Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap 7. Om ikke at bære sin Andagt til Skue, men ydmygt skjule dens Naade

1. (Herren:) Min Søn, det er dig gavnligst og mest betryggende at skjule Andagtens Naade, ikke ophøje dig af den, ikke at tale meget om den og henlede Opmærksomheden paa den, men hellere agte dig selv ringe og at frygte for, at den er given til en uværdig. Stol ikke altfor meget paa en Sindsstemning, som meget hurtigt kan slaa over i sin Modsætning. Naar Naaden er dig nær, saa betænk, hvor fattig og elendig du plejer at være uden den. Det aandelige Livs Vækst bestaar ikke blot deri, at Naaden fylder dig med Trøst, men ogsaa deri, at du i Ydmyghed, Selvfornægtelse og Taalmod bærer det, naar den atter unddrages dig, saa at du da ikke kølnes i din Nidkærhed i Bønnen og ikke heller tillader dig at forsømme dine sædvanlige gode Gerninger. Søg derimod efter bedste Evne og Forstand med Glæde at gøre, hvad du kan og ikke helt at forsømme dig selv paa Grund af den Tørke og Angst, du føler i din Sjæl. Thi der er mange, som straks bliver utaalmodige og sløve, saasnart det ikke gaar dem efter ønske. Menneskets Vej staar dog ikke altid i dets egen Magt; men Guds Sag er det at give og at trøste, naar han vil, og saa meget han vil, og hvem han vil, efter hans eget Velbehag, og intet mere.

2. Adskillige har i Følelsen af Andagtens Naade uforsigtigt ødelagt sig selv, fordi de vilde udrette mere end de kunde, idet de ikke betænkte deres Kræfters Ringhed, men mere fulgte Stemning end Fornuftens Dom. Fordi de saaledes anmassede sig at ville magte større Ting, end Gud vilde, mistede de Naaden, førend de vidste det. De vilde bygge deres Rede i Himlen, men faldt ned, overladt til deres egen Fattigdom og Elendighed, for at de, ydmyge og forarmede, kunde lære ikke at ville flyve med egne Vinger, men at vente i Haab under mine Vinger.

De, som endnu er Begyndere og uerfarne paa Herrens Vej, kan let skuffes og blive til Skamme, hvis de ikke retter sig efter erfarnes Raad. Hvis de derfor hellere vil følge deres eget Sind end tro de mere erfarne, da vil det tage en farlig Ende med dem. De, som synes sig selv kloge nok, vil sjældent i Ydmyghed lade sig lede af andre. Ringe Kundskab og Indsigt med Ydmyghed er bedre end store Kundskabsskatte med forfængeligt Selvbehag. Det er bedre for dig at have lidet end meget, hvoraf du kan hovmode dig.

3. Den handler lidet betænksomt, som ganske giver sig Glæden i Vold og derover glemmer sin tidligere Fattigdom og den hellige Gudsfrygt, der frygter for at miste den givne Naade. Heller ikke vidner det om stor aandelig Dygtighed, naar nogen i Modgangens Tid og over enhver Besværlighed straks helt taber Modet og opgiver den Tillid og det Haab til mig, som han skulde have. Den, som i Fredens Tid tror sig altfor sikker, vil ofte findes altfor modløs og frygtsom i Stridens Tid. Forstod du altid at holde dig ydmyg og ringe i egne Øjne og at styre og beherske din Aand ret, da vilde du ikke saa hurtigt være udsat for Fare og Anstød. Et godt Raad er det, naar du føler dig brændende i Aanden, da ret at overveje, hvad der vil ske, naar Begejstringens Ild slukkes. Og sker dette, da betænk, at den igen kan tændes, og at jeg kun for en Tid har taget den fra dig, for at du skulde advares og jeg forherliges i dig. En saadan Prøvelse er dig ofte gavnligere end om alt altid gik efter din Vilje. Thi Menneskets Fortjeneste maales ikke efter, om han har mange Syner eller megen Trøst, eller om han er meget bevandret i Skrifterne eller har opnaaet højere Rang, men maales efter, om han er grundfæstet i sand Ydmyghed og opfyldt af guddommelig Kærlighed; om han altid rent og oprigtigt søger Guds Ære; om han i Sandhed agter sig selv for intet og glæder sig mere over at ringeagtes og ydmyges end over at hædres af andre.