Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 17. Om at kaste al sin Sorg paa Gud

1. (Herren:) Min Søn, lad mig handle med dig, som jeg vil; thi jeg ved, hvad der er dig tjenligt. Du tænker som et Menneske; du dømmer om mange Ting kun efter ren menneskelig Tilbøjelighed.

(Sjælen:) Herre, det er sandt som du siger, din Omhu for mig er større end min egen. Derfor staar den, som ikke kaster al sin Sorg paa dig, meget nær for Fald. Herre! naar kun min Vilje kunde blive ved at være urokkelig rettet paa dig! gør med mig, hvad du vil. Thi alt hvad du gør ved mig kan ikke være andet end godt. Velsignet være du, du vil, at jeg skal vandre i Mørket, og velsignet være i atter, hvis du vil, at jeg skal vandre i Lyset. Velsignet være du, hvis du af Naade vil trøste mig; og vil du, at jeg skal lide Trængsel, da være du dog altid lige velsignet.

2. (Herren:) Min Søn, saaledes maa du være til Sinds, hvis du vil vandre med mig, rede til Lidelse som til Glæde, til Armod som til Overflod og Rigdom.

(Sjælen:) Herre, for din Skyld vil jeg gerne lide hvad som helst du vil lade komme over mig. Af din Haand vil jcg med lige Glæde tage alt, det være godt eller ondt, sødt eller bittert, glædeligt eller bedrøveligt, og for alt hvad der hænder mig, vil jeg takke dig. Vogt mig for al Synd, og jeg vil hverken frygte Død eller Helvede. Naar kun du ikke forkaster mig evindelig og ikke udsletter mig af Livets Bog, da vil intet kunne skade mig; der komme saa hvad der vil.