Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

II.

Kap 10. Om Taknemlighed for Guds Naade.

1. Hvorfor søger du Hvile, naar du er født til Arbejde? Vær mere beredt paa Øvelse i Taalmodighed end paa at finde Trøst, og mere paa at bære Korset end til at leve i Glæde. Hvem af denne Verdens Børn vilde ikke gerne nyde aandelig Trøst og Glæde, dersom han kunde have den bestandig. Thi den aandelige Trøst overgaar alle Verdens Nydelser og kødelige Lyster. Alle Verdens Nydelser er enten forfængelige eller uædle. Kun de aandelige Nydelser er baade behagelige og ædle, idet de fremgaar af Dyden, og Gud selv skænkes til rene Sjæle. Men disse guddommelige Vederkvægelser kan ingen altid nyde efter eget Tykke, thi Prøvelsens Time lader ikke vente længe paa sig. Hvad der især hindrer den guddommelige Besøgelse er Sindets falske Frihed og store Selvtillid. Gud gør vel, naar han sender os Trøstens Naade, men Mennesket handler ilde, naar det ikke takker Gud for alt. Derfor er det, at Guds Naades Gaver ikke kan strømme i os, fordi vi er utaknemlige mod Giveren og ikke fører alt tilbage til dets første Kilde. Thi Naaden gives atter paany til den, der takker for den allerede tildelte, og den fratages de hovmodige og gives til de ydmyge. Jeg ønsker ikke den Trøst, som borttager mit Hjærtes Sønderknuselse; jeg ønsker end ikke Beskuelsens Gave, hvis den fører mig til Hovmod. Thi ikke alt højt er helligt, ikke alt sødt godt, saa lidt som enhver Attraa er ren, eller alt hvad der er os kært ogsaa er Gud velbehageligt. Gerne modtager jeg den Naade, hvorved jeg bliver mere ydmyg og gudfrygtig og mere rede til at fornægte mig selv.

2. Den, som blev forstandig ved Naaden, der blev ham given, og vis ved Straffen, der blev ham paalagt, vil ikke vove at tilskrive sig selv noget godt, men hellere bekende sin Fattigdom og Nøgenhed. »Giv Gud hvad Guds er,« (Matth 22.21) og tilskriv dig selv hvad dit er, det vil sige: giv Gud Takken for Naaden og tilskriv dig alene Brøden og den derfor fortjente Straf. Sæt altid dig selv nederst, og du skal faa den øverste Plads, thi det øverste bestaar ikke uden det nederste. De kristne, som er de største i Guds Øjne, er de ringeste i egne Øjne, og jo mere de forherliges, des mere ydmyger de sig. Fulde af Sandhed og himmelsk Ære er de ikke begærlige efter forfængelig Ære. De, som er grundede og befæstede i Gud, kan umuligt være hovmodige. Og de, som tilskriver Gud alene det gode, de modtog, søger ikke Ære af hverandre indbyrdes, men ønsker kun den Ære som er fra Gud; de har over alle Ting det ene Ønske, at Gud maa prises og æres i dem og alle kristne. Vær derfor taknemlig selv for det mindste, og du skal blive værdig til at modtage større Ting. Lad det mindste gælde dig som det største, og lad det, som ringeagtes i Verdens Øjne, være dig en dyrebar Gave. Ser man hen til Giverens Værdighed, da vil ingen Gave synes liden eller altfor ringe, thi intet er ringe, som skænkes af Gud, den Allerhøjeste. Og om han tildeler Straffe og Tugtelser, bør det være os kærkomment, thi alt hvad han lader komme over os, gør han altid til vor Frelse. Den, der ønsker at bevare Guds Naade, være taknemlig for den givne Naade og taalmodig, naar den igen fratages ham; han bede, at den maa komme igen; han være forsigtig og ydmyg, at han ikke skal miste den.