Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap 8. Om at agte sig selv ringe for Gud

1. (Sjælen:) »Jeg vil tale til min Herre, skønt jeg er Støv og Aske«. Hvis jeg vil regne mig for mere, se, da staar du mig imod, og mine Synder giver Sandheden Vidnesbyrd. Og jeg har intet at svare. Men naar jeg gør mig ringe og anser mig for intet, og naar jeg opgiver al Selvbeundring og indrømmer, at jeg er Støv, saadan som jeg er, da vil din Naade være mig gunstig og dit Lys være mit Hjærte nær, og al Selvophøjelse, omend nok saa ubetydelig, vil nedsænkes i min Intetheds Dyb og dø for evigt. Da lader du mig se mig selv, hvad jeg er, hvad jeg var og hvad jeg er blevet til. Thi jeg er intet og vidste det ikke. Hvis jeg overlades til mig selv, se, da er jeg intet og kun lutter Svaghed; men saasnart du vender dit Aasyn imod mig, da fyldes jeg straks med Kraft og ny Glæde. Hvor er det forunderligt, at jeg saa pludseligt opløftes og saa kærligt omfattes 6af dig, jeg som af min egen Vægt altid drages nedad. Det er din Kærlighed, som gør dette, som uforskyldt kommer mig i Forkøbet og hjælper mig i saa mangen Nød og bevarer mig fra saa mangen en Fare og saa at sige river mig ud af endeløs Ulykke. Ved daarlig Kærlighed til mig selv mistede jeg mig selv, men da jeg søgte og elskede dig alene med en ren Kærlighed, da fandt jeg baade dig og mig selv, og følte i din Kærlighed endnu dybere mit eget Intet. Thi du, kære, kære Herre, handler med mig over al min Fortjeneste, og giver mig langt over det, jeg vovede at haabe eller bede om.

2. Velsignet være du, min Gud! Thi skønt jeg er uværdig til al din Godhed, saa ophører dog aldrig din Majestæt og uendelige Godhed med at gøre vel, selv mod de utaknemlige og dem, som er langt borte fra dig. Omvend os til dig, at vi maa blive taknemlige, ydmyge og fromme, thi du er vor Frelse, vor Kraft og vor Styrke.