Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 12. Om at lære Taalmodighed og at kæmpe imod Begæringerne

1. (Sjælen:) Herre, min Gud! jeg ser, at Taalmodighed er mig saare nødvendig, thi Livet her er fuldt af Modgang, og hvad jeg end gør for at have Fred, kan mit Liv dog ikke være uden Strid og Smerte.

(Herren:) Saaledes er det, min Søn! Men det er heller ikke min Vilje, at du skal søge en saadan Fred, som er fri for Fristelser eller Modgang. Vær meget mere vis paa, at du netop har den sande Fred, naar du er bleven øvet i alskens Trængsel og prøvet i megen Modgang. Hvis du siger, at du ikke kan taale meget, hvorledes vil du da kunne udholde den evige Trængsels Ild. Af to Onder maa man altid vælge det mindste; for at du altsaa kan undgaa de evige Pinsler, maa du beflitte dig paa for Guds Skyld i Taalmod at bære dette Livs Onder. Tror du maaske, at Verdens Børn har intet eller lidet at bære? Du vil finde det modsatte, selv om du opsøger dem, der lever mest blødagtigt. Men, vil du sige, de har dog mange Forlystelser, følger deres egne Lyster og gør derfor ikke meget ud af deres Besværligheder. Lad være, at de har, hvad de ønsker, men hvor længe tror du, at det vil vare? Se, som en Røg vil de forsvinde, de som lever i Overflod i Verden, og der vil ikke blive nogen Erindring tilbage om de forgangne Glæder; men selv medens de endnu lever, kan de ikke hvile i Glæderne uden Bitterhed, Lede og Frygt. Thi af den samme Ting, hvoraf de øser deres Forlystelse, netop deraf høster de ofte Smerte som Straf. Dem sker deres Ret, naar de i deres ubundne Søgen og Jagen efter Nydelsen ikke kan tilfredsstilles uden Skam og Bitterhed. Ak, hvor kortvarige og skuffende, hvor uordentlige og vanærende er dog ikke ofte disse Nydelser! Men i Nydelsens Rus og deres Blindhed ser de ikke dette, men som umælende Dyr styrter de Sjælen i Døden for at opnaa en kortvarig Nydelse i dette forkrænkelige Liv.

2. Derfor, min Søn, gaa ikke efter dine Begæringer, men vend dig fra din egen Vilje; »forlyst dig i Herren, saa skal han opfylde dit Hjærtes Længsler. (Ps 37 .4)« Dersom du i Sandhed ønsker at glædes og have min fulde Trøst, saa forsmaa al Verdens Forfængelighed og giv Afkald paa alle lave Glæder, og se! du skal finde Velsignelse og modtage Trøst over al Maade. Og jo mere du forsmaar al menneskelig Trøst, des inderligere og stærkere Husvalelse skal du finde. I Begyndelsen vil du vel ikke opnaa den uden en vis Sorg og møjsommelig Strid. Den indgroede Vane vil lægge Hindringer i Vejen, men den vil overvindes af den bedre Vane. Kødet vil knurre, men det vil aves af Aandens Nidkærhed. Den gamle Slange vil ægge og opirre dig, men den vil forjages af Bønnen, og nyttigt Arbejde vil spærre den Vejen.