Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

II.

Kap 5. Om Selvbetragtning

1. Vi kan ikke stole altfor meget paa os selv, fordi vi ofte mangler Naade og Forstand. Lyset i os er kun ringe, og ved Forsømmelse kan vi snart miste det. Ofte lægger vi ikke en Gang Mærke til, hvor aandelig blinde vi er. Ofte handler vi slet og gør det værre ved at undskylde os. Undertiden drives vi af Lidenskab og mener, at det er Nidkærhed. Smaa Fejl dadler vi hos andre, og store Fejl hos os selv overser vi. Hurtigt føler vi og vejer hvad vi maa taale af andre, men hvad andre maa taale af os, lægger vi ikke Mærke til. Hvis vi ret gav Agt paa og vejede vort eget vilde vi ikke dømme saa strengt om andre.

2. Den, der lever et indre Liv, har fremfor alle Ting et vaagent Øje med sig selv, og den, der giver nøje Agt paa sig selv, tier let om andre. Aldrig vil du fornemme det indre Livs Kraft og blive et fromt Menneske, hvis du ikke tier om andre og passer meget nøje paa dig selv. Hvis hele din Hu er rettet mod Gud og dig selv, vil det, som du hører udefra, kun gøre ringe Indtryk paa dig. Hvor er du, naar du ikke er hos dig selv? Og naar du har gennemført alt, hvad har du da vundet, hvis du har forsømt dig selv? Vil du have Fred og Samfund med Gud, da maa du sætte alt andet til Side og kun have dig selv for Øje. Stor Fremgang vil du gøre, om du kan holde dig fri for al timelig Bekymring, men meget vil du gaa tilbage, hvis du agter noget timeligt højt.

3. Lad intet være stort i dine Øjne, intet højt, intet kært, intet elskeligt uden Gud alene og hvad der er af Gud. Anse al den Trøst, som kun kommer fra Skabningen, for ganske forfængelig. Den Sjæl, der elsker Gud, ser ned paa alt, hvad der er under Gud. Den evige, umaadelige Gud, som opfylder alle Ting, er alene Sjælens Trøst og Hjærtets sande Glæde.