Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 20. Om Bekendelse af sin egen Skrøbelighed og om dette Livs Elendighed

1. (Sjælen:) Jeg vil vidne imod mig selv om min Uretfærdighed, bekende min Skrøbelighed for dig, o Herre! Ofte er det kun en ringe Ting, som gør mig modløs og bedrøvet. Jeg sætter mig for at ville handle tappert, men saasnart der kommer en ringe Fristelse, bliver jeg ganske angst. Ofte er det en ren Ubetydelighed, som bliver til en stor Fristelse, og naar jeg tror mig nogenlunde tryg, finder jeg mig ofte pludselig kastet om af det svageste Vindpust. Se da, o Herre, til min Ringhed og Skrøbelighed, som du kender til Bunds. »Forbarm dig over mig og frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker«, at jeg ikke ganske gaar til Grunde. Det er dette, som ofte forfærder mig og gør mig skamfuld for dit Ansigt, at jeg saa let falder og ikke kan modstaa mine Lidelser. Og selv om de ikke henriver mig, saa jeg helt giver dem mit Samtykke, saa er den stadige Anfægtelse mig dog saa tung og besværlig. Jeg bliver saa led og træt ved saaledes dagligt at maatte leve i stadig Strid med mig selv. Deraf kender jeg ogsaa tydeligt min Skrøbelighed, at de skændige Tanker langt lettere trænger ind i mit Sind end de atter viger bort. O du Israels vældige Gud og de troendes nidkære Ven! Se dog til din Tjeners Møje og Smerte og staa mig bi i alle mine Foretagender. Styrk mig med din himmelske Styrke, at ikke det gamle Menneske, Kødet, som endnu ikke er betvunget af Aanden skal faa Overmagt, thi mod Kødet maa jeg stride, saalænge jeg aander i dette usle Liv.

2. Ak hvad er dette dog for et Liv, hvor Sorg og Elendighed aldrig hører op, og hvor alt er fuldt af Snarer og Fjender. Thi næppe er den ene Trængsel borte, førend den næste kommer; ja selv medens vi er midt i Kampen med den ene, bliver vi uventet overfaldet af flere. Hvor er det muligt at elske dette jordiske Liv, som har saa mange Bitterheder og er underkastet saa megen Nød og Elendighed; ja hvorledes kan det kaldes Liv, som avler saa megen Død og Fordærvelse? Og dog elskes det, ja mange søger deres Glæde deri! Ofte anklager man Verden, fordi den er svigefuld og forfængelig, og dog vil man nødig forlade den, fordi Kødets Lyst har altfor megen Magt. Men der er noget, som drager til at elske Verden, og noget til at foragte den. »Kødets Lyst, Øjnenes Lyst og Livets Hoffærdighed« drager til at elske Verden; men de Straffe og Trængsler, som med Rette er i deres Følge, vækker Had til og Lede over Verden. Men desværre! den syndige Lyst overvinder let det svage Sind, som endnu hænger ved Verden, og som under Tornene tror at finde store Nydelser, fordi det aldrig har smagt eller kendt Fryden i Gud eller Dydens eget indre Værd. De derimod, som ganske ringeagter Verden og ivrigt arbejder paa at leve ene for Gud under hellig Tugt, de er ikke ubekendte med den guddommelige Fryd, som er forjættet den sande Verdensforsagelse, og de ser klart, hvor meget Verden tager fejl og hvor mangfoldigt den skuffes.