Gamle tekster

Kristi efterfølgelse

Thomas á Kempis

II.

Kap 3. Om det gode, fredsommelige Menneske

1. Bevar først dig selv i Fred, da vil du ogsaa kunne skaffe andre Fred. Den fredsommelige gavner mere end den, der besidder megen Lærdom. Den lidenskabelige vender ogsaa det gode til ondt og tror let det værste. Den fredsommelige vender alt til det bedste. Den, der lever fredelig, fatter ikke Mistanke til nogen; den utilfredse og urolige derimod plages altid af Mistanke; han har ikke selv Ro og lader ikke andre have Ro. Han siger ofte, hvad han ikke burde sige, undlader ofte det, som havde været ham gavnligst. Han tænker paa alt, hvad andre er forpligtede til at gøre og forsømmer, hvad han selv er forpligtet til. Vær derfor nidkær mod dig selv, da vil du ogsaa med Rette kunne være nidkær mod din Næste. Du forstaar saa godt at undskylde og besmykke dine egne Handlinger, men andres Undskyldninger vil du ikke antage. Det var rettere at anklage dig selv og undskylde din Broder. Ønsker du Overbærenhed af andre, maa du selv være overbærende mod andre.

2. Se, hvor langt du endnu er fra den sande Kærlighed ag Ydmyghed, som ikke kan vredes eller fortørnes paa nogen uden alene paa sig selv. Det er ikke svært at omgaas gode og sagtmodige Mennesker, thi dette behager af Naturen alle, og enhver vil gerne have Fred og holder mest af dem, der er af samme Mening. Men at kunne leve i Fred med haarde og slette eller raa og genstridige Mennesker, det er en stor Naade og saare rosværdig og mandig Idræt.

3. Der gives dem, der holder sig selv i Fred og ogsaa har Fred med andre. Og der gives dem, som hverken selv har Fred eller lader andre i Fred; de er til Byrde for andre, men mest dog for sig selv. Der gives ogsaa dem, som baade holder sig selv i Fred og søger at bringe andre dertil. Iøvrigt maa al vor Fred i dette usle Liv snarere søges i ydmygt at taale Livets Byrder end i ikke at føle dem. Jo større Taalmod desto mere Fred. Den taalmodige er Herre over sig selv, ja over hele Verden, Kristi Ven og Arving til Himmelen.