Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 16. At den sande Trøst maa søges i Gud alene

1. (Sjælen:) Alt hvad jeg formaar at ønske eller udtænke til min Trøst, venter jeg ikke her, men i det tilkommende Liv. Thi selv om jeg havde al Verdens Trøst og kunde nyde alle Glæder, saa er det dog sikkert, at de ikke kan vare længe. Derfor, min Sjæl, du vil ikke kunne finde den fulde Trøst og fuldkomne Fred uden i Gud, de fattiges Trøster og ydmyges Ven. Bi en liden Stund, min Sjæl, vent paa den guddommelige Forjættelse, og du skal i Himlen faa Overflod paa alle Goder. Higer du ubehersket kun efter de timelige Goder, da vil du gaa Glip af de evige og himmelske. Brug de timelige Goder, men hig efter de himmelske. Du kan dog ikke mættes af noget timeligt Gode, fordi du ikke er skabt til alene at nyde dette. Havde du end alle timelige Goder, saa var du dog derfor ikke lykkelig og salig; thi alene i Gud, som har skabt alle Ting, er din Lykke og Salighed at finde. Ganske vist ikke en saadan Lykke, som kan ses og prises af denne Verdens taabelige Venner; men en saadan, som Kristi troende Venner forventer den, og hvoraf de rene af Hjærtet, de, der vandrer efter Aanden, undertiden har en Forsmag i denne Verden, de »hvis Borgerskab er i Himlene«. Forfængelig og stakket er al menneskelig Trøst, sand og saliggørende derimod den, som vi i vort Indre modtager af Sandheden selv.

2. Den fromme har altid og overalt sin Trøster Jesus hos sig og siger til ham: Vær hos mig, Jesus, min Herre, paa ethvert Sted og til enhver Tid! Dette være min Trøst, gerne at ville undvære al menneskelig Trøst! Og skulde din Trøst mangle mig, saa være din Vilje og retfærdige Prøvelse min højeste Trøst. Thi »Du vil ikke være vred bestandig og ikke true evindelig«.