Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

III. OM INDRE TRØST

Kap 4. Vi maa vandre for Gud i Sandhed og Ydmyghed.

1. (Herren:) Min Søn! vandre for mig i Sandhed og søg mig altid i dit Hjærtes Enfoldighed. Den, som vandrer for mit Ansigt i Sandhed, skal beskærmes mod onde Angreb, og Sandheden skal befri ham fra Forførere og ugudeliges Bagtalelser. Naar Sandheden har frigjort dig, da vil du i Sandhed være fri og ikke bryde dig om Menneskers forfængelige Tale.

(Sjælen:) O, Herre, det er sandt, hvad du siger; jeg beder, lad det ske saaledes med mig! lad din Sandhed undervise mig, lad den vogte mig og bevare mig til en salig Død. Lad den befri mig fra alt ondt Begær og fra uordentlig Kærlighed, at jeg kan vandre med dig i Hjærtets fulde Frihed.

2. (Herren:) Jeg vil undervise dig, siger Sandheden, om hvad der er ret og velbehageligt for mig. Tænk paa dine Synder med stor Bedrøvelse og Smerte, og anse dig aldrig for at være noget paa Grund af gode Gerninger. Du er i Sandhed en Synder, afhængig og bundet af mange Lidenskaber. Af dig selv er du altid tilbøjelig til det, som intet er; hurtigt falder du, hurtigt overvindes du, hurtigt forvirres du, hurtigt sløves du: Intet har du, hvoraf du kan rose dig, men meget, hvorfor du maa ringeagte dig selv; thi du er langt skrøbeligere, end du formaar at fatte. Lad da intet af det, som du udretter, synes dig stort. Anse intet for kosteligt, beundringsværdigt, uden det som er evigt. Lad den evige Sandhed over alle Ting være din Glæde; find aldrig Behag i Frygt og last og sky intet saa meget som dine Fejl og Synder, og lad Smerten over dem overgaa Smerten over ethvert jordisk Tab.

Der er dem, som ikke vandrer for mig i Oprigtighed, men som kun drevne af Nyfigenhed og Anmasselse ønsker at kende mine Hemmeligheder og forstaa Guds Dybder, medens de forsømmer sig selv og deres Frelse. Saadanne falder ofte i store Fristelser og synder paa Grund af deres Hovmod og Nyfigenhed, idet jeg staar dem imod. Frygt Guds Domme og skælv for den Almægtiges Vrede. Fordrist dig ikke til at ville udforske den Højestes Gerninger, men ransag dine Misgerninger for at indse, hvor meget du har forset dig, og hvor meget godt du har forsømt. Nogle har mig kun i Munden, men kun lidet i Hjærtet. Men andre er der ogsaa som med oplyst Forstand og lutret Hjærte altid med Længsel tragter efter det evige, kun nødig hører tale om det jordiske og med Smerte giver efter for Naturens Krav. Saadanne fornemmer, hvad Sandhedens Aand taler i dem, thi den lærer dem at ringeagte det jordiske og at elske det himmelske, at forsage Verden, og Dag og Nat længes efter Himlen.