Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

II.

Kap 9. Om at undvære al Trøst.

1. Det er ikke svært at kunne forsmaa menneskelige Trøst, naar man fornemmer den guddommelige. Stort, ja endog meget stort er det at kunne undvære baade den menneskelige og guddommelige Trøst og til Guds Ære gerne at ville udholde Sjælens Forladthed og ikke søge sig selv i noget, ikke heller se paa egen Fortjeneste. Hvad stort er der i at være glad og from, naar Naaden kommer? Den Stund er ønskelig for alle. Den farer saare blidt, hvem Guds Naade bærer! Og hvad Under om den, der bæres af den Almægtige og føres af den højeste Fører, ingen Byrde føler? Vi vil gerne have noget, der kan trøste os, og vanskeligt løsriver Mennesket sig fra sig selv. Den hellige Martyr, Laurentius, overvandt i Forening med sin Præst Verden, fordi han forsmaaede alt det i Verden, som syntes behageligt; og for Kristi Kærligheds Skyld fandt han sig roligt i at en Ven, hvem han elskede saare højt, blev taget fra ham. Af Kærlighed altsaa til Skaberen overvandt han Kærligheden til et Menneske, og for menneskelig Trøst foretrak han Guds Velbehag. Lær ogsaa du saaledes at forlade en Slægtning og elsket Ven af Kærlighed til Gud, og tag dig det heller ikke nær, naar du forlades af en Ven, da du ved, at vi alle tillidst maa skilles. Meget længe maa Mennesket kæmpe med sig selv, førend det lærer helt at overvinde sig selv og vende al sin Attraa til Gud. Saalænge et Menneske støtter sig til sig selv, henfalder det let til menneskelige Trøstemidler. Men den, der i Sandhed elsker Kristus og ivrig beflitter sig paa de kristne Dyder, henfalder ikke til saadan Trøst og søger heller ikke saadan sanselig Vederkvægelse, men søger hellere at kunne udholde svære Prøvelser og haarde Kampe for Kristi Skyld.

2. Naar da Gud skænker dig aandelig Trøst, saa tag imod den med Tak, men husk, at den er Guds Gave, ikke din Fortjeneste. Ophøj dig ikke, glæd dig ikke for meget og bliv ikke forfængelig; men vær desto ydmygere paa Grund af Gaven og desto forsigtigere og gudfrygtigere i alle dine Handlinger; thi Trøstens Tid vil gaa over og Fristelsens følge efter. Naar da Trøsten bliver taget fra dig, skal du ikke straks blive forsagt, men i Ydmyghed og Taalmodighed bie paa den himmelske Besøgelse, thi Gud er mægtig til igen at give dig en endnu rigere Trøst. Denne Vekslen mellem Trøst og Fristelse er intet nyt for dem, som er erfarne i Guds Vej, thi de store Hellige og de gamle Profeter erfarede den ofte. Derfor sagde en af dem i Følelsen af Naadens Nærværelse: » Jeg sagde i min Tryghed: jeg skal i Evighed ikke rokkes.« (Ps 30.7 flg) Men hvad han følte, da Naaden derefter havde forladt ham, beskriver han straks derpaa: »Du skjulte dit Ansigt og jeg forfærdedes.« Under dette fortvivler han ingenlunde, men raaber desto inderligere til Herren og siger: »Til dig, Herre, vil jeg raabe, og til min Gud vil jeg bede.« Tilsidst opnaar han Frugten af sin Bøn og vidner om sin Bønhørelse med de Ord: »Herren hørte mig og ynkedes over mig, Herren blev min Hjælper.« Men hvori? »Du har — siger han — forvandlet min Graad til Jubel og omgjordet mig med Glæde.« Gik det saaledes med de store Hellige skal vi svage og fattige ikke fortvivle, om vi snart er brændende i Aanden, snart kolde, thi Aanden kommer og gaar efter sin Viljes Behag. Derfor siger den salige Job: »Du besøger ham aarle og prøver ham hvert Øjeblik.« (Job 7.18)

3. Hvorpaa kan jeg altsaa haabe, hvortil sætte min Lid, uden paa Guds store Barmhjertighed og alene paa Haabet om den himmelske Naade? Thi om jeg end har gode Mennesker eller fromme Brødre eller trofaste Venner hos mig, eller jeg har hellige Bøger og smukke Afhandlinger, eller liflige Salmer og Lovsange, altsammen hjælper det kun lidet og husvaler det kun lidet, hvis jeg er forladt af Naaden og overladt til min egen Fattigdom. Da gives der intet bedre Hjælpemiddel end Taalmodighed og selvfornægtende Hengivenhed i Guds Vilje.

Endnu aldrig fandt jeg saa fromt og gudhengivent et Menneske, at han jo til Tider har mærket Naadens Bortfjernelse og en Aftagen i brændende Iver. Ingen Kristen har været saa henrykt i Aanden og oplyst, at han jo før eller senere blev stedt i Fristelse. Thi den, som ikke for Guds Skyld blev prøvet i Trængsel, er heller ikke værdig til den dybe Beskuelse af Gud. Thi den foregaaende Prøvelse plejer at være et Tegn paa efterfølgende Trøst. Kun de, der fandtes tro i Prøvelserne, faar Forjættelse om den himmelske Trøst. »Den, som sejrer — siger Herren — vil jeg give at æde af Livets Træ« (Joh Aab 2.7). Den guddommelige Trøst skænkes imidlertid forat Mennesket kan blive stærkere til at taale Modgang. Ligeledes følger Prøvelsen, forat Mennesket ikke skal gøre sig til af det gode. Djævelen sover ikke, og Kødet er heller ikke dødt endnu; derfor tør du ikke høre op med at ruste dig til Kamp, thi til højre og venstre er der Fjender, som aldrig hviler.