Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap. 5. Om den guddommelige Kærligheds vidunderlige Virkning

1. (Sjælen:) Jeg priser dig, himmelske Fader, min Herres Jesu Kristi Fader, at du vilde komme mig i Hu. O Barmhjærtighedens Fader og al Trøstens Gud, jeg takker dig, at du vederkvæger og trøster mig uværdige (2 Kor 1.3). Bestandig priser og lover jeg dig tilligemed din enbaarne Søn og den Hellig Aand, Talsmanden i al Evighed. O Herre min Gud, du som elsker mig med hellig Kærlighed, naar du er kommen i mit Hjærte, vil hele mit Indre juble. Du er min Ære og mit Hjærtes Glæde, du er mit Haab og min Tilflugt paa min Trængsels Dag. Fordi jeg endnu er svag i Kærligheden og ufuldkommen i aandelig Dygtighed, trænger jeg til at styrkes og trøstes af dig. Besøg mig derfor tiere og undervis mig i din hellige Sandhed. Befri mig fra de onde Lidenskaber og helbred mit Hjærte for alle uordentlige Tilbøjeligheder, at jeg udvortes helbredet og vel lutret kan blive skikket til at elske, stærk til at lide og bestandig i at holde ud.

2. Kærligheden er en stor Ting, et fuldkomment Gode, som alene gør alt byrdefuldt let og jævner alt det ujævne. Thi den bærer Byrden uden Besvær og gør alt det bitre sødt og behageligt. Den ædle Kærlighed til Jesus tilskynder til store Gerninger og opmuntrer til at attraa det altid fuldkomne. Kærligheden stræber opad og lader sig ikke holde tilbage af noget lavt. Kærligheden vil være fri og fremmed fra al verdslig Begær, for at dens indre Syn ikke skal hindres og den selv hverken hildes af nogen timelig Fordel eller bukke under for noget Tab. Intet er sødere end Kærligheden, intet stærkere, intet højere, intet videre, intet lifligere, intet fyldigere eller bedre hverken i Himlen eller paa Jorden; thi Kærligheden er født af Gud og kan kun, hævet over alt det skabte, finde Hvile i Gud. Den, der elsker, flyver, løber og er glad; er fri og lader sig ikke holde tilbage. Han giver alt for alt og har alt i alt, fordi han over alt hviler i den eneste højeste Gode, af hvilket ethvert Gode flyder og fremgaar. Han ser ikke paa Gaverne, men vender sig til Giveren, over alle Goder. Kærligheden kender ingen Skranke, dens Lue bryder alle Skranker. Kærligheden føler ingen Byrde, agter ingen Møje, vil altid mere, end den formaar. Den spørger ikke om Umulighed, fordi den tror, at alt er den muligt og tilladt. Derfor er den dygtig til alt og udretter og fuldfører mange Ting, hvor den, der ikke elsker, svigter og ligger under. Kærligheden vaager og sover selv ikke under Søvnen. Den bliver anstrengt, men ikke træt; trykket, men ikke nedtrykt; forskrækket, men ikke skræmt, men som en levende Lue og brændende Fakkel stiger den opad og trænger sikkert igennem. Om nogen elsker, han ved, hvad Kærlighedens Stemme raaber. Et mægtigt Raab i Guds Øren er denne glødende Længsel hos en Sjæl, som siger: min Gud, min Kærlighed! Du hel og holden min, jeg ganske din! Udvid mit Hjærte i Kærligheden, at jeg maa lære med Hjærtets Mund at smage, hvor sødt det er at elske og smelte og svømme i Kærlighed. Om jeg maatte gribes af Kærlighed og i Henrykkelse hæve mig over mig selv! Lad mig synge Kærlighedens Sang og følge dig, min elskede, til det Høje; lad min Sjæl gaa op i din Lovprisning, jublende af Kærlighed. Lad mig elske dig mere end mig selv, og mig selv kun for din Skyld, og i dig alle dem, der i Sandhed elsker dig, saaledes som Kærlighedens Lov, lysende af dig, byder. Kærligheden er hurtig, oprigtig, from, blid, liflig og yndig; stærk, taalmodig, trofast, klog; langmodig, mandig og søger aldrig sig selv. Thi hvor nogen søger sig selv, falder han fra Kærligheden. Kærligheden er varsom, ydmyg og ligefrem; ikke blødagtig, ikke letsindig og ikke henvendt paa forfængelige Ting; den er ædru, kysk, stadig, rolig og altid paa sin Post. Kærligheden er hengiven og lydig mod foresatte, ringe og uanselig i egne Øjne, hengiven og taknemlig mod Gud, altid stolende og haabende paa ham, selv naar hans Følelser ikke behager den; thi uden Smerte lever man ikke i Kærligheden. Den, som ikke er rede til at taale alt og føje sig efter den Elskedes Vilje, fortjener ikke at kaldes »en der elsker.. Den, der elsker, maa med Glæde finde sig i alt, hvad der er haardt og bittert for den Elskedes Skyld, og ikke falde fra trods den haardeste Modgang.