje dig. Thi aldrig kan mit Hjærte ret finde Hvile eller Tilfredshed, førend det hviler i dig og frigør sig fra alle andre Gaver og Skabninger. O du min elskede Brudgom, Jesus Kristus, du den reneste Kærlighed og al Skabningens Herre! hvem giver mig den sande Friheds Vinger, at jeg kan flyve op til dig og finde Fred hos dig? Ak, naar det vil blive mig forundt fuldkommen befriet at skue din Liflighed, du min Herre og min Gud? Naar skal jeg kunne samle mit Væsen helt i dig, saa at jeg af Kærlighed til dig helt glemmer mig selv og over al Forstand og al Maade gaar op i dig, saaledes som de færreste aner det? Men nu sukker jeg ofte og bærer min Elendighed og Smerte; thi mangfoldigt er det onde, som møder mig i denne Jammerdal, og som tit forvirrer, bedrøver og formørker mit Sind, ofte hindrer og adspreder, lokker og fængsler mig, saa at jeg ikke har fri Adgang til dig, ikke kan hvile ved din Barm og ikke være med i de saliges Kor. Lad dig dog røres af mit Suk og den mangfoldige Kummer paa Jorden! O Jesus, du, den evige Herligheds Afglans, du Sjælens Trøst paa dens Pilgrimsgang! min Mund forstummer overfor dig og kun min Tavshed taler til dig. Hvorlænge tøver min Herre med at komme? Ak om han vilde komme til den fattigste blandt sine fattige og gøre ham glad; ak! om han vilde udstrække sin Haand og fri mig elendige fra min Trængsel! Kom! kom! thi uden dig har jeg ikke en glad Dag eller Time, thi du er min Glæde, og uden dig er mit Bord tomt. Elendig er jeg, fængslet og som i Lænker, indtil din Nærhed gør mig fri og giver mig Fred, og jeg faar se dit milde Aasyn. Lad andre søge deres Paradis, hvor de vil; jeg finder aldrig og vil aldrig finde min Lyst uden i dig, min Gud, mit Haab og min evige Frelse! Ikke vil jeg tie og ikke vil jeg høre op med at bede, førend din Naade vender tilbage, og du igen taler i mit Indre.

2. (Herren:) Se, her er jeg! Jeg kommer til dig, fordi du har kaldt paa mig. Dine Taarer og din Sjæls Længsel, din Ydmyghed og dit sønderknuste Hjærte har ført mig til dig.

(Sjælen:) Og jeg sagde: Herre, jeg har kaldt paa dig og ønsker at være hos dig, rede til at forsmaa alt for din Skyld. Men du vakte først mig til at søge dig. Vær da velsignet, o Herre! fordi du efter din store Barmhjertighed har vist Miskundhed mod din Tjener. Hvad andet kan din Tjener sige til dig end ydmyge sig dybt for dig i Ihukommelse af sin egen Uretfærdighed og Ringhed. Blandt Underværker i Himlen og paa Jorden har du ikke din Lige. Dine Gerninger er saare gode, dine Domme sande, og ved dit Forsyn styres alle Ting. Lov og Ære være derfor dig, o Faderens Visdom! Dig love og velsigne min Mund, min Sjæl og hele Skabningen tilsammen.