Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 14. Om at overveje Guds skjulte Domme, paa det vi ikke skal ophøje os.

1. (Sjælen:) Herre! Du lader dine Domme tordne over mig, og med Frygt og Bæven knuser du alle mine Ben; og min Sjæl forfærdes saare. Forfærdet staar jeg, naar jeg betænker, »at Himlene ikke er rene for dit Aasyn" (Job 15.15) »Har du endog fundet ondt hos Englene og ikke skaanet dem,« (Job 4.18) hvad vil der da ske med mig? Stjerner er faldne fra Himlen, og jeg, som er Støv, hvad formaster jeg mig til? (2 Pet 2.4) De, hvis Gerninger syntes prisværdige, styrtede i Afgrunden, og de, som spiste Englenes Brød, saa jeg forlyste sig ved Svinenes Mask! Ingen Hellighed kan da bestaa, naar du, o Herre! bortdrager din Haand. Ingen Visdom nytter, naar du ikke styrer den; ingen Styrke hjælper, naar du ikke beskærmer; ingen Kyskhed er tryg, naar du ikke beskytter; ingen Forsigtighed nytter, uden din hellige Varetægt. Thi naar du forlader os, synker vi og omkommer, men naar du besøger os, da oprejses vi og lever. Sagen er, at vi er ustadige, men ved dig befæstes vi; vi er lunkne, men ved dig opflammes vi.

2. Ak, hvor ydmygt og ringe bør jeg dog ikke tænke om mig selv, og hvor maa jeg dog anse for intet det gode, som jeg maaske synes at have. Hvor dybt maa jeg dog ikke bøje mig under dine uransagelige Domme, o, Herre! jeg, som ikke finder mig at være andet end intet. O umaadelige Byrde! O vildsomme Hav! hvor jeg ikke finder andet hos mig selv end intet, kun intet! Hvor er der en Fold til at skjule min egen Ære, og hvor er den Tillid, jeg havde sat til min egen Kraft? Al forfængelig Ros er nedsænket i Dybet af dine Domme over mig.

Hvad er alt Kød for dit Aasyn? Kan Leret rose sig mod den, som dannede det? Hvor kan den, hvis Hjærte i Sandhed er ydmygt for Gud ophøje sig ved forfængelig Tale? Nej hele Verden kan ikke gøre den hovmodig, hvem Sandheden har gjort til sin Discipel, og den, som har grundet alt sit Haab i Gud, kan intet Menneske i Verden rokke ved Ros. Thi se! alle er de intet, ogsaa de, der roser sig; og de forgaar med Klangen af deres Ord, »men Herrens Sandhed bliver i Evighed.« (Ps 117.2)