Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

II.

Kap 11. Om det ringe Antal af dem, der elsker Jesu Kors

1. Jesus har nu mange, som elsker hans himmelske Rige, men faa, som bærer hans Kors; mange, som ønsker Trøst, faa, som ønsker Trængsel; han finder mange, der vil sidde med ved hans Bord, faa som vil være afholdende. Alle ønsker at dele Glæden med ham, faa vil taale noget for ham. Mange følger Jesus til Brødets Brydelse, men faa ind til at drikke Lidelsens Bæger. Mange ærer hans Undergerninger, faa følger Korsets Forsmædelse. Mange elsker Jesus, saalænge der ingen Modstand indtræffer. Mange priser og velsigner ham, saalænge de modtager nogen Trøst af ham. Men naar Jesus skjuler sig og forlader dem en stakket Tid, henfalder de enten til Klage eller til overdreven Modløshed. Men de, der elsker Jesus for Jesu Skyld og ikke af Hensyn til egen Trøst, de velsigner ham under al Trængsel og Hjærtets Angst, saa vel som under den største Trøst. Og om han end aldrig vilde give dem Trøst, vilde de dog altid prise, altid takke ham. Hvormeget formaar dog ikke den rene Kærlighed til Jesus, naar den ikke er blandet med nogen Egennytte eller Egenkærlighed. Maa ikke alle de kaldes Lejesvende, som altid søger Trøst? Mon de, der altid tænker paa egen Fordel og Vinding, ikke derved beviser, at de elsker sig selv højere end Kristus?

2. Hvor findes vel et Menneske, som vil tjene Gud for intet? Sjælden er nogen saa aandelig, at han er frigjort fra alt jordisk. Hvem kan finde nogen, der i Sandhed er fattig i Aanden og løst fra enhver Skabning? »En kostbar Skat langvejs fra og fra de yderste Grænser.« (Ordsp 31.10) Om et Menneske gav alt sit Gods bort, saa er det dog endnu intet; og om han gjorde den strengeste Bod, saa er det dog endnu kun lidet; og om han end havde vundet al Kundskab, saa er der dog endnu langt igen; og om han besad al Dyd og den største Fromhed, saa manglede der endnu noget væsentligt: det ene nemlig, som er det ene fornødne. Hvad er dette? At han efter at have opgivet alt andet ogsaa opgiver sig selv helt og ikke beholder noget tilbage af Egenkærligheden: og da, naar han har gjort alt, hvad han vidste han var skyldig, maa han tilstaa, at han intet har gjort. Han gøre ikke stort ud af det, som ellers kunde regnes for stort, men erklære i Sandhed at være en unyttig Tjener, som Sandheden siger: »Naar I har gjort alle de Ting, som er befalet Eder, da sig: vi er unyttige Tjenere.« (Luk 17.10) Da vil han i Sandhed kunne være fattig og nøgen i Aanden og sige med Profeten: »Ensom er jeg og fattig.« (Ps 25.16) Og der er ingen rigere, ingen mægtigere, ingen friere end den, som forstaar at forlade sig selv og alle Ting og sætte sig selv nederst.