Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

II.

Kap 6. Om Glæden ved en god Samvittighed

1. Et godt Menneskes Ære er en god Samvittigheds Vidnesbyrd. Bevar en god Samvittighed, og du vil altid have Glæde. En god Samvittighed kan bære saare meget og er glad selv under Modgang. En ond Samvittighed er altid frygtsom og urolig. Din Hvile vil blive sød, hvis dit Hjærte ikke anklager dig. Glæd dig aldrig, medmindre du har gjort godt. De onde har aldrig sand Glæde eller føler indre Fred; thi »ugudelige har ingen Fred, siger Herren.« Og hvis de siger: (Jes 48.22)»Vi har Fred, der skal ikke komme Ulykke over os, og hvem vil vove at fortrædige os,« da tro dem ikke; thi pludselig skal Herrens Vrede rejse sig (Mik 3.11), og deres Forehavender skal blive til intet, og med deres stolte Anslag skal det være forbi. »At rose sig af Trængsler« (Rom 5.3) er ikke tungt for den, der elsker, thi saaledes at rose sig er »at rose sig af Herrens Kors.« (Gal 6.14) Den Ros er stakket, som gives og modtages af Mennesker; Verdens Ros har altid Sorg i Følge.

2. De gode har deres Ros i deres Samvittighed og ikke i Menneskers Mund. Retfærdiges Glæde er af Gud og i Gud, og deres Glæde er i Sandheden. Den, der længes efter sand og evig Ære, bekymrer sig ikke om den timelige, og den, der søger timelig Ære og ikke af Hjærtet ringeagter den, han viser derved, at han kun lidet elsker den himmelske. Stor Fred i Hjærtet har den, der hverken bekymrer sig om Menneskers Ros eller Dadel. Den, hvis Samvittighed er ren, vil let være tilfreds og rolig. Du er ikke helligere, fordi du roses, og ikke ringere, fordi du dadles. Hvad du er, det er du; og du bliver ved at omtales ikke større end du er i Guds Øjne. Giver du Agt paa, hvad du er i dit Indre, vil du ikke bryde dig om, hvad Mennesker taler om dig. Mennesket ser paa det ydre, men Gud ser paa Hjærtet. Mennesket ser paa Handlingerne, men Gud vejer Hensigten. Altid at handle vel og dog have ringe Tanker om sig selv, er den ydmyge Sjæls Særkende. Ikke at søge sin Trøst hos nogen Skabning er Tegn paa stor Renhed og inderlig Tillid. Den, der ikke søger at skaffe sig Vidnesbyrd ude fra, viser, at han ganske har overgivet sig til Gud; »thi ikke den, der anbefaler sig selv, staar Prøve, men den, hvem Herren anbefaler," siger Paulus (2 Kor 10.18). At vandre med Gud i sit Inderste og ikke lade sig hilde af nogen Tilbøjelighed ude fra, er de rette Vilkaar for den, der lever et indre Liv.